Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Caroline Søltoft Friis, Arbejds- og ansættelsesret, Bruun & Hjejle

Mød Caroline Søltoft Friis, der arbejder i Bruun & Hjejles afdeling for Arbejds- og ansættelsesret. Her kan du læse mere om, hvad Carolines arbejde indebærer af opgaver.

Caroline
  • Caroline Søltoft Friis
  • 27 år
  • Ansat siden oktober 2017
  • Cand.jur. (KU)

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg arbejder i Bruun & Hjejles afdeling for Arbejds- og ansættelsesret, hvor vi rådgiver om transaktions- og procesrelateret HR. Vi understøtter derfor ofte nogle af husets andre afdelinger, som f.eks. M&A og Fast ejendom, og vores arbejde består blandt andet i at hjælpe vores klienter med ansættelsesretlige problemstillinger i forbindelse med køb og salg af virksomheder, outsourcing, reorganisering og ledelsesændringer. 

Mine primære arbejdsopgaver spender bredt og består bl.a. i at udarbejde og fortolke ansættelseskontrakter og incitamentsprogrammer samt generel ansættelsesretlig rådgivning af danske og udenlandske virksomheder om alt fra ansættelser, afskedigelser og udstationering af medarbejdere til mere praktiske ’hverdagsproblemstillinger’ såsom håndtering af den nye ferielov.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

På et område som ansættelsesret, der udvikler sig konstant, er det vigtigt at vi løbende hjælper vores klienter med at optimere deres HR-processer. Der kommer ofte ny regulering på området og arbejdsmarkedet forandrer sig, så derfor en af vores vigtigste opgave at oversætte den komplekse jura til praktiske løsninger, som klienten kan bruge.

På mange sager arbejder vi i teams, der går på tværs af specialerne i huset, hvilket jeg synes er fedt. På den måde bruger vi hinandens forskelligheder og styrker til at finde den bedste løsning for klienten.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

På jurastudiet bliver man god til metodebeherskelse og begrebsforståelse og til at se sammenhængen mellem det faktiske problem og den bagvedliggende jura. 

Jura handler i høj grad om at kunne sætte sig ind i komplekse forhold. Det drejer sig om at kende til, hvilke udfordringer erhvervslivet står over for, eller hvordan man bedst kommunikerer jura på en forståelig måde til ikke-jurister.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Bruun & Hjejle?

Det allervigtigste for mig er, at jeg kan udvikle mig og fordybe mig i udfordrende og varierende sager, samarbejde med dygtige og kompetente kollegaer på tværs af afdelinger, og at der er et godt socialt og fagligt fællesskab i huset.

  • Hvorfor er Bruun & Hjejle en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

Det, der er rigtig godt ved at være både studerende og fuldmægtig i Arbejds- og Ansættelsesret hos Bruun & Hjejle, er, at du altid får feedback på de opgaver, du afleverer, så du lærer af dine fejl og udvikler dig. Mine kolleger er dygtige og lærer gerne fra sig. Teamet er ikke så stort, så man er tæt på både partnere og advokater. Samtidig er der et godt sammenhold og sociale aktiviteter i mit eget team og på tværs af hele huset året rundt – både i forbindelse med arbejdet og efter arbejdstid.

Læs mere om Bruun & Hjejle

Mød andre fuldmægtige fra Bruun & Hjejle


Annoncer