Hvis du drømmer om, at din kommende studieby kan tilbyde høj faglighed, gode transportmuligheder, gode karrieremuligheder efter studiet samt gode muligheder for at finde et job ved siden af dit studie, så bør du kigge i retning af Aarhus.
Alt dette finder du nemlig i Aarhus – Smilets by. Aarhus har været kåret som Årets Studieby tre år i træk, men må i år - for første gang siden 2020 – vige denne plads for København. I stedet kan Aarhus i 2024 kalde sig Danmarks 2. bedste studieby, hvilket ikke er overraskende!
Blandt undersøgelsens ti parametre lander Aarhus i top 10 på intet mindre end seks parametre. Byen udmærker sig særligt på parametre som ‘Transport’, ‘Karriere’, ‘Studiejobs’ og ‘Uddannelsesmuligheder’.
Disse placeringer bidrager samlet set til Aarhus’ andenplads i årets undersøgelse. Særligt førstepladsen i ‘Transport’ bidrager til byens placering, da dette parameter - ifølge vores studievalgsundersøgelse - er det tredje vigtigste parameter, når de unge skal vælge deres kommende studieby. Læs med herunder, hvor vi dykker dybere ned i Aarhus placering i de forskellige parametre af undersøgelsen.
Fakta om Aarhus:
Antal indbyggere i kommunen: 367.095
Antal barer og caféer: 441
Gennemsnitlig husleje: 134 kr. / m2
Antal studiejobs årligt: 2508
Dine uddannelsesmuligheder i Aarhus
Aarhus byder på et stort udvalg af uddannelsesmuligheder. Der er noget for enhver, hvilket deres placering i parameteret ‘Uddannelsesmuligheder ’ også bærer præg af. Her lander byen nemlig på en andenplads, kun overgået af hovedstaden København.
Aarhus byder også på en række forskellige uddannelsestyper, uanset om du vil tage en bacheloruddannelse, erhvervsakademiuddannelse, en erhvervsuddannelse eller noget helt fjerde.
Fælles for uddannelserne er, at de hver især bidrager til at Aarhus placerer sig på en 8. plads i parameteret ‘Faglighed’. Dette er en nævneværdig præstation, da netop dette parameter er det absolut vigtigste for respondenterne i årets undersøgelse.
Herunder giver vi dig et indblik i, hvilke uddannelsesinstitutioner du blandt andet finder i Aarhus.
🎓 Aarhus Universitet
🎓 Aarhus Business College
🎓 Erhvervsakademi Aarhus
🎓 VIA University College
🎓 Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
🎓 Det Jyske Kunstakademi
🎓 Århus Maskinmesterskole
Du har dermed gode muligheder for at finde en uddannelse, der passer til dine interesser og drømme for fremtiden. På byens store udvalg af uddannelsesinstitutioner kan du blandt andet blive alt fra Social- og sundhedshjælper eller arkitekt til journalist eller ingeniør. Mulighederne er med andre ord mange, hvis du vælger Aarhus som din kommende studieby.
Find din uddannelse i Aarhus her
Forslag til uddannelser
Sæt kursen for din karriere i Aarhus
Det er ikke kun uddannelsesmuligheder, der er mange af i Aarhus. Byen byder nemlig også på gode muligheder for at udforske dine karrieremuligheder - både mens du studerer og når du står med dit eksamensbevis i hånden. Dette kommer også til udtryk i årets undersøgelse. På de to parametre ‘Karriere’ og ‘Studiejob’ sikrer Aarhus sig andenpladsen, hvilket også var tilfældet sidste år. Aarhus bevarer altså her de gode muligheder for, at man kan komme i gang med sin karriere som ung studerende, men at der også er gode muligheder for at gøre karriere i området efterfølgende.
Aarhus er hjemsted for mange forskellige brancher og erhverv, såvel som både større og mindre virksomheder. Der burde derfor være rigtig gode muligheder for at få et job, der matcher dine interesser. Du kan dermed trygt drømme om en lovende fremtid i Aarhus, både mens du studerer og efter endt uddannelse.
Masser af muligheder fra morgen til midnat
Foruden alt det andet gode Aarhus har at byde på, har du i byen også gode muligheder for at få et afbræk fra dine studier. I Aarhus finder du nemlig masser af aktiviteter og oplevelser, samt et livligt byliv, hvis du synes at tiden er til cafébesøg eller en tur på bar med din studiegruppe.
Faktisk er mulighederne så gode, at Smilets by sikrer sig en 8. plads i parameteret ‘Byliv’, som vurderer antallet af cafeer, barer, værtshuse, diskoteker i kommunen i relation til antallet af indbyggere.
Og selvom du bor uden for bygrænsen, behøver du ikke bekymre dig, når du skal hjem fra cafébesøg eller en tur i nattelivet. Aarhus har nemlig rigtig gode transportmuligheder. Faktisk så gode, at byen i dette parameter sikrer sig en førsteplads. Hvis du har mere brug for en cykeltur fremfor kollektiv transport, kan du også cykle sikkert hjem via kommunens mange cykelstier.
Hvis du er tilflytter til Aarhus, er der også rig mulighed for at etablere et netværk, også udenfor dit studie. I byen finder du nemlig mere end 50.000 studerende, der hver dag dygtiggør sig på en af byens mange uddannelsesinstitutioner. Faktisk er koncentrationen af studerende i forhold til indbyggere så høj i Aarhus, at det bør være forholdsvis nemt at etablere et solidt netværk og finde ligesindede, uanset om det er faglige og/eller sociale relationer.
I Aarhus er der dermed et væld af muligheder at udforske, både når det kommer til faglige og sociale interesser.
Se hvordan Aarhus klarede sig i undersøgelsen
Parameter |
Ranking |
Faglighed | #8 |
Socialt miljø | #11 |
Transport | #1 |
Karriere | #2 |
Studiejobs | #2 |
Billig bolig | #27 |
Kultur, sport og fritid | #14 |
Uddannelsesmuligheder | #2 |
Tryghed | #29 |
Byliv | #8 |