- Sara Bangsbo
- 25 år
- Ansat siden 2017
- BA i journalistik, SDU
-
Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?
I det daglige arbejder jeg som journalist i Scleroseforeningens kommunikationsafdeling. Jeg producerer nyheder til både medlemsbladene, nyhedsbreve, hjemmesiden og div. sociale medier - og her er man med fra idé til produktionen er publiceret. Det betyder, at jeg både laver research, interviews, producering af artikler, videoer, infografikker, billeder mm.
Da Scleroseforeningen er en patientforening, er der selvfølgelig også arbejdsopgaver, som er rettet mod, at vi arbejder for at fremme en sag. Derfor er der også arbejdsopgaver, som er mere kommunikationspræget. Det er blandt andet at skrive pressemeddelelser, kontakte andre medier, hvis man har en god historie til dem, eller at hjælpe andre medier med at finde den helt rigtige person til at udtale sig om et specielt emne eller sag. Med andre ord laver man mange forskellige slags opgaver som journalist i en patientforening - og ofte på samme tid.
-
Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?
Det fedeste ved jobbet er, at man møder og taler med så mange forskellige mennesker, der gør mig klogere ved at dele deres viden, erfaringer, oplevelser eller holdninger, som jeg kan få lov at formidle videre på forskellige måder til en målgruppe, det rent faktisk betyder meget for.
Jeg tror, at mange journalister kan skrive under på, at man lægger noget af sig selv i de produktioner, man laver. Ikke fordi man deler sine egne holdninger i artikler og videoer, men fordi man deler sin "skrivestil" eller "klippestil". Det kan derfor godt være udfordrende, hvis ens produktioner bliver kritiseret, fordi man har lagt meget arbejde og "noget af sig selv" i hver enkel artikel og video, der bliver udgivet.
-
Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?
Jeg bruger min uddannelse rigtig meget i mit arbejde. På journaliststudiet bliver man kastet ud i håndværket fra første dag. Studiet er baseret utrolig meget på praksis og meget mindre på tunge lærebøger. Og sådan er det også på jobbet i "den virkelige verden". Journalistik er jo et slags håndværk - hvor man skal skabe et produkt inden for en tidsramme, der sommetider kan være kort. Alt det jeg har lært på studiet - hvordan man interviewer mennesker, hvordan man klipper lyd og videoer sammen, hvordan man filmer, hvordan man sætter ord og sætninger sammen, så de skaber et lækkert flow - alt det bruger jeg hver eneste dag i mit arbejde.
-
Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Scleroseforeningen?
Det allervigtigste er, at jeg arbejder for en vigtig sag - som gør en forskel for nogle, der har en sygdom, som kan skabe rigtig mange udfordringer i deres liv. For mig betyder det personligt, at jeg føler, at der er mening med det, jeg arbejder med, og som jeg bruger så mange timer af min hverdag på. Arbejdsmæssigt er det vigtigt for mig, at jeg er med fra start til slut i mine produktioner, og at vi er et team, der samarbejder, sparrer og hjælper hinanden, så man aldrig er alene om sit arbejde og har kollegaer, der kan udfordre en.
-
Hvorfor er Scleroseforeningen en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i?
Det er en attraktiv organisation, fordi jeg føler, at mit arbejde giver mening og er vigtig for en gruppe af mennesker, der har et livsvilkår, der bare gør livet dét hårdere. Scleroseforeningen er en organisation, hvor man får frihed og ansvar i sit arbejde, hvilket gør, at jeg som journalist bliver udfordret, men også har mulighed for at prøve mine grænser af, så jeg også udvikler mig.
Læs mere om Scleroseforeningen
Mød andre kandidater fra Scleroseforeningen