Josefine Kofoed Lassen valgte en lidt utraditionel vej, da hun skulle på udveksling fra sit leisure management studie på University College Absalon i Roskilde. Hun valgte at tage til Bali, som første og eneste dansker på universitetet Udayana University.
Drømmer du om at rejse langt væk? Måske ned til varmen? For Josefine Kofoed Lassen blev drømmen til en realitet, da hun valgte at tage på udveksling i Indonesien.
Læs med herunder, og find ud af, hvorfor Josefine valgte Bali som destination, og hvad hun fik ud af sin eksotiske udveksling.
Hvorfor er udveksling vejen frem?
Du har sikkert hørt flere gange, at udveksling er super vigtig at tage – og, at du ikke skal snyde dig selv for oplevelsen. Og den tankegang støtter Josefine fuldt ud:
”Udveksling har for mig været en af de vigtigste og bedste beslutninger, jeg nogensinde har taget. Jeg er sikker på at udveksling altid er en god idé! Et studieophold i udlandet er nemlig altid et godt boost til CV’et og ikke mindst et helt ubeskriveligt personlighedsboost.”
En udveksling giver et boost på rigtig mange fronter, hvad end du vælger at tage en destination i Europa, eller at være lige så eventyrsøgende som Josefine:
”Jeg tog min udveksling på Bali i Indonesien på Udayana University. Jeg var afsted med studieprogrammet GoBali, hvor jeg som første og eneste dansker læste et semester af business studies sammen med medstuderende fra hele verden.”
Bali som udvekslingssted
Hvis du overvejer en lidt anderledes oplevelse under dit udvekslingsophold, så kan Josefine klart anbefale Bali:
”Bali blev mit valg, da jeg her følte at jeg fik hele pakken.
Jeg fik mulighed for at opleve en helt anden kultur, et fremmed sprog, et tropisk klima og en ø fuld af muligheder - alt imens jeg kunne læse et meritgivende semester på Udayana University og dermed holde mit studie ved lige.
Det var en livsændrende oplevelse på den virkelig gode måde! Jeg ville gøre det igen og igen, hvis jeg kunne.”
For Josefine, var Bali en helt ny verden, som stod i stærk kontrast til Danmark og Europa. Hun beskriver derfor også sin udveksling som både udfordrende, men i den grad også lærerigt. Josefine fik igennem sit ophold et unikt indblik i en helt anderledes kultur, og hun lærte at tilpasse sig.
Hun har derfor også et klart svar på, hvad det bedste ved et udvekslingsophold er, og hvorfor du bør gøre det:
”Det bedste er, at man gør det! At man tager springet ud i det uvisse med åbent sind og gåpåmod. Det er mere givende end man overhovedet kan forestille sig og en oplevelse for livet.
Jeg tror ikke på, at man nogensinde vil fortryde en beslutning om udveksling. Så jeg kan kun opfordre alle til at gøre det, hvad enten man får tildelt en plads hos en samarbejdspartner, eller kaster sig ud i et freemover-ophold.”