Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Claus Holm: Kokkens uddannelsesrejse til kødgryderne

Du kender måske Claus Holm som tv-kok, en af hans mange kogebøger eller andet. Men hvad fik Claus Holm til at vælge en erhvervsuddannelse? Læs med i artiklen her.

Claus Holm | Se mulighederne med en erhvervsuddannelse her

Med en imponerende karriere har Claus Holm formået at erobre ikke kun danskernes hjerter, men også deres smagsløg. Claus' færdigheder og passion for madlavning har gjort ham til en sand mester i et køkken, uanset om det gælder hverdagsmad eller en kulinarisk restaurantoplevelse. I denne artikel går vi tættere på Claus Holm.

Vi har nemlig spurgt manden selv, der i denne artikel vil fortælle om hans rejse, hvorfor han valgte en erhvervsuddannelse, gode råd og meget mere. Så lad os dykke ned i et smagsfuldt interview med Claus Holm og se, hvad han har at dele med os.


Claus Julius Holm

Claus Julius Holm

Uddannelse: Kok

Claus Holm afsluttede sin kokkeuddannelse i 1989 og siden da har der været fart på hans karriere. Claus har både været souschef i Danmark og udlandet og har også haft egen restaurant. Gennem tiden har du sikkert set ham i blandt andet Go’ morgen Danmark, og måske har du også haft hans kogebøger mellem hænderne.

Foruden det nævnte kan Claus Holm også skrive smagsudvikler og foredragsholder på CV'et. Derudover har han lanceret en serie af køkkenredskaber i eget navn.

Hvad fik dig til at vælge en erhvervsuddannelse?
"Jamen jeg startede egentlig ud i skolepraktik som travtræner, og det synes jeg ikke var så sjovt, fordi jeg skulle stå og ordne alle de der hestebokse. Så gik jeg ind på en café, og sagde "Jeg kunne godt tænke mig at være kok". De spurgte så, hvorfor jeg først kom nu, hvortil jeg forklarede, at jeg havde været i skolepraktik som travtræner, og at det som sagt ikke var mig at ordne alle de hostebokse. Til det var svaret: "Jamen Claus, du skal jo vide, at hvis hesten skal præstere, så skal den jo have det godt. Den skal være ren, og der skal også være rent omkring den. Sådan er det. Det er lidt det samme her. Hvis vi skal lave en ordentlig suppe, og hvis vores gæster skal have det godt, så kræver det, at vi bruger en masse tid på det." Og med dén sætning indså jeg, at det her, det er lige noget for mig," lyder det fra Claus Holm.

Så sådan startede Claus Holm sin rejse mod at blive uddannet kok. Dengang var Claus 17 år gammel, og han blev vild med følelsen af at skabe noget og levere med det samme, uden at man skulle gå flere dage og vente på resultatet. Samtidig gav det Claus rigtig meget, at han kunne mærke glæden blandt gæsterne og han bemærkede hurtigt fællesskabet og sammenholdet i køkkenet. Han elskede alt ved det, og som han selv siger - det gør han stadig den dag i dag.

Og det er vi slet ikke i tvivl om, da vi snakker med Claus. Han forklarer selv, at der var andre fremtidsmuligheder i spil, men kokkefaget vandt altså, hvilket ikke er overraskende. Claus fortæller nemlig om sine oplevelser med en passion, der ikke er til at tage fejl af. Lige fra da han lavede sin første mayonnaise fra bunden af, til stillinger senere i livet.

Hvad vil du sige til unge mennesker, der sidder og overvejer at tage en erhvervsuddannelse? Har du nogle råd eller vigtige overvejelser, de bør tage med i deres beslutningsproces?
"Hvis jeg selv stod som ung i dag, og kiggede på de mange muligheder, så ville jeg være skræmt af eksempelvis kunstig intelligens. For man skal altid huske på, at dem, som har opfundet kunstig intelligens, eller dem som bygger de store broer og de flotte huse, jamen de bliver også sultne. De skal også spise. Så derfor er vi nødt til at være her allesammen - og det skal der naturligvis være plads til. Jeg ville tænke: Jeg skal og vil tage en erhvervsuddannelse, fordi jeg vil være med til at skabe grundlaget for, at alle får noget at spise," siger Claus Holm og uddyber med, at han til enhver tid vil råde unge mennesker til at vælge en erhvervsuddannelse: "Så har du den med dig - det kan ingen nogensinde tage fra dig! Og så tager det jo ikke mere end 3-4 år at blive kok, bager eller noget helt tredje, og så kan man jo altid bygge videre på den på et senere tidspunkt, men så har man en uddannelse på CV'et, som ingen kan tage fra en," lyder det fra Claus Holm.

