Overvejer du at tage til udlandet for at studere et semester eller tage hele din uddannelse? Og er du i tvivl om, hvordan reglerne er for SU og udlandsstipendium?
Vi giver dig her information om alt, du skal vide om at studere i udlandet og dertilhørende regler om SU og udlandsstipendier. Klik på en kategori nedenfor og spring direkte ned i teksten til den information du søger.
SU til en hel uddannelse i udlandet
Du kan søge om at få din SU med til udlandet i et eller flere semestre, hvis du allerede er indskrevet på et dansk uddannelsessted. Du kan også søge om at få SU med til en hel uddannelse i udlandet.
Hvis du gerne vil tage et enkelt eller flere semestre, kan du søge om at tage din SU med. For at kunne tage din SU med til udlandet, skal du som minimum opfylde de almindelige betingelser for at få SU.
De almindelige betingelser for SU er:
- Du skal være studieaktiv på din uddannelse
- Du skal selv søge SU i minSU
- Du skal være fyldt 18 år for at modtage SU
- Du må ikke tjene for meget ved siden af din SU
- Du må ikke modtage anden offentlig støtte til dine leveomkostninger
- Du skal være dansk statsborger - er du udenlandsk statsborger, har du mulighed for at få SU, hvis du kan ligestilles med danske statsborgere.
Hvis du opfylder disse betingelser kan du søge om at få din SU med til udlandet.
Oftest stillede spørgsmål:
- Kan jeg tage min SU med til udlandet?
- Hvad betyder fuld merit?
- Skal jeg søge om at tage SU med til udlandet?
Kan jeg tage min SU med til udlandet?
Du kan tage din SU med til udlandet, hvis du er i gang med en uddannelse på en dansk uddannelsesinstitution og tager på et studieophold i udlandet.
For at kunne tage din SU og eventuelt dit SU-lån med til udlandet kræver det, at:
- Dit studieophold skal være et led i din danske uddannelse
- Din danske uddannelsesinstitution godkender, at du kan få fuld merit for dit udlandsophold
Derudover kan der være krav om, at uddannelsen er på Fast Track-listen.
Her kan du læse alt om SU reglerne i Danmark
Hvad betyder fuld merit?
Dit studieophold i udlandet skal være fuldt meritgivende for, at du kan få din uddannelse med til udlandet. At dit studieophold i udlandet skal give fuld merit betyder, at:
- Dit udenlandske studieophold skal erstatte en del af din uddannelse i Danmark i forholdet 1:1.
Dermed giver uddannelsen eller kurset dig de tilsvarende ECTS-point eller kvalifikationer, som du ville få på uddannelsen herhjemme i Danmark. Hvis dit udlandsophold ikke giver fuld merit, kan du ikke få SU under hele opholdet!
Det er dit uddannelsessted, der afgør, hvor meget merit dit studieophold i udlandet giver. Det er derfor en god idé at kontakte dit uddannelsessted i god tid for at høre, hvor meget merit du kan få.
Værd at vide om merit
Du kan kun få SU svarende til den tidsperiode, som studieopholdet giver dig merit for.
Hvis du eksempelvis er afsted på et studieophold i udlandet, der varer 1 år, men kun giver merit for et halvt års studier på din danske uddannelse, kan du kun tage din SU med til udlandet et halvt år.
Skal jeg søge om at tage SU med til udlandet?
Du skal ikke søge særskilt om at få SU med til udlandet, når først din danske uddannelsesinstitution har godkendt dit studieophold i udlandet.
Sådan søger du om at få SU:
- Hvis du allerede får SU til din danske uddannelse, vil din SU fortsat blive udbetalt som normalt under studieopholdet
- Fortæl SU-medarbejderen på dit uddannelsessted, at du skal på et studieophold i udlandet
- Send dokumentation for at du er studieaktiv til dit danske uddannelsessted
Hvis du vil tage en hel uddannelse i udlandet, kan du søge om at kunne tage din SU med til udlandet. Der findes en lang række uddannelser i udlandet, som du har mulighed for at få SU til.
Oftest stillede spørgsmål:
- Hvordan finder jeg ud af, om jeg kan min SU med til udlandet?
- Opfylder jeg betingelserne for at få SU med til udlandet?
