At tage et semester i udlandet kan virke som en stor beslutning. Vejen dertil er lang og består af en række overvejelser og valg, og det er typisk her, at nogle studerende springer fra og vælger at blive hjemme.
Men for enden af, hvad der kan føles som en stejl bakke venter, hvad der muligvis kan blive en af de bedste oplevelser i dit liv!
Et semester i udlandet vil uden tvivl gavne dig både fagligt og personligt, og du vender hjem med en rygsæk fyldt med fantastiske minder og oplevelser, venskaber fra hele verdenen og et boost til dit CV.
Vi har bedt tre studerende, der selv har været på udveksling, komme med deres bud på, hvorfor du skal krydre dit liv med et semester i udlandet.
Det bliver en oplevelse, du aldrig vil glemme
Malte Cats-Abildgaard
Har studeret Erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation på Copenhagen Business School
Udveksling i Toronto, Canada
"Går du og leger med tanken om at tage på udveksling, men er du usikker på, om det er noget for dig? Du har måske allerede besluttet dig for at tage af sted, men er i tvivl om destinationen.
Der er mange tanker, overvejelser og meget forberedelse i forbindelse med planlægningen af et eventuelt udvekslingsophold, men lad det ikke være en stopklods for at tage af sted!
Mit ophold er et semester i Toronto, Canada, hvor jeg læser på Ryerson University. Det har været enormt interessant at gå på universitet her, da både undervisningen og skolemiljøet er meget anderledes end hjemme i Danmark. Jeg har selv en drøm om at flytte til udlandet efter min uddannelse, så det har været en god forsmag på, hvad der kan vente en.
Det er selvfølgelig ikke kun skolen, der er vigtig på et udvekslingsophold, men i lige så høj grad de oplevelser, du tager med hjem. Du kommer steder hen, du måske kun turde drømme om, ser ting du ikke vidste eksisterede og får minder for livet.
Et udvekslingsophold er en givende oplevelse, både fagligt og personligt. Tag imod den enestående chance det er at tage på udveksling – Du vil ikke fortryde det!"
Cille Dahl Kragh
Har studeret Humanistiske studier på Roskilde Universitet
Udveksling i Nijmegen, Holland
"Hvad jeg fik ud af at tage på udveksling? Ja, det er et godt spørgsmål, men egentlig også med et simpelt svar. Jeg fik alt ud af det! Jeg fik et stor netværk af mange skønne, dejlige og dygtige mennesker med en masse forskellige nationaliteter og endda også venskaber for livet.
Jeg har udvidet min horisont i forhold til forskellighed, men også lighed blandt alle disse mennesker og lært utroligt meget om andre kulturer. Jeg lærte at tale hollandsk og forstå et land - ikke bare igennem kulturen, men også sproget, hvilket var en kæmpe oplevelse.
Sidst, men ikke mindst har jeg gennemgået en kæmpe udvikling, der stiller mig stærkere i livet både på et professionelt plan, men i den grad også personligt. Hvis man ønsker én af sit livs oplevelser på både godt og ondt med henblik på at udvikle sig til det bedste menneske, man kan blive, kan jeg ikke andet end at anbefale at tage på udveksling! Det er stort!"
Rikke Toft Larsen
Har studeret Market and Management Antropology på Syddansk Universitet i Odense
Udveksling i i Sevilla, Spanien
"Jeg mener, at det er ærerigt at tage på udveksling af flere årsager. Først og fremmest er det vigtigt at kende til andre kulturer, og på den måde også lære at respektere andre mennesker og deres måder at gøre tingene på. Dertil kan det være lærerigt at opleve andre kulturer, politiske forhold og generelle sociale strukturer for at blive opmærksom på samme i Danmark.
Men udover det, så kan man møde en masse mennesker og dermed skabe et internationalt netværk.
I forhold til mig selv har jeg ikke været lige glad for opholdet hele tiden, men det er også med til at skabe klarhed omkring ens person, hvad man vil med fremtiden, hvilke værdier man står for og især lære at skabe værdi og gode oplevelser i nuet i stedet for at fokusere på fremtiden."
Selv de mest eventyrlystne studerende kan føle sig nervøse, når det kommer til beslutningen om at tage et semester i udlandet. Måske har du netop fundet en god studiegruppe eller mødt en sød fyr, som kan føles svær at forlade - men her er et råd til dig: Det hele er her også, når du kommer tilbage!
Tag en dyb indånding, slip din FOMO og undersøg mulighederne for et semester i udlandet. I Danmark er vi til med så heldige, at du kan tage ”overføre” dit semester og tage din SU med, så økonomien ikke behøves at være et problem.
Vi garanterer dig for, at der for hver undskyldning for at blive hjemme, findes yderligere 10 grunde til, hvorfor du skal tage af sted!
Vil du gerne vide mere om reglerne for udlandsstipendier og SU, når du læser i udlandet? Læs mere her.