Er du mest til at præstere alene og er du mest komfortabel med at spotlightet kun skinner på dig? Eller er du mest til at diskutere din opgave sammen med de mennesker, du har skrevet den med?
Om en individuel eksamen eller en gruppeeksamen er den bedste måde at gå til eksamen på, har der været uenighed om. Men er den ene egentlig bedre end den anden? Vi har fremhævet nogle af de fordele og potentielle ulemper, der er ved begge eksamensformer.
Mange uddannelsesinstitutioner har taget gruppeeksamen til sig, og har det fast som eksamensform i nogle fag. Det er forskelligt fra uddannelsesinstitution til uddannelsesinstitution hvad der anvendes, ligesom der kan være forskel fra uddannelse til uddannelse. Du er måske også usikker på, hvilken eksamensform, der passer bedst til dig, men der er faktisk fordele og ulemper ved begge dele.
Fordele ved gruppeeksamen
En lærerig proces
Én af de helt store argumenter for gruppeeksamen er, at denne form er en naturlig følge af et gruppearbejde. Når du har siddet i en intens projektperiode i en gruppe, kan det at gå til gruppeeksamen sammen, føles som en naturlig del af processen og ikke mindst en god afslutning på projektet.
Derudover har I højst sandsynlig en masse viden, som I har diskuteret sammen på forhånd og derfor er der mulighed for at inddrage flere perspektiver og have dybdegående diskussioner om projektet. At gå op til gruppeeksamen kan altså være en utrolig lærerig og givende proces.
Se eksamen som en ligeværdig samtale
En anden vigtig ting ved gruppeeksamen er, at den giver mulighed for dynamik til eksamen samt giver plads til sparring og diskussion om projektet til eksamen. Du kan se gruppeeksamen som en ligeværdig samtale mellem gruppen, eksaminator og censor.
Med den tankegang kan du neddæmpe din nervøsitet og få det meste ud af gruppeeksamen. Døjer du meget med nervøsitet inden eksamen, og hjælper dette tip ikke, så kan du læse mere i artiklen om eksamensangst her.
Fordele ved individuel eksamen
Styr showet alene
Med den individuelle eksamen er der fokus på dig og dine præstationer. På den måde kan du ene og alene styre showet og vise din viden. Derfor er der også større mulighed for, at du kommer til orde ved denne eksamensform, og du vil ikke skulle tage hensyn til andre end dig selv.
Med en individuel eksamen er det desuden dig, der har kontrollen, og du kan tale om de dele af emnet, som du finder interessant. Det er din mulighed for at vise din faglige kunnen, men vær forberedt på at blive spurgt om ting, der går udover det, du har planlagt at tale om.
Hvad med diskussionerne?
En ulempe ved de individuelle eksaminer er dog, at der er alt for lidt tid til udfoldelse. Du vil altså ikke kunne have de dybdegående diskussioner og eksamen kan gå hen og blive en smule overfladisk.
Derudover er et andet argument i mod denne eksamensform, at den fører til en individualisering af projektarbejdet. Der argumenteres for, at der bliver mere fokus på “mig” frem for at hjælpe hinanden og dele sin viden med hinanden. Altså at man holder sine kort tæt til hånden, for at sikre sig selv til eksamen. Og det kan gå ud over projektarbejdet og samarbejdet.
Er det ene så bedre end det andet?
Selvfølgelig vil der være fordele og ulemper ved begge dele, rent fagligt. Og man kan sige, at der argumenteres frem og tilbage om, hvilken eksamensform der er bedst. Men hvilken eksamensform du har det bedst med og hvor du får det bedste ud af eksamen, afhænger i sidste ende nok mest af din personlighed.
Er du mest til at præstere alene og er du mest komfortabel med at spotlightet kun skinner på dig? Eller er du mest til at diskutere din opgave sammen med de mennesker, du har skrevet den med?
Det er godt at reflektere over. Også selvom du ikke kan styre, hvilken eksamensform du møder. Men det tvinger dig til at styrke over dine styrker og svagheder, og hvor der eventuelt skal øves lidt mere.
Uanset om din kommende eksamen er en individuel eksamen eller en gruppeeksamen, og hvilken eksamensform du foretrækker, ønsker vi dig held og lykke med din eksamen!