Jeg går på Cambridge linjen, der er en faglig linje, som kun er på engelsk. Jeg har valgt Cambridge linjen fordi jeg godt kan lide engelsk og syntes at det lød vildt spændende. Derudover har vi på linjen også nogle fag som de andre klasser ikke har, blandt andet global perspectives og økonomi. Det er rigtig fedt, at jeg kan udvikle mit engelsk og samtidig have nogle andre fag end man normalt har.
Sportsefterskolen SINE skiller sig ud fra andre efterskoler, fordi de har et stort fokus på både det sportslige og faglige. Håndbold fylder meget i min hverdag, så det er rigtig fedt, at der er mulighed for at dyrke det på et højt plan på efterskolen. At der samtidig også er fokus på fagligheden gjorde at jeg vidste, at sportsefterskolen SINE var den rigtige for mig.
Jeg har forbedret mine evner på håndboldbanen, men samtidighed er jeg også blevet mere selvstændig og ansvarsbevidst.
På SINE bor vi i huse, hvor vi er seksten i ét hus, og så bor man fire personer på værelse sammen. Det fede ved at bo i hus er at man laver en masse ting sammen og hygger og det har virkelig gjort, at man er blevet tætte i huset. Derudover bliver der også arrangeret en masse aktiviteter på skolen, hvor husene konkurrerer mod hinanden, så det er også sjovt at man får lov til at lave nogle sociale ting sammen på den måde.
Sporten fylder meget på SINE, og der er forventinger til at vi også selv gør en indsats for at udvikle os. Jeg har altid selv gået meget op i håndbold og derfor passer det mig godt, at ambitionerne er så høje og træningen tages seriøst, både fra vores og trænernes side. Vi har fem håndboldtræninger om ugen, og så går vi ofte også ned og styrketræner selv, når vi har fritid. Seriøsiteten omkring håndbold har helt klart gjort, at jeg har udviklet mig som spiller.
Det bedste ved at gå på efterskole er, at man har mulighed for at kombinere skole, sport og det sociale. Jeg har fået en rigtig bred vennekreds mens jeg har gået her, både fra min egen linje men også på tværs af linjerne. Jeg er virkelig glad for, at jeg valgte at tage et år på efterskole og komme ud og opleve noget andet.