Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Bettina Strube, Uddannelseskonsulent, Kriminalforsorgen

Mød Bettina, der arbejder som uddannelseskonsulent, hvor hun underviser fængselsbetjentelever og superviserer dem i grupper. 

  • Bettina Strube
  • 57 år
  • Ansat siden 1993
  • Uddannet fængselsbetjent, erhvervspædagogisk lærer, supervisor og psykolog 

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Mine primære opgaver er at undervise fængselsbetjentelever, forberede undervisning hertil, udvikle materiale, lave lektionsplaner og føre fængselsbetjentelever til eksamen både som eksaminator og censor. Idet jeg er uddannet supervisor, superviserer jeg også fængselsbetjenteleverne i deres respektive grupper. Derudover superviserer jeg praktikvejledere, som er uddannede fængselsbetjente, som vejleder og guider fængselsbetjentelever i deres praktik. Supervisere vil sige, at vi belyser og giver rum til at diskutere faglige problematikker i dagligdagen og udvikler ny læring.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

De mest spændende opgaver er at undervise. Ellers er det spændende at være med på opgaver ud af huset, som når jeg, i samarbejde med andre kollegaer, underviser i akutsamtaler (akutsamtaler, defusing og debriefing er de tre led, som findes i Kriminalforsorgens krisepsykologiske beredskab ved voldsomme hændelser), defusing (det er en metode, som lederne på fængselsafdelinger anvender til at gennemgå hændelsen) og debriefing (det er en systematisk og dybere samtale med de involverede medarbejdere om hændelsen). 

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg er tidligere uddannet fængselsbetjent og bruger min viden og erfaring fra 15 år som betjent fra både Vestre Fængsel, Sdr. Omme Fængsel og Helsingør Arrest næsten dagligt. Både i undervisningen, i faglige diskussioner med kolleger og når materiale skal udvikles.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Kriminalforsorgen?

De tre vigtigste ting for mig ved at arbejde i Kriminalforsorgen er: Mulighed for udvikling, stor grad af selvbestemmelse og gode anerkendende kolleger.

  • Hvorfor er Kriminalforsorgen en attraktiv arbejdsplads for dig?

Kriminalforsorgen er en attraktiv arbejdsplads, fordi det er specielt at arbejde med mennesker, der er frihedsberøvet. Det stiller store krav til ens psykologiske indsigt og professionelle virke. Det synes jeg er spændende, fordi det giver viden om mig selv som person i arbejdet med de indsatte. Som underviser er det fantastisk at få indflydelse på de temaer, der undervises i, og samtidig er det givende for mig i samarbejde med eleverne at skabe en synergi i klasserummet.

Læs mere om Kriminalforsorgen

Mød andre medarbejdere fra Kriminalforsorgen


Annoncer