Trænger du til, at der skal ske noget nyt? Overvejer du at tage et højskoleophold? Så læs videre her, hvor Martin vil fortælle dig om sit ophold på Ubberup Højskole. Martin fortæller også, hvorfor han ville afsted på højskole, hvorfor valget lige faldt på Ubberup samt hans anbefalinger til andre, der overvejer at tage på højskole. Bliv klogere på, hvad du kan forvente af et højskoleophold i denne artikel.
Hvorfor valgte du netop Ubberup Højskole?
Jeg valgte Ubberup Højskole, fordi jeg havde brug for at komme ovenpå igen efter et par hårde år med travlt job og Corona. Der skulle ske noget nyt, og jeg ville gerne kickstarte en sundere livsstil. Her virkede Ubberup Højskole som det helt rigtige sted med sit fokus på motion, velvære og ikke mindst sund og lækker mad.
Hvordan er fællesskabet på Ubberup Højskole?
Fællesskabet på Ubberup Højskole er noget helt særligt, fordi eleverne er samlet om et fælles mål – nemlig en livsstilsændring. Det giver et stærkt sammenhold, hvor alle er sammen om at holde hinanden oppe, støtte hinanden og motivere hinanden. Her er elever i alle aldre og fra hele Danmark, og alle kommer hertil med forskellige baggrunde. Det udvikler ens livshorisont på en helt særlig måde.
Hvordan ser en typisk dag ud for dig på Ubberup Højskole?
Alle dage på Ubberup Højskole er fyldt med sjov motion, lækre måltider og morgensang. Men der er ikke én typisk dag, for heroppe byder hver dag på nye og spændende oplevelser. Og så kan man vælge en masse forskellige fag, som både er kreative, sportslige, lærerige og dannende.
Fællesskabet på Ubberup Højskole er noget helt særligt, fordi eleverne er samlet om et fælles mål – nemlig en livsstilsændring.
Hvad er det bedste ved opholdet på Ubberup Højskole?
Foruden de sjove fag og de gode måltider, så er lærerne på Ubberup Højskole med til at skabe en helt fantastisk stemning. De motiverer og inspirerer eleverne, mens de alle ugens dage gør alt, hvad de kan, for at sætte de bedste rammer for, at elevernes fælleskab kan blomstre og udvikle sig. De brænder for deres arbejde, og deres energi, engagement og kærlighed til skolen smitter.
Hvorfor vil du anbefale andre at tage på højskole og har du nogle gode råd?
Højskoleoplevelsen er en, som jeg synes, at alle burde give sig selv. Min første tur på højskole, da jeg var 21 år, ændrede mit liv radikalt, og jeg er mig selv evig taknemlig for at springe ud i det. Mit bedste råd til dig, der overvejer at tage på højskole, er at følge nogle forskellige skoler på de sociale medier og derefter besøge dem, du finder mest interessante. Hvis nogen i dit netværk har været på højskole, så hiv også fat i dem og sug deres erfaringer og oplevelser til dig!