Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Lars Holdensen, Chefkonsulent, Landbrug & Fødevarer

Mød Lars, der er Chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer. En del af Lars' arbejdsopgaver er at sikre de rammevilkår, der kan understøtte udvikling af økologisk produktion.

Landbrug & Fødevarer
Chefkonsulent
  • Lars Holdensen
  • 46 år
  • Ansat siden 2010
  • Cand. Agro ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg arbejder med regel- og politikudvikling inden for den økologiske produktion. Jeg arbejder altså for at sikre de rammevilkår, der kan understøtte udvikling af den økologiske produktion for vores økologiske landmænd og vores virksomheder, som producerer økologiske varer. Er der forhold, der spænder ben for den udvikling eller regler, der fx giver danske producenter dårligere konkurrencevilkår, så er der brug for at få ændret forholdene.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

Det er at udvikle regler og politikker, der understøtter udviklingen af den økologiske produktion. Det gælder både i forhold til national lovgivning og i forhold til EU-lovgivningen. Konkret kan det være at udvikle forslag til en regel- eller praksisændring sammen med vores bagland af landmænd eller virksomheder og så sikre, at forslaget kan dokumenteres og præsenteres så effektivt, at ændringen kan vedtages. Det kan være temmelig udfordrende at få ændret EU-regler, men processen er altid spændende, og når det lykkes at få sat et dansk aftryk,  er følelsen ret god.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Arbejdet med økologi går på tværs af de forskellige produktionsgrene, så jeg bruger bredt min generelle indsigt i landbrugsproduktionen og min generelle viden om biologiske processer. Selvom mit arbejde oftest understøttes af de helt specifikke eksperter (fx en fjerkræekspert eller en miljøekspert) er indsigten fra min agronomuddannelse helt essentiel.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Landbrug & Fødevarer?

1. At jeg kan følge og tilslutte mig organisationens overordnede formål, retning og dagsorden

2. At den daglige arbejdsdag er alsidig og tilpas udfordrende

3. At mine kolleger og min ledelse er gode, og at jeg løbende kan udvikle mig på arbejdspladsen.

  • Hvorfor er Landbrug & Fødevarer en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

Der er mange relevante dagsordner at løfte, og gennem Landbrug & Fødevarer kan jeg være med til at gøre en forskel. Kompetencerne på Axelborg og i Skejby er enorme og organisationens troværdighed bidrager til at muliggøre de politiske resultater.

Læs mere om Landbrug & Fødevarer

Mød andre kandidater fra Landbrug & Fødevarer


Annoncer