Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Martin Jensen, Uddannelseskonsulent, Kriminalforsorgen

Mød Martin, som arbejder som uddannelseskonsulent, og underviser på grunduddannelsen for fængselsbetjente, primært i Rapportlære og Straffuldbyrdelsesret.

  • Martin Jensen
  • 38 år
  • Ansat siden 2005
  • Fængselsbetjent, Sergent i Den Kongelige Livgarde.

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg underviser på grunduddannelsen for fængselsbetjentelever og primært i Rapportlære og Straffuldbyrdelsesret. Derudover er jeg klasselærer for vores Modul 1 fængselsbetjentelever og ansvarlig for skemalægningen på hele uddannelsen til fængselsbetjent. Jeg underviser også på vores forhørsuddannelse (Jeg underviser nye leder og fængselsbetjente, som skal varetage funktionen forhørsleder. Som forhørsleder må du afholde forhør i disciplinærsager med indsatte).

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

Det mest spændende er, når man får et nyt hold fængselsbetjentelever, og jeg kan anvende mine erfaringer, fra mere end 13 år i Kriminalforsorgen, til at give eleverne en spændende og praksisnær undervisning, som de finder anvendelig.

Det er lige udfordrende, hver gang man træder ind i en ny klasse. Man ved ikke hvilke dynamikker og erfaringer, der er tilstede i lokalet. Det er en udfordrende opgave at kunne tilpasse undervisningen til mange forskellige mennesker.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg bruger al min uddannelse på nuværende tidspunkt. Den læring, jeg har fået ved at blive uddannet som fængselsbetjent, er nødvendig for mig for at kunne videregive dette til fængselsbetjenteleverne. Den læring, jeg har fået gennem min uddannelse og praktikforløb til at blive fængselsbetjent, har gjort, at jeg har været i mange forskellige funktioner og stillinger. Jeg har været i alle typer af fængsler og i en arrest, hvor min uddannelse i Kriminalforsorgen har givet mig viden og ballast til at kunne varetage de relevante opgaver uanset, hvilken funktion, stilling eller institution jeg har været i.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Kriminalforsorgen?

Åbenhed

Man skal have lyst til andre mennesker, og man skal være åben for mange forskellige mennesker med forskellige baggrunde. Man skal være åben omkring udfordringer og beslutninger, så der skabes den størst mulige fælles forståelse og opgaveløsning på bedste vis.

Professionalisme

Man skal have en professionel tilgang til opgaverne. Uanset om det er over for de indsatte eller det er administrativt. Man skal tage sin opgave seriøst, og udføre en hvilken som helt opgave professionelt og ordentligt.

Humor

Man skal kunne grine af sig selv og med andre. Både kollegaer og indsatte. Det er en seriøs og speciel verden i Kriminalforsorgen, hvor der bør og, efter min mening, skal være plads til humor. Det er min overbevisning, at det kan der godt være samtidig med, at man er professionel. Det skal være sjovt at gå på arbejde. Også når man arbejder med indsatte, som kan have masser af forskellige udfordringer.

  • Hvorfor er Kriminalforsorgen en attraktiv virksomhed for dig? 

Kriminalforsorgen er en attraktiv arbejdsplads, for der er rigtig mange muligheder, hvis man har lyst. Der er mange forskellige variationer inden for samme stilling. Man behøver ikke at blive låst fast i en bestemt stilling et bestemt sted.

Jeg har været i flere forskellige stillinger og funktioner. Dette har givet mig mulighed for personlig og faglig udvikling inden for flere forskellige fagområder.

Selvom det kan være en tung organisation at arbejde i på grund af den politiske styring, så er det stadig en spændende arbejdsplads for mig, hvor der er mange muligheder for udvikling. Både for mig og for Kriminalforsorgen som helhed.

Læs mere om Kriminalforsorgen

Mød andre medarbejdere fra Kriminalforsorgen


Annoncer