Derudover lægger Claus særligt vægt på, at det er vigtigt at bevare sin nysgerrighed samt bruge og udforske sine sanser: "Jeg kan sagtens spise på McDonald's den ene dag og på Noma den næste. Det gør jo ikke mig til et dårligere menneske eller en dårligere kok. Det gør jo at jeg er nysgerrig, hvilket er vigtigt i branchen. Det ene skal ikke udelukke det andet."

Ifølge Claus Holm gør det samme sig gældende i forhold til valg af uddannelse. Her skal det ene heller ikke udelukke det andet. Du kan sagtens gøre begge dele - du har som ung tid nok. "Det vigtigste er, at du vælger med hjertet," som Claus Holm siger.

Hvordan har en erhvervsuddannelse åbnet døre for forskellige karriereveje og muligheder for dit vedkommende?
Da vi stiller Claus Holm dette spørgsmål tøver han ikke i et sekund: Hans erhvervsuddannelse har åbnet døre for alt. Som han siger mødte han sit liv kærlighed gennem erhvervsuddannelsen. Claus Holm mødte nemlig sin hustru Anne på Aalborg Tekniske Skole for 35 år siden. Dette beskriver Claus Holm som den første og største gave, han fik med sin erhvervsuddannelse.

Derudover ligger Claus Holm vægt på, at han med uddannelsen også har fået en del oplevelser med sig i rygsækken. Han har f.eks. været ude at rejse i 5 år, hvor han bl.a. har været i England og Schweiz. Endvidere forklarer Claus, at erhvervsuddannelsen var medvirkende til, at han og hustruen Anne åbnede Restaurant Gåsen i Svendborg, der hurtigt fik 2 stjerner. 

Men det stopper ikke her. Claus' erhvervsuddannelse åbnede nemlig op for flere muligheder: "Min erhvervsuddannelse åbnede dørene til TV. Til foredrag. Til kogebøger. Til min egen serie af ketchup, krydderier, potter og pander. Jeg er dybt taknemmelig for alle de muligheder, min uddannelse har givet. For mit vedkommende har det handlet meget om at se muligheder fremfor begrænsninger. Også når det handler om karriereveje og karrieremuligheder," lyder det fra Claus Holm.

Samtidig er det vigtigt for Claus Holm at understrege, at på trods af de mange muligheder, er der både op og nedture. Hans karriere er ikke et glansbillede, og ligesom med et ægteskab, så kræver det hårdt arbejde.

Hvad vil du sige er højdepunktet i din karriere?
Claus Holm påpeger flere forskellige højdepunkter i sin karriere:

Som det første højdepunkt vil Claus Holm gerne fremhæve da hans hustruens Restaurant Gåsen fik 2 stjerner i dansk spiseguide. Claus var ikke særlig gammel da det skete, og han følte, at hans glæde og passion for mad blev anerkendt.

Som det andet højdepunkt i Claus Holms karriere lægger han selv vægt på sin medvirken i madprogrammet Go'appetit, hvor han sammen med Christian Bitz lavede nem og inspirerende hverdagsmad sammen med danskerne fem dage om ugen.

Det sidste højdepunkt i karrieren, som Claus gerne vil lægge særligt vægt på, er der hvor han sidder i dag. Fire dage om ugen kører Claus nemlig rundt til forskellige Coop butikker, hvor han inspirer til hverdagsmad, som han finder i butikkernes kølediske og tilbereder i sin foodtruck. Som Claus Holm selv beskriver det: "Det er jeg helt vild med! Jeg gør det fire dage om ugen, hvor jeg går ind i de forskellige Coop butikker og lader mig inspirere af, hvad de har i deres kølediske, og så laver jeg bare mad. Hverdagsmad, der smager af noget, som samtidig er sundt, nemt og enkelte, så alle kan være med."

