Drømmer du om en fremtid som psykolog? Her giver Sara dig et indblik i psykologiuddannelsen hos Københavns Universitet (KU).
Sara er i gang med sit første år af sin kandidat i psykologi på Københavns Universitet. Hun drømmer om at bruge sine færdigheder i erhvervslivet som organisationspsykolog.
Læs Saras oplevelse af at være studerende på psykologistudiet og bliv inspireret til din egen uddannelse!
Når Sara er færdig med kandidatdelen af psykologiuddannelsen opnår hun titlen som cand.psych., og samtidig opnår hun den beskyttede titel "psykolog".
Men hvorfor valgte Sara at tage den vej? Sara mener selv, at en del af forklaringen nok skal findes i hendes interesse for mennesker:
"Jeg har altid haft en interesse for mennesker, og hvorfor vi agerer og tænker, som vi gør. Derudover har jeg et ønske om, at jeg gerne vil være med til at gøre en forskel og gøre verden til et bedre sted (hvor kliche det end lyder)."
Sara forklarer desuden, at hun gerne vil være medvirkende til at hjælpe de mennesker, der har behov for det. Hun så muligheden for at forfølge dette ønske med en uddannelse til psykolog.
For Sara var en kandidat i psykologi det naturlige valg, efter at have taget en bachelor i psykologi. Det skyldes, at uddannelsen samlet (bachelor + kandidat) medfører, at man - som tidligere nævnt - opnår titlen som psykolog.
💡 Sådan bliver du psykolog
Vejen til en fremtid som psykolog indebærer følgende:
- En studentereksamen
- En bacheloruddannelse
- En kandidatuddannelse
Bachelordelen af uddannelsen introducerer til en bred vifte af psykologiske teorier. På kandidatdelen specialiserer man sig mere indenfor to ud af fire overordnede retninger.
Bachelordelen er ret fastlagt, hvor de fleste fag er obligatoriske. Dog er der mulighed for at tage udvekslingsophold, og der er valgfag henimod slutningen af bacheloren. Selve bachelorprojektet er også rimelig frit.
Hele bachelordelen er meget teoretisk, dvs. der er stort set ingen praksisorienteret undervisning, og dette skal man være forberedt på.
På kandidatuddannelsen i psykologi på KU skal du vælge to programmer at fordybe dig teoretisk i. Disse to programmer skal vælges ud af følgende fire muligheder: Klinisk Psykologi, Arbejds- og Organisationspsykologi, Neuro- og Informationspsykologi samt Social-, Udviklings- og Integrationspsykologi.
Derudover skal du have de teoretiske fag Psykologisk testning, Avanceret metode og Valgfag.
Vejen til psykologiuddannelsen
Da Sara skulle starte på kandidaten synes hun egentlig, at overgangen mellem bachelor og kandidat var meget flydende. Derfor gjorde det egentlig heller ikke Sara det store, at der ikke var et egentligt introforløb til kandidaten, da det føltes som en naturlig overbygning til bachelordelen.
Der er dog nogle væsentlige forskelle på bacheloren og kandidaten, som Sara forklarer det: "På bachelordelen følger man et stamhold hele bacheloren igennem, og man har således stort set alle fag sammen med de samme mennesker. På kandidatdelen skal man selv vælge, hvilke fag man vil have på hvert semester, og det er derfor ikke sikkert, at man kommer til at have fag sammen med personer, man allerede kender.
Folk er dog altid super søde, og de fleste er i samme situation, hvor de ikke kender andre på det fag, så det er hyggelig at møde alle de nye personer."
Generelt synes Sara at der er et meget trygt studiemiljø, hvor der er mange muligheder for at lære personer at kende både fra samme og på tværs af årgange. Sara beskriver, at de sociale muligheder nærmest er uendelige, og hun er helt sikker på én ting: Hun har fået venner for livet gennem sit studie.
De tre bedste ting ved psykologiuddannelsen
Sara kommer her med de tre ting, hun synes er det bedste ved uddannelsen:
- Det sociale og den stemning, der er på campus.
- Den store mængde viden, man opnår, og de perspektiver på verden og mennesker, der bliver tilgængelige for en.
- De muligheder som uddannelsen skaber. Jeg føler, at uddannelsen åbner op for enormt varierede jobmuligheder.
Udfordringer ved uddannelsen
Når vi har snakket fordele, vil Sara selvfølgelig også gerne beskrive de udfordringer, hun oplever - og har oplevet - ved uddannelsen. Sara er ikke i tvivl om den første ting, hun fandt udfordrende ved uddannelsen:
"Det kan måske komme som en overraskelse, at især bachelordelen er så teoretisk orienteret, som den er. Der er rigtig meget læsestof, og man bør forberede sig på, at det simpelthen ikke er muligt at læse det hele."
Derudover forklarer Sara, at studiet også kræver meget selvstændigt arbejde, der kan kræve en del disciplin. Derfor anbefaler hun at finde en studiegruppe, man kan læse med og/eller diskutere læsestoffet med.
Endvidere siger Sara, at det kan være svært at ryste idéen af sig om, at høje karakterer er essentielle:
"Mange har denne tanke med fra gymnasiet, da uddannelsen kræver et højt snit for at blive optaget via kvote 1, men når først man er inde på bachelordelen, betyder karakterer ikke noget særligt. I stedet bør fokus være på at fordybe sig i det stof, man finder spændende, nyde det sociale og finde et spændende og relevant frivillig- og/eller studiejob."
Gode råd til dig, der overvejer at læse psykologi
Sara mener, uden at tøve, at du bør undersøge om der er mulighed for at komme ud og snuse til studiet, inden du starter.
For eksempel har de på KU et tilbud til kommende studerende kaldet 'studerende for en dag', hvor man har mulighed for at følge en psykologistuderende, der vil give dig et indblik i livet på studiet. Derudover er der selvfølgelig også åbent hus arrangementer, man kan deltage i.
Generelt anbefaler Sara, at du forsøger at undersøge, hvad du går ind til, så du har et godt grundlag for at tage valget om det rette studie.
Fremtidsdrømme som psykolog
Sara har en drøm om at arbejde som arbejds- og organisationspsykolog.
"Vi mennesker bruger størstedelen af vores vågne timer på en arbejdsplads, og trivsel på arbejde er enormt betydningsfuldt, også ift. hvordan man har det udenfor arbejdspladsen.
Jeg vil derfor gerne være med til at fremme arbejdsmæssig trivsel. Overordnet håber jeg på, at jeg kan få lov til at opnå mit ønske beskrevet ovenfor. Der er mange muligheder med en uddannelse som psykolog."
Vil vide mere om dine job- og lønmuligheder som uddannet psykolog?
Er du overbevist om, at en fremtid inden for psykologi er det rigtige for dig?