Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Spørgsmål og svar

Studentum.dk
Velkommen til Studentum.dk’s forum for spørgsmål og svar om uddannelse. Her kan du læse de spørgsmål, som vi får fra vores besøgere samt de svar, som vores besøgere har fået fra os. Læs andres spørgsmål og svar eller stil dit eget spørgsmål!

 

Søg

Seneste spørgsmål

Uddannelse til advokatsekretær og førtidspension
Hej
Jeg kunne godt tænke mig at læse til advokat sekretær - au basis hvad kræves der for at kunne begynde- Havde tænkt mig at tage udd. via fjernstudie. Er der muligt at tage denne udd. når jeg samtidig modtager førtidspension? Og er der mulig for at få en smagsprøve på selve udd. inden man går igang. Mvh Maria
Svar:

Hej Maria

For at blive optaget på grunduddannelsen som advokatsekretær (AU Basis) som fjernundervisning skal du have bestået Folkeskolens Afgangsprøve efter 9. klasse eller tilsvarende. Derudover er der ingen formelle adgangskrav. Du skal dog være opmærksom på, at et selvstudie kræver en del selvdisciplin, og at uddannelsen typisk vil tage 10 til 12 måneder, hvis du bruger 6 til 8 timer om ugen.

I forhold til om du kan tage uddannelsen, mens du modtager førtidspension, er der mange faktorer, der spiller ind. Jeg vil derfor anbefale, at du taler med din sagsbehandler om dine uddannelsesplaner, inden du tilmelder dig, så du ikke risikerer, at miste retten til førtidspension.

Held og lykke med det.

Mvh. Sofie, Studentum.dk 

Kurser i forretningsengelsk og psykologi
Godmorgen
Jeg er 54 år og arbejder som facility manager i et amerikansk firma og har derved stor kontakt flade til resten af verdenen på engelsk! Jeg er rigtig god til at udtrykke mig skriftligt, men mundtligt er jeg ikke så god og der er meget
Forretnings engelsk i det... Har I et fag med forretning engelsk eller noget der ligner ? Jeg har 10 klasse... Men jeg ved ikke engang om jeg kan finde papirene.
Hvis jeg villle læse psykologi ville jeg kunne tilmelde mig dette ?
Jeg skal ikke videre uddannes, men bare blive klogere :0) og gå om aftenen .
På forhånd mange tak og god dag
Mange hilsner
Helle
Svar:

Hej Helle

Da vi primært har sprogkurser i engelsk i udlandet og engelsk som HF-enkeltfag på vores site, vil jeg anbefale, at du ser nærmere på denne liste over kurser i bl.a. forretningsengelsk på vores samarbejdsside, finduddannelse.dk. I forhold til psykologi, er det bestemt en mulighed at læse dette som enkeltfag i din fritid. Du kan finde en oversigt over skoler, der udbyder psykologi som enkeltfag her.

Når du har fundet et kursus, der matcher dine ønsker og behov kan du evt. udfylde formularen nederst på den pågældende side med eventuelle spørgsmål om optagelse mm. Så vil en studievejleder fra skolen vende tilbage til dig hurtigst muligt.

Held og lykke med det.

Mvh. Sofie, Studentum.dk

Kan jeg modtage SU til kemi og matematik som enkeltfag?
Jeg har brug for at vide om jeg kan modtage su når jeg vælger at tage en del af mine supplerings fag på fjernstudie. Jeg skal have løftet min matematik fra C niveau til A niveau, derudover skal jeg have fysik på B niveau og kemi på C niveau.
Svar:

Hej Helle

Der er mange faktorer, der spiller ind i forhold til, om du kan få SU, når du tager suppleringsfag via fjernundervisning. Først og fremmest skal du have 23 timer lektioner om ugen (17 lektioner, hvis du har et barn under 7 år, der bor hos dig), og derudover skal du være studieaktiv for at være berettiget til SU. Det indebærer, at du bl.a. skal deltage i obligatoriske seminarer, overholde alle deadlines for afleveringer og gå op til eksamen.

Her finder du en liste over skoler, der udbyder kemi og matematik som enkeltfag. Jeg vil anbefale, at du tager fat i studievejledningen på den skole, der passer dig og hører mere om dine muligheder. Du kan finder kontaktoplysninger nederst på de enkelte kursusbeskrivelser. For at komme direkte i kontakt med en studievejleder, er du også velkommen til at udfylde formularen på de enkelte sider.

Held og lykke med det.

Mvh. Sofie, Studentum.dk

Uddannelse til diamantborer
hvordan bliver man diamantborer
Svar:

Hej 

Der findes ikke en egentlig uddannelse til diamantborer, der bedst kan betegnes som en specialfunktion inden for bygge- og anlægsområdet. Hvis du er under 30 år har du dog mulighed for at tage en erhvervsgrunduddannelse (EGU) som bore - og udvindingsarbejder. Denne tager to år, og du sammensætter selv uddannelsesforløbet med en UU-vejleder i din kommune.

