Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Stinne Nøttrup, Montréal, Canada

Drømmer du om at opleve Canada? Mød Stinne, der her giver dig et indblik i hendes oplevelser, da hun var på udveksling i Montréal, Canada.

Stinne Nøttrup: Udveksling Montréal, Canada

Navn: Stinne Nøttrup

Alder: 24

Udvekslingsby/land/universitet:
Montreal, Canada, McGill University

Uddannelse i Danmark:
Antropologi, KU

Hvornår rejste du?
Efteråret 2018

Udvekslingsportræt

Hvorfor valgte du at tage på udveksling til Montréal?

Jeg ville egentlig bare gerne på udveksling et eller andet sted i verden for at prøve noget nyt og få en break for den trivielle hverdag herhjemme. Jeg søgte udveksling i Canada, fordi der er ligheder mellem Canada og Danmark, og jeg havde en ide om, hvordan ting fungerede. Derudover har jeg i flere år gerne ville til Canada og opleve deres natur og møde landets mennesker, som jeg altid har haft et billede af at være yderst gæstfrie.

Hvordan var studielivet i Montréal?

Jeg synes ikke, at det faglige niveau var højere end i Danmark. Der er mere kontrol med en som studerende end herhjemme, forstået på den måde, at der på flere fag er mødepligt til undervisningen, og det tæller som en del af ens samlet karakter for faget. Modsat synes jeg, at der er lagt mindre ansvar på de studerende ift. selvdisciplinering og eget ønske om at lære noget.

En ting jeg synes, der var lidt ærgerligt ved McGill var fokusset på karakterer (fra både studerende og undervisere). Der blev lagt meget vægt på, hvilken karakter man ville ende ud med og ikke altid ligeså stort fokus på selve læringen.

Jeg synes til tider, at der manglede lidt socialt i forhold til studielivet. Dette kan hænge sammen med det canadiske system, hvor der ingen faste undervisningshold er, men alle har fag med forskellige mennesker. Jeg havde det fint socialt, da jeg fandt venner, som man stødte ind i på læsesal/kantinen.

Hvad brugte du din fritid på?

Jeg brugte en del mere tid på læsesale, end hvad jeg havde forventet, jeg ville på udveksling. Udover læsesalene brugte jeg min fritid på at være sammen med venner, tage ud og spise, være på barer, møde byen, tage på weekendture til andre dele af Canada. Det fede ved udveksling er, at man har mere tid og færre fastlagte planer end hjemme i Danmark, da man hjemme har flere vennegrupper, familie, arbejde osv., der skal plejes. Det er rigtig fedt, og noget man skal huske at nyde og udnytte!


Hvad var det bedste ved dit udvekslingsophold i Montréal?

Jeg synes, Montréal er en rigtig fed by med masser af muligheder og plads til alle slags mennesker! Det er en meget multikulturel by hvor mennesker fra hele verden bor. Blandingen mellem engelsk og fransk har også sin charme!


Hvad overraskede dig som udvekslingsstudent i Montréal?

Det, der overraskede mig mest var, at man skulle bruge så meget tid på studiet - man bliver testet løbende og har flere tests og afleveringer end i Danmark. Husk derfor også at nyde tiden og tage pauser, hvor man laver andet og nyder livet som udvekslingsstuderende med muligheder for weekendture.


Har du gode råd til at andre, der overvejer at tage til Montréal?

Gør det! Montréal er en fed by med hyggelige barer/restauranter og ikke mindst mennesker - de er generelt meget åbne og imødekommende! Og den canadiske natur og kultur har så meget at byde på, at man slet ikke når at blive træt af den!

Se dine uddannelsesmuligheder i Canada


Annoncer