- Hvilke uddannelser opfylder betingelserne for at blive SU-godkendt?
- Hvad hvis jeg vil studere uden for Norden?
- Hvordan bliver en uddannelse i udlandet godkendt?
Hvordan finder jeg ud af, om jeg kan få min SU med til udlandet?
Det første du skal gøre, hvis du vil tage en hel uddannelse i udlandet, er at undersøge om:
- du opfylder betingelserne for at få SU?
- den uddannelse du vil studere på, er godkendt?
En overbygningsuddannelse i udlandet, f.eks. en kandidatuddannelse (også kaldet masteruddannelse), tæller som en hel uddannelse, som du kan søge SU til.
Opfylder jeg betingelserne for at få SU med til udlandet?
Du skal undersøge om du opfylder følgende kriterier, for at få SU med til udlandet:
- Den uddannelse, du ønsker at søge SU til, skal være godkendt til SU og være på Fast Track-listen
- Hvis uddannelsen ikke er på Fast Track-listen, skal du søge om få uddannelse godkendt til Fast Trak-listen.
Derudover kan der være specifikke krav, afhængigt af om uddannelsen foregår i Norden eller uden for Norden. Vær desuden opmærksom på, at der generelt er forskellige betingelser, alt efter hvilket land, du vil læse i.
Du kan nemt og overskueligt tjekke om din uddannelse er godkendt på Fast Track-listen på egen hånd.
Fast Track listen er en liste over hele uddannelser i udlandet, der er godkendt til SU. Godkendelsen gælder 4 år ad gangen. Godkendelsesperioden fremgår af listen, og du skal være startet på uddannelsen inden for godkendelsesperioden. Er din ønskede uddannelse ikke på Fast Track-listen, skal du søge om at få den godkendt og optaget på listen.
Hvilke uddannelser opfylder betingelserne for at blive SU-godkendt?
Du skal på forhånd undersøge, om den udenlandske uddannelse, som du gerne vil gå på, opfylder betingelserne for at blive godkendt, så du kan tage din SU med til udlandet.
Der er forskellige regler alt efter om uddannelsesstedet ligger i Norden eller uden for Norden, og om der er tale om en videregående uddannelse eller en ungdomsuddannelse.
💡 SU til en hel uddannelse i og uden for Norden
Videregående uddannelse i Norden
Skal du læse en videregående uddannelse i et andet nordisk land, kan du få samme støtte, som hvis du læser i Danmark. Dette gælder følgende lande:
- Sverige
- Norge
- Finland
- Island
Videregående uddannelse uden for Norden
Skal du læse en videregående uddannelse i et land uden for Norden, kan du maksimalt få SU i fire år, hvilket svarer til 48 klip. Det betyder i praksis at du:
- Ikke kan få fuld SU til at færdiggøre både din bachelor og kandidat i udlandet
- Ikke kan få ekstra SU, hvis du bliver forsinket (for eksempel hvis du forlænger din uddannelse)
Hvad hvis jeg vil studere uden for Norden?
Vil du studere i et land uden for Norden? Så skal du være opmærksom på, at du normalt ikke kan få SU til det første år af en videregående uddannelse i udlandet, når det første år er på niveau med en gymnasial uddannelse eller en lignende almen uddannelse i Danmark.
I USA tager en bachelor eksempelvis 4 år, hvor det første år af uddannelsen er alment studieforberedende.
Hvordan bliver en uddannelse i udlandet godkendt?
For at få godkendt en uddannelse i udlandet, som du gerne vil læse, skal du sende en ansøgning om godkendelse af uddannelse i udlandet til SU-Styrelsen. Du behøver ikke at være optaget på den pågældende uddannelse for at søge om godkendelse. Du må gerne søge om, at få flere uddannelser godkendt.
