Når du står overfor at skulle vælge en videregående uddannelse, kan beslutningen virke stor og kompleks. Men hvordan sikrer du, at du får mest muligt ud af dagen?
I denne artikel vil vi, sammen med Katrine Formann Røjel der står for åbent hus på tekstilformidleruddannelsen på Københavns Professionshøjskole, guide dig igennem de bedste tips og tricks til at få en succesfuld åbent hus-oplevelse.
Et åbent hus-arrangement er en enestående mulighed for at få et førstehåndsindtryk af en uddannelse, før du beslutter dig for at søge ind.
Som besøgende kan du opleve studiemiljøet, se undervisningslokalerne og få en fornemmelse af den daglige studiegang.
Under arrangementet kan du tale med både nuværende studerende og undervisere, som kan dele deres erfaringer og give dig indblik i, hvad du kan forvente af uddannelsen – både fagligt og socialt.
Åbent hus handler ikke kun om alt det praktiske omkring uddannelsen, men også om at mærke, om du kan se dig selv som en del af det fællesskab og den kultur, uddannelsen tilbyder.
🎓Indblik i åbent hus på tekstilformidleruddannelsen
Katrine Formann Røjel er cand.mag. i dansk og uddannet tekstilformidler med erfaring som underviser, redaktør og projektleder.
Hun underviser på tekstilformidleruddannelsen i fag som formidling og æstetik og er ansvarlig for at arrangere åbent hus, hvor hun hjælper kommende studerende med at få et indblik i uddannelsen og studiemiljøet.
Tekstilformidleruddannelsen er en kreativ uddannelse, der kombinerer tekstilhåndværk, design og formidling, med fokus på at klæde de studerende på til arbejde inden for kultur, undervisning og designbranchen.
Hvilke tanker og overvejelser ligger bag, når I planlægger et åbent hus-arrangement?
”Vi vil gerne vise så mange facetter af uddannelsen som muligt, så vi forsøger at give de besøgende et indblik i både de boglige fag som formidling og kulturfag og i de kreative, tekstile fag som beklædning, tryk og broderi gennem besøg i værkstederne.
Desuden tilbyder vi et oplæg med de mere praktiske og formelle informationer om uddannelsen, herunder hvordan de søger, og hvad vi lægger vægt på til optagelsesprøven, så ansøgerne er godt klædt på til den del også.”
Hvad kan de besøgende få ud af at deltage i et åbent hus-arrangement, når de står over for valg af uddannelse?
”De kan besøge vores værksteder, se dem i ’aktion’ og tale med underviserne og de studerende om alle uddannelsens forskellige fag.
De har også mulighed for at få en rundvisning på uddannelsen og få en fornemmelse af, hvor mange undervisningslokaler vi råder over, og hvad de forskellige lokaler tilbyder.
Derudover kan de se en masse eksempler på tekstile prøver og produkter og få mulighed for at spørge ind til teknikker, designprocesser og materialer.”
Forslag til uddannelser
Har du nogle gode råd til dem, der deltager i et åbent hus-arrangement for første gang?
”Kom i god tid og vær godt forberedt på, hvad du vil spørge om, så du er sikker på at få alle dine spørgsmål besvaret. Men vær også nysgerrig på de ting, du ser og hører i løbet af åbent hus.
Jeg vil også anbefale at høre evt. oplæg om uddannelsen, så den enkelte har de bedste forudsætninger for at søge ind på et oplyst grundlag.
Og så er det vigtigt at huske, at alle de studerende man møder til åbent hus, har stået i samme situation selv og kender den nervøsitet og usikkerhed man kan have, når man skal søge ind på et studie. Så ingen spørgsmål er for ’dumme’.”
Hvordan inddrager I nuværende studerende i åbent hus?
”I god tid inden åbent hus inviterer vi alle uddannelsens studerende til at deltage enten i oplægget om uddannelsen, som rundvisere eller til at arbejde i værkstederne.
Ofte inviterer vi også færdiguddannede bachelorer til at fortælle om deres bachelorprojekt eller om deres vej ind i arbejdslivet."
Hvilke områder af uddannelsen vælger I at fremhæve under åbent hus, og hvorfor?
”Vi forsøger at fremhæve hele uddannelsen, fordi de forskellige fagområder hænger sammen. Men vi ved også, at mange er specielt nysgerrige efter at se værkstederne, så vi sørger for, at de er bemandede med både studerende og undervisere, så alle kan få svar på deres spørgsmål.”
Hvad håber du, de besøgende får med sig efter at have besøgt et åbent hus-arrangement?
”En fornemmelse af at vi har et nært, trygt og kreativt studiemiljø, hvor underviserne kender alle de studerende, og hvor de studerende kender hinanden både på deres egen årgang og på tværs af årgangene.
Så håber jeg også, at de besøgende oplever, at det faglige niveau er højt og alsidigt, og at vi undervisere brænder for vores forskellige fag.”
Brug dine erfaringer fra åbent hus til at træffe det rigtige valg
Efter et åbent hus-arrangement har du mulighed for at bruge de indtryk og informationer, du har fået, til at vurdere studiets faglige indhold, undervisningsmetoder og studiemiljø.
Du kan derefter sammenligne dette med dine egne interesser og ambitioner.
Notér de vigtigste indsigter og overvej, hvordan de passer ind i dine planer, både på kort og lang sigt.
Du kan også kontakte en studievejleder, hvis du efterfølgende har flere spørgsmål eller ønsker yderligere indsigt.
Brug dine oplevelser til at skabe en klar handlingsplan frem mod ansøgningsfristerne, så du føler dig tryg og sikker i dit valg.
Få et overblik over de vigtigste deadlines, du skal være opmærksom på, når du søger ind her.