Hvordan bliver man kostvejleder eller diætist? I denne guide får du indsigt i uddannelsesmuligheder, beskæftigelsesområder og karriereveje inden for ernæring og sundhed.
Kost og sundhed er noget, der berører alle mennesker, og hvis du har en særlig interessere for kostens betydning for menneskers sundhed og velbefindende, kan denne uddannelsesretning være noget for dig.
Er en uddannelse til kostvejleder, diætist eller sundhedskonsulent noget for dig?
Du skal have lyst til at formidle, vejlede og motivere andre mennesker til at leve et sundt liv med den rette kost og ernæring. Du kan også uddanne dig til at vejlede om hygiejne eller kvalitetssikring af fødevarer.
Nogle finder også job inden for sundhedsfremme-området - det kan fx være på et samfundsmæssigt niveau med forebyggende tiltag for folkesundhed.
Hvilken uddannelse inden for ernæring og sundhed skal du vælge?
Inden for det sundhedsfaglige område er der rigtig mange forskellige uddannelser at vælge imellem.
Uddannelserne er på flere niveauer, og når du skal vælge, skal du blandt andet beslutte dig for, hvor lang din uddannelse skal være, hvilket område som interesserer dig mest, og hvilken undervisningsform, du foretrækker.
Kostvejlederuddannelsen
Denne uddannelse kan du tage flere forskellige steder i landet og både som almindelig klasseundervisning eller fjernundervisning. Det er som oftest en privat uddannelse, som du selv skal betale for og finansiere.
Efter endt uddannelse har du et diplom på, at du kan arbejde med ernæring og livsstil. Du får viden og redskaber til at forbedre både din egen og andres kost- og livsstilsvaner.
Der er således undervisning i kost og motion inden for emner som madens næringsindhold, energibehov, fordøjelse, træning og motivation og psykologi. Du får også undervisning i, hvordan du møder dine klienter, og de problemer de har.
Forslag til uddannelser
Professionsbachelor i ernæring og sundhed
Uddannelsen tager 3,5 år og kan tages forskellige steder i landet. Der er også mulighed for fjernundervisning med seminarer på skolen. Professionsbacheloren er delt op i et basisforløb og et specialeforløb.
På basisforløbet er det overordnede indhold det samme på alle uddannelsessteder. Specialeforløbet afhænger af, i hvilken retning du gerne vil dreje din uddannelse, så her er mulighed for at forme den efter netop dine interesser.
Du vil få undervisning i fag som ernæring, fødevarer, forebyggelse og forbrugeradfærd. Undervisningen foregår både som hold- og gruppeundervisning og mere projektorienteret, og der indgår også praktikforløb undervejs.
Forslag til uddannelser
Videregående uddannelser i Sundsfremme og forebyggelse
Med en uddannelse inden for sundhedsfremme har du mulighed for at arbejde med folkesundhed og forebyggelse lige fra det helt overordnede niveau til det mere forskningsbaserede.
Der findes flere uddannelser, som giver dig kompetencer på området. Du kan fx tage en bachelor- eller kandidatgrad på enten tre eller fem år.
Undervisningen foregår som forelæsninger, holdundervisning, gruppe- og projektarbejde, og du får undervisning i emner som sygdomslære, sundhedspsykologi, sundhedsøkonomi og arbejdsmiljø, og du skal arbejde med kvalitativ og kvantitativ metode.
Forslag til uddannelser
Hvilke karriereveje og videreuddannelsesmuligheder er der?
Der er en meget bred vifte af jobmuligheder inden for dette uddannelsesområde både i den offentlige og private sektor.
Med en professionsbachelor i ernæring og sundhed kan du læse videre og tage en kandidatgrad, og hvis du allerede har en kandidatgrad, har du mulighed for at gå videre med undervisning og forskning på området.