✏️ 8 krav for at få en udenlandsk uddannelse godkendt til SU
- Uddannelsesstedet skal være offentligt anerkendt i studielandet
- Uddannelsen skal være offentligt anerkendt i studielandet
- Der skal være tale om en uddannelse, der kan give støtte i Danmark
- Der skal være tale om en hel uddannelse
- Uddannelsen skal være tilrettelagt som et fuldtidsstudie på hvert år af uddannelsen
- Uddannelsen må ikke være tilrettelagt som fjernundervisning
- Uddannelsen skal være af en sådan art, at den ville kunne godkendes til SU i Danmark
- Uddannelsen skal give en erhvervskompetence, der umiddelbart kan finde anvendelse i Danmark
Cirka 1 ud af 3 ansøgninger bliver ikke godkendt, og det kan derfor være en god ide at søge om godkendelse til flere uddannelser i udlandet, som du kunne tænke dig at studere på. På denne måde har du en plan b for, hvis din første uddannelse i udlandet ikke bliver godkendt.
Hvis du vil have en hel uddannelse i udlandet godkendt til SU foregår dette via minSU, hvor du skal udfylde en ansøgning. Når du har afsluttet din ansøgning i minSU, vil du modtage en kvittering på skærmen med de oplysninger, du har angivet i din ansøgning. Kvitteringen sendes også til dig via Digital Post på borger.dk.
Hvis du vil tage en del af din kandidat/master eller en hel kandidat-/masteruddannelse i udlandet kan du søge om at få et udlandsstipendium. Udlandsstipendiet skal helt eller delvist dække den studieafgift, som man skal betale på visse videregående uddannelser på udenlandske uddannelsessteder.
For at kunne få et udlandsstipendium skal dit studieophold eller hele uddannelsen:
- være på kandidat-/masterniveau. Det vil sige, at den skal være en overbygningsuddannelse til en bachelorgrad.
- have en normeret varighed på mindst et år svarende til mindst 60 ECTS-point
- være godkendt til SU og udenlandsstipendium. Tjek om din uddannelse er på Fast Track-listen i minSU. Er den det, er den godkendt til SU og eventuelt til udlandsstipendium (fremgår af listen).
- være registreret på listen over kunstneriske og kulturelle uddannelser, hvis din uddannelse hører til i den kategori.
Du skal derudover som minimum opfylde de almindelige betingelser for at modtage SU for at kunne få et udlandsstipendium. Du skal desuden have tilstrækkeligt med SU-klip og/eller slutlånsrater tilbage i dit klippekort.
Oftest stillede spørgsmål:
- Hvor lang tid kan jeg få et udlandsstipendium til?
- Hvilke studieophold kan jeg få stipendium til?
- Hvordan ansøger jeg om at få et udlandsstipendium?
- Hvilke uddannelser kan jeg få udlandsstipendium til?
- Hvilke betingelser er der for at modtage udlandsstipendium?
- Skal jeg overholde ansøgningsfristerne?
Hvor lang tid kan jeg få et udlandsstipendium til?
Der er lavet en grænse så du højst kan få udlandsstipendium i 2 år (24 måneder). Dette svarer til, at du gennemgår en uddannelse på i alt 120 ECTS-point.
Hvilke studieophold kan jeg få stipendium til?
Det er dit danske uddannelsessted, der bestemmer, om du kan få et udlandsstipendium til dit studieophold i udlandet. Der findes ikke en færdig liste over godkendte studieophold, men som udgangspunkt kan du få udlandsstipendium og udlandsstudielån til studieophold, der er led i:
- en dansk universitetsbachelor- eller kandidat-/masteruddannelse
- en kort videregående uddannelse eller en professionsbacheloruddannelse på et erhvervsakademi eller en professionshøjskole
- en videregående uddannelse på en journalist- og mediehøjskole eller ingeniørskole
- en videregående maritim uddannelse under Søfartsstyrelsen
- en Erasmus Mundus-uddannelse.
Hvordan ansøger jeg om at få et udlandsstipendium?
Du kan først ansøge om at få et udlandsstipendium, når du er optaget på din uddannelse i udlandet. Det vil sige, at du skal kunne dokumentere, at du er optaget på det udenlandske uddannelsessted. Du skal desuden vedlægge dokumentation (faktura eller kvittering) for den studieafgift, du skal betale for første udbetalingsperiode (maksimalt 12 måneder svarende til 60 ECTS-point). Dokumentationen skal være stemplet og underskrevet af uddannelsesstedet.
Endvidere skal dit danske uddannelsessted skal forhåndsgodkende, at dit udenlandske studieophold giver dig fuld merit på din danske uddannelse. Du skal vedlægge forhåndsgodkendelsen på merit, når du søger om udlandsstipendiet.
