Jeg valgte Bråskovgaard Efterskole, fordi min bror gik her for to år siden. Da han gik på skolen, var jeg virkelig misundelig, når jeg hørte om de ting, de lavede sammen, og derfor vidste jeg også, at jeg gerne ville prøve det selv, når det blev min tur.
Jeg havde også brug for at komme væk fra den folkeskole, som jeg gik i, og jeg trængte bare til at prøve noget helt andet. Derfor valgte jeg også at tage af sted allerede i 9. klasse, og jeg er bare blevet meget gladere for at gå i skole. Jeg har pludselig lyst til at gå i skole igen, fordi jeg har fået så mange søde nye venner og gode lærere.
Vi kommer fra hele Danmark, og vi har de samme interesser, men samtidig er vi også vidt forskellige. Det skaber en virkelig fed dynamik og et ret unikt fællesskab.
Jeg har valgt KreaLab som mit linjefag, hvor vi arbejder med en masse forskellige kreative projekter. Lige nu er vi i gang med arbejde med læder, men vi har også været på Trapholt i Kolding og på besøg hos en keramiker. Det er en ny linje, og det er faktisk meget fedt, for det betyder, at vi elever også har meget indflydelse i undervisningen og faktisk kan lære vores lærere noget.
Vi har niveauopdelt undervisning på Bråskovgaard, og det kan jeg virkelig godt lide. Jeg har fx valgt at tage engelsk på et lavere niveau, fordi jeg ikke har været så glad for at skulle række hånden op, når jeg følte, at de andre var bedre end mig. Nu er jeg kommet i en klasse, hvor vi er på samme niveau, og det har gjort mig meget mere selvsikker. Jeg har pludselig lyst til at deltage i undervisningen.
Jeg tror meget mere på mig selv efter, at jeg er kommet på efterskole. Før stod jeg op og var bange for, hvad andre tænkte om mig, men på efterskolen føler jeg, at jeg kan være helt mig selv. Nu tænker jeg i stedet, at de må tage mig, som jeg er.