- Elisa Corydon-Petersen
- 27 år
- Ansat siden 2016
- Cand.Merc. Økonomistyring (AAU)
-
Introduktion til Postgraduate-progammet i Danfoss
Postgraduate programmet er struktureret over en to årig periode med fire projekter af et halvt års varighed. Mindst et af de fire projekter foregår i udlandet, men programmet planlægges individuelt, så kun det første projekt er tilrettelagt på forhånd for kandidaten – hvilket giver mulighed for at skræddersy indholdet efter profil og interesse.
Der findes forskellige fagligespor inden for postgraduate programmet i Danfoss, hvor jeg er ansat inden for det finansielle. Programmet sikrer, at jeg får erfaring med at arbejde med Danfoss’ økonomi fra mange perspektiver - lige fra ERP data controlling henover forretningstyrring til koncern finans.
-
Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?
Jeg er på nuværende tidspunkt i gang med mit tredje projekt, som foregår i Corporate Finance. Jeg arbejder med udvikling af en optimeret rapport for den månedlige globale controlling i alle Danfoss’ legale enheder, ensretning af rapportering af udvalgte fokusområder og derudover sidste skridt i en finansiel integrering af et opkøb. Mine tidligere projekter har været mere kommercielle og forretningsunderstøttede, og programmet sikrer netop en bredde i kandidaternes finansielle viden.
-
Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?
De specifikke opgaver varierer fra projekt til projekt, men for mig har det mest spændende været muligheden for at gå ind og påvirke, hvordan ting bliver gjort i en global virksomhed direkte efter at have færdiggjort universitetet. Derudover har jeg kørt flere tværfaglige projekter, hvor et samarbejde mellem eksempelvis kvalitet og finans har sikret en mere holistisk tilgang til en problematik, hvilket jeg synes var givende. Udover, at det faglige er udfordrende, har den kompleksitet, der er i en global virksomhed, og de mange stakeholders, der er, givet en ekstra dimension.
-
Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?
Jeg har en kandidatgrad i økonomistyring og udover den håndgribelige finansielle baggrundsviden, arbejder jeg meget med at se sammenhænge, og det at arbejde med stor kompleksitet, hvilket også var fremtrædende på studiet.
-
Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Danfoss?
At jeg har muligheden for at arbejde med store udfordringer og får den nødvendige støtte til at lykkedes med dem. At der er en kultur, hvor det er okay at fejle, så længe man lærer af det, og at jeg har indflydelse og ansvar.
-
Hvorfor er Danfoss en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i?
Danfoss er meget åben for personer med drive og ambitioner, og de fleste projekter får støtte, hvis de bakkes op med en god argumentation. Derudover har Danfoss et stærkt fokus på fastholdelse af talent og personlig udvikling, og skulle den udvikling vise sig at føre dig over i andre områder af forretningen - selv funktionsmæssigt, er det også en mulighed.
Derudover har jeg haft mulighed for at arbejde sammen med nogle fantastiske mennesker, der er faciliterende og åbne for nye synspunkter, og som kan give den viden, man mangler som ny, og samtidig er klar på en kop kaffe og et godt grin.