- Rex Andersen
- Ansat siden 2001
- HD i afsætningsøkonomi og MBA i strategi og ledelse
-
Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?
Jeg er chef for marketingafdelingen på Campus Vejle. I marketingafdelingen laver vi reklamematerialer og vedligeholder skolens online platforme – både hjemmesider og sociale medier. Ud over at lede de to grafiske medarbejdere, der er i min afdeling, arbejder jeg i det daglige med medieplanlægning, PR, samarbejde med trykkerier, reklamebureauer og kreativ udvikling.
-
Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?
Især kampagneplanlægningen og forhandlingen med eksterne samarbejdspartnere er spændende. Det handler jo om at skabe gode resultater baseret på den viden, man har om målgrupper, medier og mediepriserne, så skolen får mest muligt for de penge, vi bruger på markedsføring.
-
Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?
En stor del af den tankevirksomhed, der er forbundet med kampagneplanlægning og kreativ udvikling af budskaber og indhold har jo afsæt i den teoretiske og faglige ballast, jeg har med fra mine uddannelser. Jeg har læst Markedsføringsøkonom, HD i afsætningsøkonomi og MBA i strategi og ledelse. På disse uddannelser lærer man, hvordan markeder fungerer, hvilke ting der har betydning for målgruppen, for konkurrencen og for klimaet i en branche. Det er væsentlige ting at have med i overvejelserne, når man arbejder med markedsføring af uddannelser.
-
Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Campus Vejle?
Den store grad af selvledelse og selvbestemmelse er vigtig for mig. Frihed, ansvar og tillid fra dem jeg arbejder sammen med og selvfølgelig spændende arbejdsopgaver.
-
Hvorfor er Campus Vejle en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i?
Campus Vejle er attraktiv af mange årsager. Det er svært at sætte den ene årsag over den anden, men nogle af de ting, der gør Campus Vejle til en attraktiv virksomhed at arbejde i er, at det er en arbejdsplads i bevægelse. Vi udvikler os hele tiden – både i nye tiltag og forretningsmuligheder – men også i måden vi gør tingene på. Det når aldrig at blive rigtig kedeligt, for der er altid noget nyt, man skal lære og forholde sig til. Og så er det attraktivt og meget tilfredsstillende at arbejde et sted, hvor vi bruger mange kræfter på at flytte unge mennesker både fagligt og personligt – og se de unge mennesker vokse og udvikle deres potentiale.