Bliv klogere på mulighederne med en kokkeuddannelse
Interesserer du dig for madlavning med gode råvarer samt at tilberede og anrette retter? Og har du passion for at yde god service og gøre dit bedste hver dag? Så er en kokkeuddannelse måske det rigtige for dig.
Kokkeuddannelsen kaldes også 'Gastronom' og så varer den 4 år og 3 måneder. Du kan uddanne dig til kok på erhvervsskolerne rundt omkring i Danmark.
Hvad laver en kok?
Som kok arbejder du sammen med en gruppe mennesker i køkkenet på restauranter, cafeer, hoteller og lignende steder. Her spiller du en væsentlig rolle overfor gæsterne, der forventer at få serveret mad og oplevelser.
En kok skal være dygtig til at sammensætte råvarer og frembringe gode smagsoplevelser. Kokken finder ofte på nye opskrifter og kommer med ny inspiration til køkkenet. Arbejdet består blandt andet i at udvælge, forberede klargøre de forskellige råvarer, og i selve arbejdet med at tilberede retterne. Kød, fisk og grøntsager skal renses og udskæres. Herefter kommer arbejdet med at tilberede maden, som kan være alt fra at:
- Koge
- Stege
- Grille
- Bage
- Etc.
Slutteligt kommer selvfølgelig endnu en vigtig del - særligt hvis du spørger gæsterne - nemlig at anrette maden.
Arbejdet som kok er ofte stressende, og man skal være indstillet på skiftende arbejdstider og meget aftenarbejde. Du kommer også til at være med til at sammensætte menukortet, afprøve retter og meget mere.
Hvordan er kokke uddannelsen struktureret?
Du kan uddanne dig til kok på 4 år og 3 mdr., men du har også mulighed for at starte på gastronom-uddannelsen og uddanne dig inden for/til:
- Gastronomassistent (2 år)
- Smørrebrød og catering (3 år og 6 måneder)
Du starter med et grundforløb, der varer 20 eller 40 uger, hvorefter du har et hovedforløb, der veksler mellem praktikperioder og skoleforløb.
På kokkeuddannelsen undervises du blandt andet i:
- Råvarer
- Sundhed og ernæring
- Fødevarehygiejne og egenkontrol
- Bæredygtighed
- Værtskab og salg
- Arbejdsmiljø, sikkerhed og samarbejde
Derudover skal du typisk også have fag som eksempelvis engelsk og dansk.
Gennem din læreplads vil du blive oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen, og du vil få mulighed for at prøve teori af i praksis. Din læreplads foregår typisk ude i en virksomhed, men hvis du ikke kan finde en læreplads, kan der også være mulighed for skoleoplæring/skolepraktik.
Uddannelsen afsluttes med en svendeprøve, hvorefter du kan kalde dig gastronom/kok (Afhængigt af den uddannelse, du har valgt at tage).
Du kan også have mulighed for at tage uddannelsen som mesterlære. Her erstattes det meste af skoleundervisning på grundforløbet med praktisk oplæring i en virksomhed.
Hvilke adgangskrav er der til en kokke uddannelse?
For at begynde på en erhvervsuddannelses grundforløb skal du altid have opfyldt din undervisningspligt. Det har du, når du har afsluttet folkeskolen eller har modtaget tilsvarende undervisning.
Adgangskrav til grundforløbet:
For at begynde på en erhvervsuddannelses grundforløb skal du opfylde følgende krav:
- Du skal have bestået folkeskolens afgangseksamen eller en tilsvarende prøve
- Du skal have fået mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangseksamen i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve.
Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du desuden være vurderetuddannelsesparat og have indsendt din studievalgsportfolio sammen med din ansøgning på optagelse.dk.
Hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed, opfylder du adgangskravene til en erhvervsuddannelse. Du skal dog altid have opfyldt din undervisningspligt.
Adgangskrav til hovedforløbet:
For at kunne gå i gang med hovedforløbet og gennemføre uddannelsen, skal du have bestået fagene:
- Dansk på E-niveau
- Naturfag på E-niveau
Endvidere skal du i grundforløbet have taget følgende certifikater:
- Almen fødevarehygiejne
- Førstehjælp på erhvervsuddannelserne
- Elementær brandbekæmpelse
For at starte på uddannelsens hovedforløb skal du desuden have en uddannelsesaftale eller aftale om skoleoplæring.
Skal man være en bestemt type for at blive kok?
Nej, men der er visse forudsætninger, der er gode at have. Det er vigtigt, at du:
- Kan bevare overblikket - også når der er travlt
- Er praktisk anlagt og har lyst til at bruge dine hænder
- Har sans for hygiejne
- Kan arbejde både selvstændigt og sammen med andre
- Er indstillet på skiftende arbejdstider
- Har fokus på kvalitet og detaljer
- Er servicemindet
- Er kreativ.
Hvordan får jeg en læreplads?
På kokkeuddannelsen er du selv ansvarlig for at skaffe en læreplads og indgå en skriftlig uddannelsesaftale med lærestedet. Din skole kan hjælpe dig med det praktiske, hvor du kan finde en praktikplads og så videre.
Hvis du ikke selv kan finde en praktikplads, kan du komme i skoleoplæring, som foregår i et skoleoplæringscenter.
Du har også mulighed for at søge praktikplads i udlandet - spørg din skole til råds om, hvor du kan komme hen og hvordan du søger en sådan plads.
Hvilke fremtidsmuligheder har jeg som kok?
Når du har tager en uddannelse til kok kan du både arbejde i Danmark og i udlandet. Typiske steder, du kan arbejde som kok, er:
- Restauranter
- Hoteller
- Kantiner
- Bistroer
- Caféer
- Institutioner
Med tiden kan du få mere og mere ansvar ved eksempelvis at blive souschef eller køkkenchef. Cateringfirmaer, der fx leverer mad til flytrafikken, ansætter også kokke. En del arbejder inden for levnedsmiddelindustrien.
Du finder typisk job i virksomheder, der er dynamiske, og hvor der er en vis gennemstrømning af personale.
Lyder en kokkeuddannelse som noget for dig? Så klik dig ind på uddannelserne her på siden og kontakt skolerne for mere information.