Som hovedregel udgør skoleperioderne 20 til 40 uger og er primært dele fra erhvervsuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser. Dog er det også muligt at lade skoleforløb fra produktionsskoler, ungdomsskoler, daghøjskoler og lignende indgå i din EGU.

Hvis du overvejer at uddanne dig til diamantborer, vil jeg derfor anbefale, at du tager fat i UU-vejledningen i din kommune for at høre mere om dine muligheder. Et alternativ kan også være at tage en erhvervsuddannelse med indgangen Byggeri og anlæg.

Held og lykke med dit uddannelsesvalg.

Mvh. Sofie, Studentum.dk

 

Uddannelse i biopati og naturopathi
Hej!
Jeg er meget interesseret af helse og økologi. jeg har fundet en uddannelse der vil interessere mig meget. Nemlig 'Biopati' eller også kaldt 'Naturopathi' på engelsk. Desværre er det ikke noget jeg kan læse på uni og få SU for. Og det koster ca 40.000 at læse det på skole. Har i nogle råd til hvordan man kan få dtøtte til sådan en uddannelse, eller hvordan eller hvor jeg kan læse det. Hvis det er på uni er kan jeg få SU, men nu er der ikke nogen SU og koster mig 40.000 kr. lidt meget. mange tak for hjælpen! V.A.B
Svar:

Hej Vicky

Det lyder spændende med en uddannelse i biopathi. Som du selv nævner er det desværre ikke muligt at tage uddannelsen på universitet, og der er i stedet tale om en privat uddannelse, hvor det ikke er muligt at få SU samtidig med, at der er brugerbetaling. For at gøre uddannelsen mere overkommeligt rent økonomisk, er der på flere skoler mulighed for enten at tage uddannelsen i biopati eller naturopathi på deltid som enkeltstående kurser i et tempo, der passer en. Derudover kan der være mulighed for særlige afdragsordninger og lignende, og du vil evt. kunne finde enkelte legater, der kan dække dele af dine undervisningsudgifter på fx www.legatnet.dk.

Det er naturligvis en stor beslutning at gå i gang med en længere uddannelse af denne type. Du kan derfor overveje at tage et kortere kursus i biopati og naturopathi som dette først.  

Jeg håber, at dette kan hjælpe dig lidt videre. Held og lykke med det.

Mvh. Sofie, Studentum.dk.

Ansøgningsfrist til kandidatuddannelsen i Pædagogisk Psykologi i Århus
Hej
Er det muligt at søge om optagelse på pæd. Psykologi i Århus nu, eller er løbet kørt for denne gang? Vh Christina Fodgaard
Svar:

Hej Christina

Desværre er ansøgningsfristen til kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi i Århus overskredet for i år, og det vil først være muligt at søge om optagelse igen til næste år, hvor ansøgningsfristen typisk vil være den 1. april.

Afhængigt af din baggrund er det muligvis nødvendigt at gennemføre en suppleringsuddannelse for at komme ind på uddannelsen. Denne starter i februar, og der er ansøgningsfrist allerede den 1. oktober. Her kan du læse mere om suppleringsuddannelsen til Pædagogisk Psykologi under Ansøgning og adgangskrav.

Held og lykke med det.

Mvh. Sofie, Studentum

Hvornår er sidste frist for tilmelding på Matematik A som enkeltfag?
Mat A sidste frist for tilmelding
Svar:

Hej Emilie

Det er muligt at tage Matematik A som enkeltfag på flere VUC- og HF-centre rundt omkring. De fleste steder kan du enten vælge at følge undervisningen på skolen eller tage matematik på A-niveau som fjernundervisning. Hvornår du senest kan søge om optagelse afhænger af, hvilken skole du vælger.

Her kan du finde en oversigt over skoler, hvor du kan tage matematik som enkeltfag. Under de enkelte skoler har du mulighed for at komme direkte i kontakt med en studievejleder på stedet, der kan vejlede dig om adgangskrav, tilmeldingsfrister og andre praktiske spørgsmål. Vær dog altid opmærksom på, at du allerede skal have matematik B eller tilsvarende kundskaber for at blive optaget.

Held og lykke med det - og god sommer.

Mvh. Sofie, Studentum

SU og studiebolig under uddannelse via e-learning
Hej,

Jeg har boet i udlandet i over 5 aar og har status som "udenlandsdansker".

Jeg afventer svar paa, om jeg er optaget paa en e-laeringsuddannelse i Danmark, hvor der er obligatorisk undervisning 3 dage to gange om maaneden. Resten af tiden opholder jeg mig i mit hjem i udlandet.

