Trænger du til, at der skal ske noget nyt? Overvejer du at tage et højskoleophold? Så læs med her! Camilla fortæller om sit højskoleophold på ISI Idrætshøjskole, hvorfor hun ville på højskole og hendes anbefalinger til andre, der overvejer et højskoleophold. Bliv klogere på, hvad du kan forvente af et højskoleophold i denne artikel.
Hvorfor valgte du netop ISI Idrætshøjskole?
Jeg har gået på efterskole, hvilket jeg var helt vild med, så da rejser blev aflyst pga. corona, vidste jeg med det samme, at jeg ville tilbage til det miljø, så derfor valgte jeg at tage på højskole. Jeg valgte ISI, da jeg søgte efter en lille højskole med få elever og med spændende linjer og valgfag.
Jeg har linjen ”Fitness og Ernæring”. Undervisningen på linjen er meget forskellig, hvor vi både laver crossfit, selvtræning, cirkeltræning, konditionstræning, step og meget mere. Derudover har vi ernæring én gang om ugen.
Hvordan er fællesskabet på ISI Idrætshøjskole?
På ISI er vi omkring 60-70 elever, hvilket ikke er så mange i forhold til andre højskoler, men jeg synes kun, at det er en fordel, da vi alle sammen lærte hinanden hurtigt at kende. Fællesskabet er godt og tæt, da vi ofte alle sammen deltager i aktiviteterne og hygger om eftermiddagen og aftenen. Vi er gode til at finde på spas, hygge og leger, så vi kommer endnu tættere på hinanden.
Hvordan ser en typisk dag ud for dig på ISI Idrætshøjskole?
En typisk dag for mig starter ud med morgenmad omkring 7:30, hvorefter jeg for det meste går direkte til den første undervisning. For det meste har jeg to-tre forskellige former for undervisning mellem morgenmad og frokost, som er kl.12:45. Efter frokosten starter undervisningen igen 13:45, hvor vi typisk har valgfag indtil 15:15. Herefter har vi fri og kan spille spil, slappe af, se film, løbeture, træne osv.
Fællesskabet er godt og tæt, da vi ofte alle sammen deltager i
aktiviteterne og hygger om eftermiddagen og aftenen.
Hvad er det bedste ved opholdet på ISI Idrætshøjskole?
Det bedste ved mit ophold på ISI er de venskaber, som jeg har opbygget gennem semesteret. Det er venskaber, hvor man kan dele alt mellem himmel og jord. Det er venskaber for livet. ISI har også givet mig oplevelser og minder, som jeg ikke havde fået, hvis jeg ikke havde været på højskole. Derudover har jeg også lært en masse om mig selv, da vi har stået over for grænseoverskridende udfordringer.
Hvordan var din studietur med ISI Idrætshøjskole?
I uge 46 var vi på La Santa, hvor vi dyrkede en masse sport. Vi havde et planlagt skema for ugen, men udover det havde vi mulighed for at booke os ind på de fede aktiviteter, som La Santa tilbyder. Fællesskabet voksede rigtig meget gennem ugen på La Santa, da vi var fælles om rigtig mange ting og fik mulighed for at skabe nogle nye og gode minder sammen.
Hvorfor vil du anbefale andre at tage på højskole og har du nogle gode råd?
Jeg anbefaler andre at tage på højskole, fordi det er det fedeste nogensinde. Fællesskabet og den sociale hverdag er lige noget for glade unge, som elsker at være aktive, hygge og grine. Det er minder, venskaber og oplevelser, som man aldrig glemmer og har med sig resten af livet. Mit bedste gode råd er, at man skal have en ”Ja hat” på og nyde det, mens opholdet er i gang.