Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Karriereguide: Sundhed og omsorg

En karriere inden for sundhed og omsorg er for dig, der drømmer om at arbejde med mennesker. Denne guide giver en indsigt i karrieremulighederne inden for sundhedssektoren.

Sundhed og omsorg |Din guide til et job med mennesker

En karriere inden for sundhed og omsorg henvender sig til dem, der ønsker at engagere sig i arbejdet med mennesker. Jobmulighederne er mange lige fra behandling og pleje til sundhedsfremme og velvære.

Fællesnævneren for alle jobs på sundhedsområdet er, at du arbejder med andre menneskers trivsel og velbefindende.

I denne karriereguide får du inspiration til at finde dit drømmejob inden for sundhed og omsorg. Vi giver dig også forslag til, hvilke uddannelser der matcher bedst med dine kompetencer og det, som du brænder for.

Arbejdspladser i det danske sundhedsvæsen

Det danske sundhedsvæsen byder på et væld af karrieremuligheder for dig, der vil arbejde med mennesker. Her er langt de fleste i primærsektoren, hvor du vil komme til at have den primære kontakt med borgeren enten i eget hjem eller lokalområdet. Det kan f.eks. være som ansat:

  • I hjemmeplejen, på plejehjem eller i hjemmesygeplejen
  • Ved tandlægen, i lægeklinikker og i sundhedscentre

Derudover hører apotekerne også under den primære sundhedssektor, mens sygehusene udgør den sekundære sundhedssektor. Her foregår den mere ressourcekrævende pleje af borgere, hvor der er behov for specialistbehandling.

Uanset hvor i sundhedsvæsenet, du vil arbejde, er der forskellige områder, som du kan specialisere dig inden for. Neden for kan du læse mere om de forskellige områder og finde det, som du interesserer dig for.

Pleje og omsorg

Vil du være den kernemedarbejder, der har den nære kontakt til borgeren eller patienten og sikrer et positivt møde med det danske sundhedsvæsen? Så er en fremtid som social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske måske noget for dig. Du kommer til at varetage opgaver som f.eks.:

  • Pleje af syge, psykisk syge og/eller ældre
  • Dokumentation og administration af medicin
  • Koordinering af behandlingstilbud med andre faggrupper

Du vil desuden have en vigtig funktion i kommunikationen med borgeren og pårørende. Arbejdet kan foregå i borgerens eget hjem, på plejehjem eller på sygehuse. Som sygeplejerske har du desuden mulighed for at videreuddanne dig til sundhedsplejerske, hvor din vigtigste rolle er at følge den nybagte familie i den første tid.

Find din sundhedsuddannelse her 

Behandling og terapi

For dig der vil arbejde med behandling i sundhedsvæsenet, er der mange specialiseringer. Du kan f.eks. arbejde med:

  • Genoptræning som fysioterapeut, ergoterapeut eller psykomotorisk terapeut
  • Terapi som psykolog eller speciallæge i psykiatri
  • Behandling som læge, kirurg eller tandlæge

I de senere år er der desuden kommet større fokus på koblingen mellem vestlig medicin og kinesisk medicin. Der er derfor også gode fremtidsmuligheder i at tage en uddannelse inden for alternativ behandling som f.eks. akupunktør eller zoneterapeut.

Læs mere om en uddannelse inden for alternativ behandling

Ernæring og sundhedsfremme

Brænder du for livsstil, kost og motion? Så er en fremtid inden for ernæring og sundhedsfremme måske noget for dig. Tager du f.eks. en professionsbachelor i Ernæring og sundhed er du godt på vej til en karriere med rådgivning og undervisning i kommunernes sundhedscentre eller udvikling af nye tilbud med fokus på folkesundhed. På universiteterne er der også en bred vifte af uddannelser med fokus på fødevarevidenskab, folkesundhedsvidenskab, human og ernæring og meget mere.

Læs mere om uddannelser inden for ernæring og sundhed 

Medicin, diagnostik og laboratorium

Karrieremulighederne inden for medico- og laboratoriearbejde samt diagnostik er for dig, der er teknisk anlagt og vil arbejde med avanceret sygdomsbehandling. Her kan du blandt andet arbejde med:

  • Diagnostik som radiograf, audiolog eller logopæd
  • Laboratoriearbejde som bioanalytiker eller laborant
  • Lægemidler som farmakonom eller farmaceut

Uafhængigt af hvilken retning, du vælger, får du en specialistfunktion med mange spændende muligheder.

Fremtidsmuligheder i det danske sundhedsvæsen

Der er store forandringer undervejs overalt i det danske sundhedsvæsen. Både i den primære og den sekundære sektor er der fokus på at sætte borgeren i fokus og øget patientsikkerhed på tværs af professioner og enheder. Derfor vil de i fremtiden være mere fokus på sammenhæng i sundhedsuddannelserne såvel som ude på arbejdspladserne.

Det mest afgørende for dine fremtidsmuligheder som ansat i sundhedsvæsenet er, at der er udsigt til mangel på arbejdskraft. Der er med andre ord gode jobmuligheder for dig, der vil arbejde med pleje og omsorg. Uanset hvilken vej ind i sundhedsvæsenet du tager, er der desuden gode muligheder for at specialisere sig eller avancere til ledelsesfunktioner.

Vil du vide mere om karrieremulighederne inden for sundhed og omsorg?

Vi håber, at denne guide har givet dig indblik i de mange muligheder, der findes for at arbejder med mennesker på sundhedsområdet. Har du spørgsmål, tilføjelser eller erfaringer, som du gerne vil dele med andre interesserede i en karriere inden for sundhed og omsorg, er du velkommen til at tage fat i os.

Er du klar til at lede efter din drømmeuddannelse, kan du læse mere om relevante uddannelser inden for:

Medicin, pleje og omsorg 

Ernæring og sundhed 

Psykologi


Annoncer