Forsvaret - En af Danmarks største offentlige arbejdspladser
Forsvaret er en af Danmarks største offentlige arbejdspladser med ansatte inden for mange forskellige faggrupper – både militære og civile. Forsvaret bidrager til at forebygge konflikter og deltager i fredsbevarende og fredsskabende indsatser i hele verden. Forsvaret råder over Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet og løser opgaver i Danmark, i Rigsfælleskabet og udsendt i internationale missioner.
Hovedparten af de ansatte i Forsvaret udgøres af de ca. 14.700 medarbejdere, der bærer uniform i det daglige. Blandt de militære medarbejdere er der mange forskellige fagligheder og niveauer, fx officer, sergent og konstabel. Ud af Forsvarets i alt ca. 19.500 medarbejdere bærer de ca. 4.800 ikke uniform. Det er jurister, elektrikere, mekanikere, kokke, læger, socialrådgivere, ingeniører, journalister, it-folk m.v., der har valgt en lidt anderledes arbejdsplads i nogle usædvanlige omgivelser. Uden dem ville den militære maskine ikke kunne køre – både inden for og uden for Danmarks grænser.
Faglig og personlig udvikling
Som ansat i Forsvaret kan du forvente et stærkt fællesskab og fokus på din faglige og personlige udvikling. Forsvaret er en arbejdsplads, som er præget af en høj grad af professionalisme og engagement. Du vil som medarbejder blive udfordret og få masser af muligheder for at afprøve dig selv, ikke mindst i forbindelse med eventuel udsendelse i internationale missioner.