Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Mød Kaisa fra Fårevejle Fri- og Efterskole

Kaisa vil her give dig et indblik i hverdagen på Fårevejle Fri- og Efterskole. Læs med og bliv inspireret til dit valg af efterskole.

Mød Kaisa fra Fårevejle Fri- og Efterskole

Da jeg skulle vælge, hvilken efterskole jeg gerne ville gå på, var jeg rundt og se en del efterskoler, men da jeg besøgte Fårevejle Efterskole, kunne jeg mærke, at der var noget her, som skilte sig ud. Jeg kunne rigtig godt lide den måde, man bor på efterskolen. Der er i alt 12 huse, og man bor ca. 12 mennesker i hvert hus – både drenge og piger. Det betyder, at man får et meget stærkt fællesskab med de mennesker, som man bor i hus med. Derudover er Fårevejle Efterskole omgivet af natur og vand, og jeg synes, at det var fedt, at skoven ligger lige i baghaven. 

Jeg er rigtig glad for det hus, som jeg bor i, hvor vi bor 6 piger og 6 drenge. Vi har det rigtig godt med hinanden alle sammen, og vi bruger meget tid sammen i vores fritid. Jeg føler mig meget tryg med dem, som jeg bor med, og jeg mærke, at vi har fået et helt særligt bånd med hinanden, fordi vi står op og går i seng sammen hver dag. Jeg synes også, at det er fedt at prøve at bo med drenge, fordi drenge er med til at skabe et afslappet miljø, og samtidig har jeg fundet ud af, at jeg kan snakke med drengene om nogle andre ting, end jeg kan med pigerne.

Det er rigtig hyggeligt at være på efterskolen i weekenderne, fordi vi får mulighed for at være sammen med en anden måde end i hverdagene. Vi kan fx godt finde på at sove i hinandens huse eller tage en tur til Holbæk. 

En helt almindelig efterskoledag kan variere meget alt efter, hvilken dag i ugen det er. Normalt spiser vi altid morgenmad sammen, hvorefter vi går til timer. Her er vi opdelt i forskellige klasser og fag – alt efter, om man har valgt tysk eller fysik. Til frokost mødes vi alle igen og spiser sammen, og det er altid rigtig hyggeligt, når hele skolen mødes og spiser sammen. Om eftermiddagen har vi valgfag eller linjefag, og jeg har fx valgt Kunst og Design som linjefag. Det er ét af mine yndlingstidspunker på ugen, fordi det er et rum, hvor jeg kan koble af fra hverdagen og udfolde mig kreativt.

Er du interesseret i at gå på Fårevejle Fri- og Efterskole?

Læs mere om Fårevejle Fri- og Efterskole