Eksamen. Et ord, der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Mange studerende er nervøse eller bange op til eller under selve eksamen. Mange vil nemlig gerne præstere til en topkarakter foran lærer og censor eller skrive den perfekte skriftlige opgave.
At være en smule nervøs til en eksamen er ofte et godt tegn. Det betyder at kroppen er i højeste beredskab og ved, at der skal ydes en ekstra indsats.
Men for nogle studerende bliver oplevelsen af eksamensangst og overdreven nervøsitet så ødelæggende, at de måske præsterer langt under deres normale niveau, eller måske udvikler en regulær angst for eksamenssituationer.
I denne guide har vi samlet en række gode råd, som kan hjælpe dig med at gøre din eksamensforberedelse bedre og mere målrettet, samt at kontrollere din angst for at gå til eksamen. Har du brug for yderligere inspiration til den gode eksamen, har vi også samlet fem tips til eksamensforberedelse til dig.
Vær forberedt og hav styr på detaljerne forud for eksamen
Hvis du let bliver nervøs og angst til en eksamen, kan det have en beroligende effekt at undersøge og få alle detaljer på plads omkring selve eksamen i god tid. Stil dig selv spørgsmål som:
- Hvor lang tid er eksamen?
- Er der forberedelsestid og hvor længe?
- Hvilke hjælpemidler må jeg have med?
- Hvilket lokale afholdes eksamen i?
- Hvilken bus skal jeg tage for at komme derhen og hvornår skal jeg hjemmefra?
- Skal jeg have mad og drikke med?
Du kan eventuelt pakke din taske dagen før, så du ikke skal stresse rundt på selve dagen og lede efter din lommeregner eller tyske ordbøger. Spis også en solid morgenmad med masser af sund energi. Det går lige i hjernen og booster din præstationsevne for resten af dagen.
Kom i god tid, før din eksamen starter
Når tiden er inde, og du endelig skal til den længe ventede og frygtede eksamen, kan du også gøre en række ting for at forsøge at kontrollere din eksamensangst. En konkret ting du kan gøre er at komme i rette tid til eksamen. Det er altid en dårlig idé at komme for sent, du risikerer både at stresse dig selv unødvendigt og slet og ret at møde for sent til din eksamen!
Kom dog ikke alt for tidligt, for så kan du også risikere at blive smittet af den hektiske og nervøse stemning omkring eksamenslokalet. Måske bliver du ekstra stresset af at tale med dine medstuderende, eller måske har det en beroligende effekt på dig? Mærk selv efter og find ud af, hvad du bedst fungerer med.
Giv eksamensangsten baghjul til din mundtlige eksamen
For nogle kan det være en hjælp at sætte ord på sin eksamensangst overfor lærer og censor. I alle tilfælde skal du tænke på, at lærer og censor som regel er vant til at have studerende til eksamen, og de har sjældent nogen interesse i, at det skal gå dårligt for de studerende. De fleste lærere og censorer vil gerne hjælpe de studerende på vej og har ofte forståelse for, hvis nervøsiteten blokerer en smule i starten.
Hvis du får et spørgsmål, du ikke lige kan svare på, eller hvis den berømte klap går ned og det hele står stille oppe i hovedet på dig, kan du altid holde en lille tænkepause og f.eks. drikke et glas vand, som står på bordet til de fleste eksamener. Det er også i orden at bede om at få et spørgsmål gentaget eller formuleret på en anden måde. I stedet for at svare ”Det ved jeg ikke”, kan du måske også prøve at sige ”Det kan jeg ikke huske lige nu”. På den måde siger du ikke, at du ikke kender svaret, men lægger op til at spørgsmålet måske kan vende tilbage i eksaminationen på et senere tidspunkt.
Det kan du gøre ved din eksamensangst til skriftlig eksamen
Hvis du er meget nervøs til skriftlige eksamener, kan du fra starten vælge en plads i lokalet, hvor du kunne forestille dig at føle dig mest tryg. Måske helt ude ved væggen eller bagerst, hvor ingen kan kigge på dig? Du kan tage en MP3 spiller med, med din yndlingsmusik, noget beroligende klassisk eller afslappende chill out-musik.
Læs hele opgaven igennem til at starte med og forsøg at danne dig et overblik. Måske er det en god taktik for dig at begynde med de mest tilgængelige opgaver? Hvis du har brug for en pause under eksamenen, så gå en tur på toilettet eller ud på gangen i et par minutter.
Hvis din eksamen varer flere timer kommer du sikkert til at behøve at spise og drikke undervejs. Tag en lækker madpakke med dig med mad, som er let at spise og en flaske koldt vand. Det er også lækkert at have små, sunde snacks med, f.eks. nødder og bær (som faktisk er godt for hjernen), frisk eller tørret frugt, en smoothie, yoghurt eller lignende. Slik og sodavand med meget sukker er en hurtig kilde til energi, men er ikke en god strategi i længden.
Hold fri, når du er færdig!
Husk at nyde, at du har overstået en eksamen! Også selvom den næste står lige om hjørnet. Tag fri resten af dagen, ros dig selv, fordi du har overstået en eksamen og lav noget sjovt!
Hvis du ikke består din eksamen, så husk at det ikke er verdens undergang. Masser af studerende har oplevet at dumpe en enkelt eksamen, men det betyder ikke at man ikke kan komme godt igennem et studie alligevel.
Der er hjælp at hente
Hvis du er en af de studerende, som er så hårdt ramt af eksamensangst, at det i høj grad går ud over dine præstationer, findes der professionel hjælp at hente. Langt de fleste uddannelsesinstitutioner har en studievejledning, som står til rådighed med støtte og hjælp til de eksamensangste studerende. Nogle arrangerer endda kurser, hvor du kan lære at kontrollere din angst for eksamen.
Der findes også noget, som hedder Studenterrådgivningen, som yder gratis psykolog- og studiehjælp til de studerende. Studenterrådgivningen har lokaler på mange store, videregående uddannelsessteder og har f.eks. udgivet en god pjece om eksamensangst. Spørg på din uddannelsesinstitution, hvilke muligheder du har for at få hjælp til din eksamensangst eller læs mere i vores stressguide til studerende.
Held og lykke med din eksamen!