Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Kom bagom Roskilde Festival Højskole

Roskilde Festival Højskole ligger solidt forankret i sweet-spottet mellem Roskilde Festivalpladsen og Roskilde by. Læs mere om højskolen her. 

Kom bagom Roskilde Festival Højskole

Roskilde Festival Højskole er Danmarks nyeste højskole, og ligger solidt forankret i sweet-spottet mellem Roskilde Festivalpladsen og Roskilde by. Højskolen er etableret i samarbejde med Roskilde Festival, og det er muligt at vælge fag, der alle er en del af festivalens ånd.

Drømmer du om at være med til at skabe en festival? At komme helt ind i maskinrummet, og se det folde sig ud - så er muligheden der på Danmarks nye højskole - Roskilde Festival Højskole. En højskole der er etableret i samarbejdet med Roskilde Festival, og som bygger på de værdier der skaber bæredygtige kulturbegivenheder.

Her på Studentum.dk har vi taget en snak med Roskilde Festival Højskoles forstander Jesper Øland, om fundamentet for højskolen, og hvordan den skiller sig ud fra de mange andre traditionsrige højskoler i Danmark.

En højskole på skuldrene af 175 års tradition

Højskolen blev oprindeligt skabt i 1800-tallet, ude på landet, og det er i dag stadigvæk dér, man finder langt størstedelen af Danmarks højskoler. Roskilde Festival Højskole skiller sig først og fremmest ud, ved at ligge midt i den kreative del af Roskilde by, hvor der både findes danseteatre, skaterpark og rekreative områder. Og der er da også ambitioner om, at skolen skal være med til at bygge fællesskaber i en urban kontekst.

Men det betyder ikke, at du som elev på Roskilde Festival Højskole oplever en skole, der fuldstændig har moderniseret begrebet højskole, forklarer Jesper Øland:

“Vi står på skuldrene af en 175 årig tradition, og den respektere vi dybt. Vi har morgensamling hver morgen, vi synger fra højskolesangbogen, vi har ikke opfundet vores egen rock-udgave... endnu. Morgensamlingerne er en af de vigtigste begivenheder vi har hver dag, så den tradition er vi meget optaget af at holde fast i. Vi har også foredrag, så der er masser af højskole her.”

Men som elev, vil du dog alligevel opleve at Roskilde Højskole skiller sig ud, ikke bare på lokation og fag, men også på profil. Fx arbejder Roskilde Festival Højskole meget med bæredygtighed, og hvordan vi som mennesker agere i verden. Det betyder bl.a. at studierejsen foregår via langsomme transportmidler som tog, og at højskolens køkken arbejder hårdt med både madspild og økologi. Jesper Øland forklarer nemlig at de ønsker at du som elev skal engagere dig, og gå til verden mere bæredygtigt, hvorfor der både er fokus på affald og hvordan man skaber en bæredygtig festivalskultur.

Højskole som dannelsesrejse

Festivalen er for mange et frirum, både de helt unge, og ældre tager dertil, ikke kun for at opleve den musikalske og kunstneriske begivenhed som Roskilde Festival er, men også for at kunne få et frirum til at være sammen, spise god mad og have en fest.

Det element, er også særligt bærende på højskolen. Højskolen er en mulighed for, at du som elev, kan få lettet presset fra skuldrene, gå ind i et eksamensfri rum, og gøre det du er mest engagerede i og har lyst til. Det er en dannelsesrejse, som sker i samarbejdet med andre.

“Man har en personlig rejse i et fagligt fællesskab med nogen der har noget på hjertet og i et frirum hvor det handler om ens eget engagement. Og ens rejse sammen med andre. Vi har et slogan her der hedder: Vi tror på at man skaber sig bedst. Altså dannes bedst ved at skabe noget sammen med nogle andre.” forklarer Jesper Øland.

Det betyder også, at den højskolepædagogik der fremstår på skolen, handler om at aktivere og fremelske nytænkning og kreativitet. Mennesker er ikke perfekte, og derfor betyder det også meget for Jesper Øland, at du som elev, og alle andre elever på Roskilde Festival Højskole, tør kaste sig ud i nye opgaver og krydse fagligheder uden tanke på den perfekthedskultur der ellers hersker blandt mange unge.

I samarbejde med Roskilde Festival

Når man hører navnet Roskilde Festival Højskole, kommer tankerne automatisk ind på selve festivalen, og man opfatter med det samme, at det er en højskole der hører til festivalen. Men hvordan fungerer det egentlig?

Udover at festivalen og højskolen bygger på de samme værdier, så er højskolens fag faktisk også bygget op omkring Roskilde Festival.

Musik

Ledelse

Design

Lyd & Lys

Kunst

Variationen af fagene gør skolen til en bredt forankret og almen højskole, men alle faglighederne er også i brug når Roskilde Festival skal laves.

“Hvis du tager de her seks fag, så passer de rigtig godt ind i festivalens tre søjler: kunst, musik og forandring. Og det der er nyt ved den her højskole er, at vi har ledelse, der skiller vi os ret meget ud fra mange af de andre skoler.” beskriver Jesper Øland.

Det betyder også, at forårsholdet på højskolen er med til at udvikle festivalen gennem hands-on princippet, hvor der bliver handlet og skabt i fællesskab. I år går projektet ud på, at Roskilde Festival har givet højskolen et område, hvor overskriften for projektet hedder: Bæredygtig lejrkultur. Her er der fokus på bedre og aktive naboskaber, som skal skabes i samarbejde med publikum, og som netop kan gøres gennem de seks fag på højskolen.

Efterårsholdet, som starter efter sommerferien, kommer til at arbejde med at skabe deres egen festival i Roskilde, i området omkring skolen. Selve festivalen kommer til at ligge i  uge 48, hvor der er også er en lang række samarbejdspartnere tilknyttet. På den måde har både forårs- og efterårsholdet et fokus på festivaludvikling.

* Alle billeder er taget af Roskilde Festival Højskole og lånt til artiklen. 


Annoncer