Hvilke uddannelser kan jeg få udlandsstipendium til?
Du kan søge om udlandsstipendium til hele uddannelser i udlandet på kandidat eller masterniveau, samt til studieophold/udveksling, der er en del af din uddannelse i Danmark.
Det er også muligt at søge om udlandsstipendium til den del af en integreret bachelor- og kandidatuddannelse, der er på kandidatniveau. På Fast Track-listen kan du se, om uddannelsen er godkendt til udlandsstipendium.
💡 Studieafgifter der dækkes af udlandsstipendium
Som hovedprincip dækker udlandsstipendiet og udlandsstudielånet de afgifter, som betales af Staten for danske studerende og/eller EU/EØS-borgere i Danmark.
Se den vejledende liste over, hvilke typer afgifter udlandsstipendiet og udlandsstudielånet kan dække. Listen er ikke udtømmende, idet afgifter (fees) kan hedde noget forskelligt afhængigt af uddannelse eller uddannelsessted.
Udlandsstipendiet dækker for eksempel:
- Administrationsafgift (administration fee)
- Betaling for administration (administration fee)
- Biblioteksafgift (library fee)
- Studieafgift (tuition fee)
- Optagelsesafgift (admission fee)
- Ansøgningsafgift (application fee)
- Skoleafgift (college/university fee)
- Uddannelsesgebyr (education fee)
- Indskrivningsafgift/genindskrivningsafgift (enrollment fee/re-enrolment fee)
- Laboratorieafgift (laboratory fee)
- Registreringsafgift (registration fee)
- Afgift for sammensætning af uddannelseselementer (composition fee)
Udlandsstipendiet dækker for eksempel ikke:
- Indkvarteringsafgift (accomodation fee)
- Skadesdepositum (damage deposit)
- Sygeforsikring (health/medical insurance)
- Studenteraktivitetsafgift (student activity fee)
- Studenterforeningsafgift (student union)
- Semesterbeitrag (Tyskland)
- Semesterticket (Tyskland)
- Semesteravgift til studentersamskipnad (Norge)
- Teaterbilletter (theatre ticket)
- Afgift for benyttelse af bygninger/faciliteter (use of buildings/facilities fee)
- Afgift for udskrift af eksamens-/kursusbevis (transcript fee)
- Afgift for internationale studerende (international students service charge)
- Generelle afgifter (general fees)
Hvilke betingelser er der for at modtage udlandsstipendium?
For at kunne få udlandsstipendium til en hel uddannelse på kandidatniveau i udlandet, skal du opfylde en række betingelser, herunder:
- Du skal have ret til SU
- Du skal være optaget på en dansk uddannelse
- Du skal have mindst ét SU-klip tilbage eller en slutlånsrente
- Du skal have godkendt fuld merit på din danske uddannelse
- Du skal være optaget på en udenlandsk betalingsuddannelse
- Du skal betale studieafgift til dit udenlandske uddannelsessted.
Skal jeg overholde ansøgningsfristerne?
Ja, du skal senest have søgt udlandsstipendium og eventuelt udlandsstudielån inden den uddannelsesperiode, som udlandsstipendiet og udlandsstudielånet skal gives til, er afsluttet. Udbetalingsperioden kan maksimalt være på 12 måneder.
Uddannelsesperioden fremgår som udgangspunkt af fakturaen for betaling af studieafgift. Afslutningstidspunktet vil dog kunne afvige fra tidspunktet på fakturaen ved den af følgende begivenheder, der sker først:
- du begynder et nyt semester/studieophold
- du modtager afsluttende karakter eller forhåndsgodkendelse for studieopholdet fra den udenlandske institution, eller
- du afbryder/bliver udmeldt af studieopholdet forud for den dato, studieopholdet oprindelig skulle afsluttes.
Har du andre spørgsmål?
Dette er blot nogle af de oftest stillede spørgsmål om SU og økonomisk støtte i udlandet, som vi er stødt på.
Vi opdaterer løbende guiden, men hvis du er i tvivl, eller du har specifikke spørgsmål om din SU, anbefaler vi, at du tager fat i SU kontoret på dit uddannelsessted.
Kilde: Statens Uddannelsesstøtte, www.su.dk