- Stine Smed
- 31 år
- Ansat siden 2019
-
Kandidat i Kommunikation og Performance Design, RUC
-
Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?
Jeg arbejder i Customer Care, hvor alle kundehenvendelser bliver håndteret. Sammen med mine kollegaer varetager jeg alt fra faste abonnementsordninger til ad hoc-ordrer, som kan være alt fra at booke en maler til at finde den perfekte drag queen til en firmafest.
Udover at være en del af driften har jeg to ansvarsområder; Good Mondays Piccoline-service og Fully Stocked-servicen. Det er mit ansvar at ansætte, oplære og koordinere alle piccolinernes opgaver og alle de kunder, hvor de varetager eller hjælper med driften af kundens kontor. Sammen med piccolinerne hjælper jeg med at sikre, at kunden har de mest optimale løsninger til deres kontorer.
Udover piccoline-servicen er mit ansvar også Fully Stocked-servicen, som sikrer, at vores kunder aldrig mangler noget på deres kontor. Her spiller piccolinerne en meget aktiv rolle i at sikre et godt samspil mellem vores systemer, og hvordan lageret fysisk fungerer hos kunden.
-
Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?
Jeg er drevet af at arbejde med og for mennesker. Det at få lov til at have ansvaret for alle Good Mondays fantastiske piccoliner er det allerbedste ved mit job. At vi sammen bygger et serviceorgan, som støtter op omkring det at være en tech virksomhed, er utrolig spændende.
Derudover er det et stort privilegium at få lov til at være med til at udvikle medarbejdere, og hele tiden få dem til at opleve en stor success med det, de gør i deres hverdag.
-
Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?
Jeg har en kandidat i kommunikation og performance design fra Roskilde Universitet. Jeg har siden min bachelor været i jobs, hvor jeg har haft mulighed for at afprøve teori i praksis, og det synes jeg har været utrolig lærerigt. Hver dag bruger jeg bruger de værktøjer, som 5 års kommunikationsundervisning og teori har givet mig i kombination med mine mere end 13 års erfaring fra servicefaget. Det har givet mig en god og solid værktøjskasse i forhold til at kunne bidrage og håndtere både intern og ekstern kommunikation.
Jeg valgte at fokusere på den del af performance design, der har med oplevelsesøkonomi at gøre, og det har vist sig at supplere kommunikationsteorierne virkelig godt. De teorier og casestudies, jeg har arbejdet med, har hjulpet mig til at arbejde med “kunden i centrum”, dvs. hvordan det er, man arbejder med den berømte 360-grader kundeløsning.
Hele min værktøjskasse er i spil hver dag, og jeg synes, at det er vidunderligt at være i et job, som både er så alsidigt og udfordrende, at jeg skal bruge alt, hvad jeg har lært fra begge mine faglige spor.
-
Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Good Monday?
1. At gå efter at finde den bedste løsning hver gang.
2. At have en god kommunikation til både kunder, leverandører og kollegaer.
3. At jeg bliver udfordret hver dag, så jeg hele tiden kan levere det bedste.
-
Hvorfor er Good Monday en attraktiv virksomhed for dig at arbejde hos?
Good Monday er lige nu first mover på et område, som ingen andre har givet sig i kast med. Det betyder, at vi lærer noget nyt hver dag. Det at arbejde i servicefaget er noget, jeg kender ud og ind, men at skulle levere service som en tech virksomhed er super spændende og lærerigt.
Utrolig mange tech-virksomheder krydser hele tiden grænsen mellem at være en tech- og en service-virksomhed. Det er en utrolig svær balancegang, som ikke kun handler om, hvordan man som virksomhed skal agere overfor sine kunder. Det handler også om, hvordan ens leverandører skal agere, og det gør opgaven mere kompleks. Hvordan leverer man god service, nærvær til sine kunder og de allerbedste løsninger, når alt foregår via en digital platform?
Det er motiverende og super spændende at skulle finde ud af det sammen med et team af virkelig dygtige kollegaer og utrolig engagerede leverandører. Det at skulle vende alle tilgange og processer på hovedet og anskue dem på en ny måde er uden tvivl årsagen til, at jeg takkede ja til at starte hos Good Monday tidligere på året.