Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Julie Kirstein Hansen, Tokyo, Japan

Drømmer du om at besøge Japan? Mød Julie og få et indblik i hendes spændende oplevelser under sit udvekslingsophold i Tokyo.

Julie Kirstein Hansen, Tokyo, Japan

Julie fik utrolig meget ud af sit udvekslingsophold i Tokyo, især gennem mødet med mennesker fra hele verden og den japanske kultur.

Læs med her og se, hvordan du selv kan få nye perspektiver til at opleve en helt ny kultur på et udvekslingsophold i Japan.

Julie Kirstein Hansen

Navn: Julie Kirstein Hansen

Alder: 25 år

Udvekslingsby/land/universitet:
Tokyo/Japan/Hosei University

Uddannelse i Danmark: 
International Business
Communication, AAU

Hvornår rejste du? Efteråret 2022

Hvorfor valgte du at tage på udveksling i Tokyo?

Mit valg om at tage på udveksling til Tokyo bunder i en tidligere sabbatårsrejse, hvor jeg havde mulighed for at rejse rundt i Asien og bl.a. opleve Japan.

Under mit ophold i Japan blev jeg betaget af kulturen, maden, naturen og atmosfæren, som virkelig fangede mig. Jeg blev så fascineret af landet, at jeg allerede dengang vidste, at hvis jeg nogensinde fik chancen for at vende tilbage, så ville jeg gribe den.

Udvekslingsmuligheden blev derfor et oplagt valg. Jeg valgte specifikt Tokyo, fordi jeg ønskede at opleve det travle storbyliv i en af verdens mest ikoniske hovedstæder.

Jeg tænkte, at når jeg alligevel skulle til Japan, kunne jeg lige så godt vælge en by, hvor der er masser af muligheder for en masse kulturelle og unikke oplevelser.

Tokyo virkede som det perfekte sted at udfordre mig selv, lære mere om den japanske kultur og samtidig få en unik storbyoplevelse, som man kun kan få der.

Hvordan var studielivet i Tokyo?

Studielivet i Tokyo var utroligt spændende og anderledes på flere måder. Jeg studerede på Hosei University, som ligger midt i byen.

Skolekulturen i Japan var en fascinerende blanding af det, man kender fra danske universiteter, og det, jeg forestiller mig, man oplever på amerikanske universiteter.

Universitetet havde et bredt udvalg af skoleaktiviteter, masser af merchandise og et stort udvalg af klubber, man kunne melde sig ind i. Der var også flere kantiner på campus, hvilket skabte et livligt og socialt miljø.

Min undervisning foregik for det meste sammen med andre udvekslingsstuderende, så det var en meget multikulturel oplevelse, hvor jeg mødte mennesker fra hele verden.

De timer, hvor jeg havde undervisning sammen med japanske studerende, var særligt interessante. Japanske universiteter har en lidt anderledes tilgang til undervisning sammenlignet med danske.

Det mindede faktisk mere om den danske gymnasieform, hvilket var en spændende kontrast til de mere selvstændige studieformer, vi typisk ser på universiteterne i Danmark.

Din karakter blev baseret på en helhedsvurdering, hvor fravær, aktiv deltagelse, fremlæggelser, midtvejseksamener og den endelige eksamen alle talte med. Det skabte et kontinuerligt pres, da man blev vurderet løbende, i stedet for kun til en afsluttende eksamen, som i Danmark. 

Det krævede konstant engagement og gjorde, at der var mindre tid til fritid, da man altid skulle være forberedt og deltage aktivt i undervisningen for at opretholde en god vurdering.

Hvad brugte du din fritid på?

I min fritid brugte jeg meget tid sammen med de venner, jeg havde fået både fra universitetet og det kollegie, jeg boede på.

Vi udforskede Tokyos mange forskellige nabolag, gik ud at spise, besøgte museer, oplevede det pulserende byliv i weekenderne, sang karaoke og tog på længere ture til andre byer i Japan.

Det var utroligt spændende at opdage steder, jeg sandsynligvis ikke ville have besøgt, hvis ikke jeg havde haft mulighed for at tale med de lokale og bruge tid på selv at udforske.

Jeg følte virkelig, at jeg fik et unikt indblik i Japan og dets kultur, både i Tokyo og i de omkringliggende områder.

Hvad var det bedste ved dit udvekslingsophold i Tokyo?

Det bedste ved udvekslingsopholdet var helt klart de mennesker, jeg mødte fra hele verden.

Det var utroligt spændende at få et indblik i, hvordan folk fra forskellige kulturer opfører sig i forskellige situationer, og det slog mig virkelig, hvor meget vi faktisk har til fælles på tværs af kulturer og nationaliteter.

Jeg har haft nogle helt fantastiske oplevelser, og især mine ture til steder som Fukushima og Kyoto står som uforglemmelige højdepunkter, som jeg aldrig glemmer.

Hvad overraskede dig ved dit udvekslingsophold i Tokyo?

Jeg blev overrasket over, hvor hurtigt jeg fandt mig til rette og skabte en hverdag. Selvom det naturligvis kræver tilvænning med anderledes mad, transport og boligforhold, tog det ikke lang tid at etablere rutiner, der fungerede for mig.

Jeg fik hurtigt en fast vennekreds og opdagede "stamsteder" som supermarkeder, kaffebarer og restauranter i mit nærområde.

Skolen blev også en væsentlig del af hverdagen, med lektier, opgaver og eksamener, som nogle gange satte andre oplevelser på pause.

En anden ting, der overraskede mig, var, hvor let det var at klare sig uden at kunne så meget japansk. De lokale var utrolig venlige og hjælpsomme, og det meste var oversat til engelsk, hvilket gjorde hverdagen meget nemmere, end jeg havde forventet.

Har du gode råd til at andre, der overvejer at tage til Tokyo?

1. Lær nogle basale vendinger på japansk – Det vil hjælpe dig i dagligdagen, især i supermarkeder og på restauranter. Japanere sætter stor pris på høflighed og anerkender din indsats for at kommunikere på deres sprog, selvom det kun er på et meget lavt niveau.

2. Overvej dine fag nøje – Tænk over, om du vil bruge nogle af fagene fra Tokyo til din videre uddannelse. Et udvekslingsophold er en fantastisk mulighed for at tage fag, du måske ellers ikke ville få ECTS-point for, så planlæg dit udvekslingsophold med det i tankerne.

3. Vær åben og deltag i sociale aktiviteter – Især i starten er det vigtigt at sige ja til så mange sociale arrangementer som muligt. Det giver dig mulighed for at opbygge et netværk og finde din plads i fællesskabet. Senere kan du nemmere vælge det fra, du ikke ønsker at deltage i, men hvis du står udenfor fra starten, kan det være svært at skabe relationer senere.

Se dine uddannelsesmuligheder i Japan her


Annoncer