Hvilke muligheder har jeg mht. bolig? Kan jeg soege SU samt studiebolig paa lige fod med andre danske studerende?

Paa forhaand tak.
Svar:

Hej Helle

Tak for din henvendelse. Som udgangspunkt er det muligt at søge til en uddannelse, der normalt er SU-berettiget uanset, om du læser uddannelsen som fjernundervisningen eller på skolen. Kravene til studieaktivitet kan dog variere. Derfor vil jeg anbefale, at du taler med en studievejleder på den skole, hvor du har søgt om optagelse for at være helt sikker på, at du er berettiget til SU under uddannelsen, og om der er særlige forhold, som gør sig gældende, når du søger om SU.

I forhold til studiebolig er jeg lidt i tvivl om, hvad du søger. De fleste studieboliger som f.eks. ungdomsboliger og på kollegier er beregnet til, at du bor der på fuld tid. Hvis du kun har brug for et sted at være i to x tre dage om måneden er det derfor nok mest realistisk at finde et sted via privat udlejning. Dette vil studievejlederen på skolen også kunne vejlede dig om.

Held og lykke med optagelsen på din uddannelse.

Mvh. Sofie, Studentum.dk

Hvor kan man tage stewardesse uddannelsen?
stewardesse
Svar:

Hej

Uddannelsen til stewardesse kombinerer teori og praksis og varer typisk fire til ti uger. Det er flyselskaberne selv, der står for uddannelsen af deres kabinepersonale, og selve uddannelsesforløbet varierer derfor alt efter, hvor du tager din stewardesse uddannelse henne.

Pt. er der kun få flyselskaber i Danmark, der uddanner kabinepersonaler. Adgangskravene er lidt forskellige fra flyselskab til flyselskab, men de fleste steder skal du have:

  • min. 2 års relevant erfaring fra et servicefag, en ren straffeattest og være mellem 23 og 28 år
  • en gymnasial uddannelse og tale min. et skandinavisk sprog flydende samt være god til engelsk og tysk
  • en god fysik, et normalt syn, gode samarbejdsevner og kunne bevare roen i pressede situationer 

Her kan du læse mere om, hvordan du bliver stewardesse, og hvor du kan tage uddannelsen. Måske kunne en pilot eller helikopterpilot uddannelse også være værd at se nærmere på.

Jeg håber, at dette kan hjælpe dig lidt videre. Held og lykke med det.

Mvh. Sofie, Studentum

Optagelseskrav til at læse palæontologi i England
Hej,
Jeg vil utrolig gerne læse palæontologi. Det er en uddannelse man ikke kan tage for sig selv i Danmark og har fundet et virkelig spændende universitet i England.
Desværre synes jeg det er meget svært at finde ud af adgangskravene selv, og jeg har prøvet at skrive til studievejlederne på studievalg og mange andre steder, som ikke vil hjælpe mig.
Der står på universitetets hjemmeside:
"240-300 points to include 2 A Levels or equivalent, with 100 points from a single science subject or 160 points from 2 science subjects (biology, chemistry, environmental science/studies, geography, geology, mathematics or physics)."
Er det noget i kan hjælpe mig med at finde ud af?
Jeg har haft følgende A fag: matematik, engelsk, dansk, historie
Derudover har jeg haft fysik og kemi på B og biologi på C.
Alle fag bestået og jeg endte med et snit på 6,2.
Jeg håber i kan hjælpe mig.
Mvh.
Olivia Ida Meineche
Svar:

Hej Olivia

Det lyder spændende med en uddannelse i palæontologi i England. Når du søger ind på en engelsk bacheloruddannelse sker det igennem UCAS, der er en central 'admission service'. Derfor benytter mange britiske universiteter det særlige UCAS Tariff system, der gør det muligt at sammenligne resultaterne fra forskellige uddannelsestyper, der er på det niveau, som svarer til det gymnasielle niveau her i Danmark.

Det er tilsyneladende dette system, som det universitet, du er interesseret i, benytter. Dog er mange universiteter også åbne for at vurdere alternative adgangsgivende eksamener fra andre lande. Derfor vil jeg anbefale, at du tager fat i Optagelseskontoret på universitetet, hvor du gerne vil læse palæontologi. De vil helt sikker kunne vejlede dig om dine muligheder, eller om du måske skal tage supplerende enkeltfag eller lignende.

Du kan læse meget mere om at studere i England på vores søstersite, educations.com. Du finder også meget mere om alt det praktiske ved at tage din uddannelse i udlandet i vores udlandsguide

Jeg håber, at dette hjælper dig lidt videre. Held og lykke med det.

Mvh. Sofie, Studentum.dk

 

Viser 151-160 af 722 spørgsmål
1
...
15
16
17
...
73

Annoncer