Navn: Amalie Vinther
Alder: 23 år
Udvekslingsby/land/universitet:
New Castle, Australien, University of New Castle
Uddannelse i Danmark:
International Business, CBS
Hvornår rejste du?
Efteråret 2018
Hvorfor valgte du at tage på udveksling til New Castle?
Jeg har i mange år haft en drøm om at komme til Australien og opleve landet og dets kultur. Mange af mine venner, der har været i Australien, har altid udelukkende fortalt gode ting om den storslåede natur, og hvor fantastisk venlige og imødekommende befolkningen er.
Da jeg igennem CBS kunne tage på udveksling, vidste jeg straks, at jeg ville udleve min drøm om at bo på den anden side af kloden. Jeg så det som en unik mulighed for at opleve den Australske kultur og få en masse nye oplevelser. Jeg ønskede også at udfordre mig selv og overskride nogle grænser, ved at rejse så langt væk alene og skabe en hverdag i en ny og ukendt kultur.
Jeg endte med at vælge byen New Castle, da jeg ønskede at have en hverdag i en strand by og dermed prøve at leve i en mere eksotisk hverdag. Universitetet i New Castle havde også mange spændende fag, som tiltalte mig, hvilket også spillede en rolle i forhold til at vælge, hvor i Australien jeg ville hen.
Hvordan var studielivet i New Castle?
Undervisningen på universitetet i New Castle var meget anderledes, end den undervisning jeg er vant til på CBS. Vi var inddelt i klasser med færre studerende, hvor fokus lå på den enkelte elev lidt ligesom i folkeskolen. Det australske skolesystem har en meget holistisk tilgang, da man blev vurderet for ens indsats i løbet af hele semestret frem for blot én eksamensopgave. Derfor var der flere obligatoriske afleveringer igennem hele semestret, hvis karakter udgjorde en del af den endelige karakter for faget. I timerne arbejder man også tit med gruppearbejde, hvilket var en god mulighed for at skabe sociale relationer med de australske studerende. Den australske befolkning er enormt søde og imødekommende, og de er generelt meget interesseret i at snakke med folk fra en anden kultur end deres.
Universitetet skabte et rum for at engagere sig socialt i de mange studenterorganisationer, bl.a. involverede jeg mig selv i en for udvekslingsstudenter. Derigennem deltog jeg i mange fede arrangementer og skabte sociale relationer til alle de andre udvekslingsstuderende. Så generelt synes jeg der er fantastiske muligheder for at skabe sig et socialt netværk både med internationale studerende og australiere.
Hvad brugte du din fritid på?
Jeg havde en hverdag, hvor jeg nød til at bo lige ned til stranden, så derfor brugte jeg den rigtig meget. Jeg brugte også meget af min tid på sjove og hyggelige sociale arrangementer med de andre udvekslingsstuderende. Vi var også gode til f.eks. at tage på små rejser fra onsdag til søndag, og fik på den måde set en masse forskellige byer i Australien. Jeg vil klart anbefale alle at rejse rundt i Australien, da det er så fedt at få et helhedsbillede af det store land og opleve på egen hånd, hvor helt enormt og alsidigt landet egentlig er. Hver gang vi tog et nyt sted hen, kom vi hjem med en ny kulturel oplevelse og en masse skønne minder.
Hvad var det bedste ved dit udvekslingsophold i New Castle?
Det bedste ved at være udvekslingsstudent i Australien er klart at have en hverdag og opleve deres afslappede og venlige kultur. Dét at leve i nuet og bo i sådan en hyggelig strand by, hvor der intet stress er. Jeg vil også sige at en vandre tur, der hedder Memorial walk, var en af de bedste og smukkeste oplevelser. Glen rock var også et go to spot, som jeg vil anbefale alle at tage til.
Hvad overraskede dig som udvekslingsstudent i New Castle?
Den faglige forskel mellem Australien og Danmark overraskede mig meget. Jeg havde ikke troet, at det ville være så anderledes at studere i Australien i forhold til Danmark. Generelt synes jeg også at selve kulturen er meget anderledes end den danske. Den er meget mere afslappet og fyldt med ro, hvilket jeg faktisk befandt mig super godt med.
Har du gode råd til at andre, der overvejer at tage til New Castle?
Jeg synes det var så fantastisk at bo helt ned til stranden. Så hvis du har mulighed for det, sørg for at bo så tæt på stranden som muligt. Der er også så utrolig mange praktiske ting, man skal have styr på i forhold til australsk visum, sundhedsforsikring mm. Der skal du huske at være ude i god tid, så du ikke pludselig står og ikke kan komme ind i landet. Jeg vil varmt anbefale alle, der tager til Australien at køre og opleve The Great Ocean Road. Jeg synes også Byron Bay er et must see. Generelt skal man bare glæde sig til at se og opleve Australiens storslået natur.