Nævnenes Hus - Lige ret for alle
I Nævnenes Hus samarbejder jurister, teknikere og sekretærer om at understøtte én af de bærende søjler i vort samfund: Retfærdighed. Vi arbejder for de grundlæggende principper om, at alle er lige for loven, og alle har lige adgang til loven. Dermed bidrager vi hver dag til at opretholde den retssikkerhed, som alle danskere nyder godt af men - heldigvis - sjældent tænker over.
Det gør vi ved at betjene og understøtte 19 uafhængige klagenævn med et grundigt og kompetent teknisk og juridisk forarbejde, så nævnene kan træffe afgørelser af høj kvalitet inden for kortest mulig tid til gavn for borgere og virksomheder. På den måde understøtter vi en smidig, hurtig og tilgængelig måde at løse konflikter på, når de opstår mellem borgere, virksomheder og myndigheder.
Karriere og kompetenceudvikling
Vi arbejder hver dag på at blive dygtigere, og derfor har vi fokus på kompetenceudvikling. Uanset om du kommer med en solid viden og erfaring inden for dit felt eller er nyuddannet, vil vi fokusere på, at du udvikler dig fagligt og personligt. Vi tror på, at kompetenceudvikling er vejen til effektivitet, høj kvalitet og ikke mindst arbejdsglæde.