Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Oliver Kaae Vinter, Solution Sales Specialist, Microsoft

Oliver arbejder med semi- eller højt avanceret Cloud-teknologi (Microsoft Azure) som Solution Sales Specialist.

Microsoft
Solution Sales Professional

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Hos Microsoft arbejder jeg med semi- eller højt avanceret Cloud-teknologi (Microsoft Azure). Det gælder ikke simple offload af private billeder fra ens telefon, men det kunne eksempelvis være et lignende virksomhedsscenarie, hvor tonsvis af billede materiale skubbes til skyen og processeres med Cloud-baseret Machine Learning-teknologi for at give virksomheden et bedre beslutningsgrundlag.

Min primære arbejdsopgave handler om at tale brugen af Cloud-teknologi ind hos en række af Danmarks største virksomheder og hjælpe dem på rejsen fra inspiration til slutprodukt. Selv dækker jeg 24 virksomheder på tværs af forskellige industrier.

Jeg har desuden, som en sidegevinst i mit job, fået lov til at holde gæsteforelæsninger på KEA, CBS og KU, og det er blandt andet med til at udvikle mig selv og udvide mit professionelle netværk. Jeg tror blandt andet, at disse oplæg skyldes, at teknologi i højere grad rykker ind på agendaen, hvor en virksomhed som Microsoft kan spille en afgørende rolle.  

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

Det er helt utroligt, hvad der kan lade sig gøre med teknologi, og det er rigtig spændende få lov til at være en del af det og finde ud af, hvilke scenarier der giver mening sammen med kunden - både på den korte og lange bane. Bagsiden kan være, at teknologien i dag bevæger sig hurtigere, end den nogensinde har gjort, hvorfor det i lige så høj grad er en udfordring at holde sig fuldt opdateret – hvis ikke umuligt.

Microsoft arbejder med langt de fleste største danske virksomheder, og det er en stor fornøjelse at arbejde med så mange forskellige industrier så tidligt i min karriere, da jeg på den måde får et utroligt stærkt professionelt afsæt. Samtidig kan dog være udfordrende at skulle forstå så mange industrier mere eller mindre i dybden. Ikke desto mindre er det et vigtigt element for, at teknologien bliver brugt, hvor det giver mening.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg har en kommerciel uddannelse fra CBS og for nogen kan det måske virke som en udfordring at arbejde i en højteknologisk virksomhed, men hos Microsoft er der plads til alle. I min egen rolle befinder jeg mig i et interessant spændingsfelt mellem det tekniske og kommercielle, og selvom jeg har skulle opkvalificere mig på den tekniske bane, så har jeg absolut ikke kunne undvære den kommercielle forståelse.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Microsoft?

Fokus på kunden

Det er efterhånden et fokus hos samtlige virksomheder, men det er vigtigt for mig, at det også i høj grad gør sig gældende hos Microsoft. Vi bliver tilmed opfordret til at stoppe op og stille spørgsmålstegn ved, om ens idéer nu også afspejler kundens reelle ønsker, og når jeg er ude hos kunderne er det vigtigt, at jeg fokuserer på, hvad der giver bedst mening for dem. I øvrigt er det et mantra, der ikke kun kommunikeres lokalt i Danmark, men fra Microsofts topledelse:

”If you want to be cool, don’t come to work at Microsoft. If you want to make others cool, come to Microsoft.” – Satya Nadella, CEO

Stor tiltro og autonomi

I Microsoft er der en stor tiltro til, at du leverer dit arbejde på den måde, der giver bedst mening for dig. Det giver en frihed i ens dagligdag, og det er en central faktor i min personlige udvikling. Derudover lægges der også vægt på åben ledelse, forstået således, at man kan tale åbent med ens manager om, hvad der virker og ikke virker for én, samt hvilken retning man ønsker at gå.

Et uendeligt netværk

Udover at Microsoft Danmark i sig selv er en stor organisation, så har man et hav af kollegaer på verdensplan. Flere af de kollegaer møder man tidligt i sin karriere på diverse rejser og konferencer uden for Danmarks grænser, og dermed skaber man sig allerede et globalt netværk tidligt i sin karriere. Det netværk bruger jeg personligt også i min dagligdag – enten som en fast kadence med en kollega i samme rolle fra et andet land, hvor vi diskuterer succes og fejltrin eller korte henvendelser, hvis man er i tvivl om en given fremgangsmåde eller lignende.

  • Hvorfor er Microsoft en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

Nogle vælger måske Microsoft, fordi det er én af verdens største og mest værdifulde virksomheder, men for mig handler det i højere grad om, at vi spiller en større og større rolle på agendaen hos andre virksomheder på grund af den teknologiske indsigt og viden, vi har. Det er fedt, at det digitale og teknologiske prioriteres højt på CxO agendaen, og jeg er stolt af at være på det tog, der reelt er med til at sætte retningen for, hvad der kan lade sig gøre nu her og i fremtiden.

Derudover gør virksomhedens størrelse også, at der stort set ikke er begrænsninger for, hvor og hvad du gerne vil arbejde med, og det er rigtig vigtigt for mig.

Læs mere om Microsoft Danmark

Mød andre kandidater fra Microsoft Danmark


Annoncer