De fleste af de retter, som Claus Holm tilbereder i sin foodtruck foran Coops butikker, tager cirka 12 minutter at lave, og Claus synes, at det er en fed måde at lave mad på, og han finder glæde i, at inspirere danskerne til nem og lækker mad i hverdagen. Derfor har Claus Holm også valgt at inddrage dette som et afgørende højdepunkt i sin karriere, for han elsker hvor han er i dag, og han elsker at han fire dage om ugen har mulighed for at møde danskerne i øjenhøjde og lave det han elsker - nemlig mad.

Er der nogle udbredte misforståelser eller fordomme omkring erhvervsuddannelser, som du gerne vil udfordre?
Det tager ikke Claus Holm lang tid at finde frem til et eksempel på en fordom om erhvervsuddannelser, for han har nemlig selv mødt den. Mange gange endda: "Den helt store udfordring er folks tankegang med "Nå, du er bare håndværker". Som om man er dum, ikke har lyst til mere eller at man ikke har større ambitioner. Og det er der altså ikke noget der hedder! En håndværksmæssig baggrund eller en erhvervsuddannelse kan føre en meget langt - faktisk hele vejen til toppen af dansk erhvervsliv, hvis det er det, man har lyst til," forklarer Claus.

En anden fordom, som Claus Holm gerne vil inddrage som eksempel, stammer fra hans egen branche. Gennem tiden er han nemlig blevet mødt med en opfattelse af, at restaurationsbranchen kan være hård at færdes i, men han ønsker at nuancere denne generaliserende tilgang til branchen. "Vi har ofte tendens til at generalisere om forskellige brancher og male dem med en bred pensel. Dette kan resultere i en forvrænget opfattelse af virkeligheden, og det er ærgerligt, hvis disse generaliseringer afholder folk fra at udforske forskellige erhverv og brancher. Man vælger selv, og som jeg tidligere har sagt: Det vigtigste er, at man følger sit hjerte," lyder det afsluttende fra Claus Holm, der har et brændende ønske om, at man som ung i dag vælger uddannelse med hjertet, og holder fast i sine drømme.

Find din kokkeuddannelse her

Claus Julius Holm

Claus Julius Holm

Kok, smagsudvikler, kogebogsforfatter og foredragsholder (Vis mere)
Claus Holm afsluttede sin kokkeuddannelse i 1989 og siden da har hans karriere taget fart. Claus har både været souschef i Danmark og udlandet og har også haft egen restaurant. Gennem tiden har du sikkert set ham i blandt andet Go’ morgen Danmark, og måske har du også haft en af hans 25 kogebøger mellem hænderne. Foruden det nævnte kan Claus Holm også skrive smagsudvikler og foredragsholder på CV'et. Derudover har han lanceret en serie af køkkenredskaber i eget navn. (Mindre)

Omkring

Claus Holm afsluttede sin kokkeuddannelse i 1989 og siden da har hans karriere taget fart. Claus har både været souschef i Danmark og udlandet og har også haft egen restaurant. Gennem tiden har du sikkert set ham i blandt andet Go’ morgen Danmark, og måske har du også haft en af hans 25 kogebøger mellem hænderne. Foruden det nævnte kan Claus Holm også skrive smagsudvikler og foredragsholder på CV'et. Derudover har han lanceret en serie af køkkenredskaber i eget navn.
Michelle Hjorth

Michelle Hjorth

Digital Content Specialist (Vis mere)
Michelle arbejder som Digital Content Specialist hos studentum.dk, hvor hun blandt andet har fokus på at skrive artikler og guides, der forhåbentlig kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse og blive klogere på dine mange muligheder. Michelle er uddannet med en Professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness. (Mindre)

Omkring

Michelle arbejder som Digital Content Specialist hos studentum.dk, hvor hun blandt andet har fokus på at skrive artikler og guides, der forhåbentlig kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse og blive klogere på dine mange muligheder. Michelle er uddannet med en Professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness.

Annoncer