Suhrs Højskole - et gastronomisk fællesskab midt i København
Højskolen bygger videre på mere end 100 års erfaring fra tiden som Suhrs Husholdningsskole, stiftet af iværksætteren Ingeborg Suhr.
Suhrs er en fagspecialiseret højskole med fokus på mad, gastronomi, bæredygtighed og kulturliv. Højskolen er for dig, der vil arbejde kreativt, blive inspireret til at tænke nyt – og spise en masse god mad i et fællesskab. Suhrs ligger midt i København omgivet af restauranter, kulturtilbud, parker og byliv. Her bor vi i et skønt byhus, med Strøget, Nørreport Station og Kongens Have lige rundt om hjørnet.
Suhrs Højskole er den eneste højskole i hovedstaden, hvor du både kan bo på skolen eller være dagelev. Lidt over halvdelen vælger at være boende og vi kan være optil 50 elever i alt. Det er vigtigt for os at du kommer til at følge dig hjemme. Uanset om du har en seng på højskolen eller ej, har du adgang til skolen 24/7. Du har derfor mulighed for at spise med til alle måltider og deltage i aktiviteter uden for undervisningen både på hverdage og i weekenden.
Aldersgennemsnittet er mellem 18 og 25 år, men vi har ofte også glæde af elever, der er ældre, som f.eks. tager en pause fra arbejdslivet eller en videregående uddannelse. De fleste af vores elever har en grundlæggende interesse for mad. Både eksperter og nybegyndere er velkomne.
Du kan sagtens være vegetar, veganer, have allergi eller spise efter religiøse hensyn.
Vi har specialiseret os i tre områder, som spejler sig i vores linjer:
- GASTRO Mad & gastronomi
- OMSTILLINGSAGENT Grøn omstilling
- KØBENHAVN Byliv og kultur
Oplevelser for livet
Et højskoleophold på Suhrs handler selvfølgelig om meget andet end mad, fag og undervisning. Højskolelivet er i fokus, og det betyder et væld af oplevelser – blandt andet fredagsmiddage, teaterture, kulturaftener, fester, hygge og samvær.
Vi tager også på naturture til skov, strand og landbrug og besøger grønne iværksættere. Og så vil du komme med på en 10-dages kulinarisk rejse til Italien, hvor vi rejser med tog ned gennem Europa.
Derudover afsætter vi på hvert hold tre dage, hvor vi i fællesskab samarbejder med en inspirerende madfaglig person udefra, og stabler en pop-up restaurant på benene. For eksempel har vi samarbejdet med grøntsagskokken Mette Dahlgaard, og Mathilde Grue, som står bag restauranten Blink i Skagen.
Hvis du tilmelder dig forårsholdet, bliver du også en del af folkemødet på Bornholm, hvor vi vil stå for folkekøkken en dag i Højskolernes telt. Her samles alle politiske og frivillige organisationer til et stort årligt træf på den smukke klippeø i Østersøen og vi skal med.
Mød elever fra Surhs højskole
Klik på eleverne for at læse mere om deres oplevelser på Surhs Højskole. Her fortæller de blandt andet om, hvorfor de har valgt at gå på højskole, hvordan deres hverdag har været og hvad det fedeste er ved lige netop Surhs Højskole.
"Er utrolig taknemmelig for å ha blitt kjent med så mange mennesker fra forskjellige steder i verden."
"Vi var på tur 10 dage til Norditalien, og nøøøj hvor var det lækkert, vi kørte i tog derhen, og jeg var i underholdningsgruppen, hvor vi havde planlagt forskellige lege og quizzer til turen."
"Fællesskabet er super dejligt, hyggeligt & hjemligt. Selvom der kan være aldersforskel, kulturelle forskelle og forskel på hvor i livet man er - er der plads til alle og til alle niveauer af madlavningsskills."
"Mit højskoleophold har givet mig den “reset” som jeg virkelig havde behov for. Jeg valgte at tage på højskole som en pause fra studie og - hverdagslivet, og kan klart anbefale det til alle som synes det lyder tiltrækkende."