Video
Om uddannelsen
Diplomingeniør i maskinteknologi
Læs til diplomingeniør i maskinteknologi i et lille koncentreret miljø og i et tæt samarbejde med virksomheder igennem hele din studietid. Uddannelsen er for dig, der gerne vil arbejde med innovation, udvikling og optimering af nye tekniske produkter og systemer. Du omsætter viden om materialer, mekanik, automation og robotter til at skabe bæredygtige løsninger, som bidrager til den grønne omstilling.
Igennem 3½ års uddannelse til diplomingeniør i maskinteknologi i Kalundborg møder du en højteknologisk industri på helt tæt hold, så du lærer at arbejde med de reelle problemstillinger, du kan komme ud for i en maskinteknologisk virksomhed.
Uddannelsen foregår i en tæt kobling mellem teori og praksis, hvor du opnår systemforståelse for komplekse industrianlæg og teknologier, så du kan arbejde både innovativt og lære at optimere produktion og processer i en virksomhed med øje for økonomiske, samfundsmæssige og miljømæssige hensyn.
Projekter får os fra teori til virkelighed
Fra første semester er dele af undervisningen projektbaseret, så du lærer at arbejde med og tænke i projekter. Projektarbejdsformen er helt essentiel for næsten alle ingeniørjobs.
Igennem projekterne møder du praktiske og reelle samfundsmæssige problemstillinger fra fx plejesektor, energi, industriel produktion og andre maskinteknologiske virksomheder. Du vil her lære at udarbejde konkrete tekniske løsninger i form af prototyper.
Du vil under uddannelsen opbygge erfaring med innovation, projektledelse og forretningsforståelse, og du vil lære både at samarbejde og styre samarbejde på tværs af fagligheder i en industriel produktion.
Under uddannelsen får du kompetencer til at forstå og udvikle den teknologi, der bruges særligt i den bioteknologiske industri, der har en høj koncentration i Kalundborg, og du får en grundig ingeniørfaglig og teknisk viden om drift, udvikling og produktion i forbindelse med anlæg, der bygger på bioprocesser.
Uddannelsens faglige elementer
I undervisningen vil du komme til at arbejde både teoretisk og praktisk i værksteder, på campus og komme på virksomhedsbesøg for at opnå forståelse for den praktiske håndtering af maskinteknologiske problemstillinger.
Du vil blandt andet opbygge faglige kompetencer inden for:
- Materiale- og proceslære for metaller og plast
- Overblik over maskinelementer
- Styrkeberegninger
- Energiberegninger
- Dynamisk mekanik
- Grundlæggende elektroteknik
- Fluid mekanik
- Automation
- Sikkerhed, kvalitet, certificering
- Systematisk problemløsning, skitsering
- Projektledelse og arbejde med teams.
I næsten alle kurser vil der være inkluderet konkrete problemstillinger og/eller projektarbejde, hvor vi tager udgangspunkt i en eller flere af vores maskinteknologiske samarbejdsvirksomheder.
Valgfag
Valgfag er din mulighed for at fordybe dig ekstra i dine særlige interesser i slutningen af uddannelsens 3½ år, og udvalget af valgfag bliver nærmere beskrevet frem mod uddannelsens første optag i 2020.
Praktik
På 6. semester skal du i praktik i en ingeniørvirksomhed, hvor du får indblik i arbejdet som ingeniør.
Startdato
Ansøgning og adgangskrav
For at søge ind på diplomingenøruddannelsen i maskinteknologi skal du opfylde følgende specifikke adgangskrav, som gælder for både kvote 1- og kvote 2-ansøgere. De skal være bestået inden studiestart:
- Matematik på A-niveau
- Fysik på B-niveau eller Geovidenskab på A-niveau
- Kemi på C-niveau eller Bioteknologi på A-niveau.
- Engelsk på B-niveau
Eksamen og diplom
Uddannelsen diplomingeniør i maskinteknologi afsluttes på syvende semester med et bachelorprojekt.
SU
Du kan opnå SU til alle Professionshøjskolen Absalons ordinære uddannelser, hvis du opfylder kravene.
Hvis du er fyldt 18 år og er under uddannelse, kan du søge økonomisk støtte fra staten. Det kan både være som SU-stipendium og som SU-lån.
Stipendiet er et tilskud og skal normalt ikke betales tilbage. Lånene skal betales tilbage, når du er færdig med uddannelsen.
Videreuddannelse
Som diplomingeniør i maskinteknologi åbner du dine muligheder til en lang række maskinteknologiske brancher, hvor du fx som i denne video kan være med til at optimere en produktionsproces.
Som diplomingeniør i maskinteknologi har du gode jobmuligheder, da der er stor efterspørgsel på din profil, og du vil bl.a. kunne søge job som:
- Konstruktionsingeniør
- Udviklingsingeniør
- Projektleder
- Energikonsulent
- Miljøkonsulent eller
- Produktionschef.
Jobmulighederne kan bl.a. være inden for optimering og udvikling inden for maskinteknologisk produktion og processer.
Du kan også vælge at videreuddanne dig og tage en kandidatuddannelse til fx civilingeniør.
Professionshøjskolen Absalon
Professionshøjskolen Absalon udbyder 14 videregående uddannelser og består af 9.000 fuldtidsstuderende, 3.500 i efter- og videreuddannelse og 800 medarbejdere. Absalons uddannelsessteder er placeret i Region Sjælland på i alt syv forskellige lokationer: Holbæk Kalundborg Slagelse Næstved Roskilde Vordingborg Nykøbing Falster ...