At arbejde med dyr kan være utrolig givende. Hvad end du drømmer om at arbejde i en zoologisk have, med forsøgsdyr eller i en dyrehandel, skal du have helt styr på, hvad dyrene har brug for af pasning og pleje.
Bliv klædt på til at arbejde med dyr, med en uddannelse som dyrepasser. Dyrepassere har mulighed for at finde et job mange forskellige steder, alt efter hvad du drømmer om at arbejde med.
De fleste tænker nok på zoologisk have, når de tænker dyrepasser, men faktisk kan du også komme til at arbejde professionelt med heste, akvarier, forsøgsdyr og dyrehandler.
Hvis du drømmer om en hverdag med pasning og pleje af dyr i forskellige størrelser, så er dyrepasseruddannelsen lige noget for dig.
Efter endt uddannelse kan du arbejde som dyrepasser ved dyrehandler, laboratorier, dyreparker og zoologiske haver.
Hvad laver en dyrepasser?
En dyrepassers arbejde handler om at fodre, passe og pleje dyrene, samt at sørge for, at deres habitat ligner den virkelige verden så meget som muligt.
Derfor kræver det også, at du har en god fysik, og et indstillet på at tage fat, da arbejdet hovedsageligt består af krævende opgaver, fodring og udmugning.
Derudover skal du selvfølgelig være glad for dyr, men du skal også have et realistisk natursyn, hvor du ikke knytter dig for tæt til dyrene.
Dyrepasser uddannelsen
Under din uddannelse får du en grundlæggende viden om professionel pleje, pasning og avl. Du lærer du om forskellige dyrearter, og deres adfærd. Hvordan du følger foderplaner, skovler møg, holder orden, laver research, tænker kreativt og tager ansvar for dyrenes ve og vel.
Derudover lærer du om sikkerhed, så du ikke kommer til skade, ligesom du opnår viden om dyrenes anatomi, organer, bevægeapparat og optagelse af næringsstoffer.
💡 Sådan er dyrepasseruddannelsen opbygget
Uddannelsen til dyrepasser er en erhvervsuddannelse, der har en varighed på alt mellem 3 år og 2 måneder og op til 4 år og 6 måneder.
Uddannelsen består af et grundforløb 1 og/eller grundforløb 2 samt et hovedforløb.
Grundforløb 1
Hvis du vil begynde direkte efter 9. eller 10. klasse, skal du starte på grundforløb 1, som varer 20 uger (et halvt skoleår). Her vælger du en fagretning, som giver dig bred viden og grundlæggende færdigheder.
Efter grundforløb 1 skal du fortsætte på grundforløb 2.
Grundforløb 2
Grundforløb 2 har ligeledes en varighed af 20 uger, og her får du et mere dybdegående indblik i dyrenes verden. På grundforløb 2 arbejder du målrettet med fag og praktiske opgaver, specifikt rettet i mod det hovedforløb, du skal på bagefter.
Hovedforløb
På hovedforløbet veksler du mellem at være på skolen og være ude ved din læreplads. Det er desuden her, du for alvor dykker ned i din specialisering, hvor du kan vælge mellem følgende:
- Dyr i zoologiske anlæg
- Forsøgsdyr
- Dyrehandel
- Hestemanager
Dit specialeområde er med til at afgøre varigheden af din uddannelse, ligesom dit valg af speciale også kan have betydning for dine fremtidsmuligheder.
Du kan som sagt afslutte uddannelsen som dyrepasser med speciale i dyr i zoologiske anlæg, forsøgsdyr, dyrehandel eller som hestemanager.
Valg af speciale
Dyr i zoologiske anlæg
Som titlen på specialet antyder, så handler denne vej om dyr i fangenskab. Her lærer du om de særlige krav, der bliver stillet til denne form for arbejde med dyr. Du lærer ligeledes om dyrenes adfærd, og om opgaver såsom fisk i akvarier.
Forsøgsdyr
Dette speciale lærer dig om sundhed og sygdom hos forsøgsdyr. Du lærer, hvordan man registrerer sine iagttagelser, og du lærer om regler og lovgivning.
Dyrehandel
Hvis du gerne vil arbejde i en dyrehandel efter uddannelsen, er der mange forskellige typer opgaver, som du skal være klar på at varetage.
Du lærer at fodre, passe og pleje butikkens dyr. Ligesom at du også lærer om kundebetjening, vejledning og salg.
Hestemanager
Hvis du gerne vil arbejde specifikt med heste, så er dette retningen for dig. Her lærer du om hestes sundhed og sygdomme og om pasning og træning. Du lærer også om indretning af stalde og folde.
Hvor kan du læse til dyrepasser
Du kan læse til dyrepasser på flere uddannelsesinstitutioner rundt omkring i Danmark. Hovedforløbet kan som udgangspunkt tages to steder i landet, nemlig Kolding og Roskilde, mens grundforløbene udbydes flere steder i landet.
Du kan tage grundforløbene på følgende uddannelsesinstitutioner:
- Jordbrugets UddannelsesCenter (Mårslet)
- HANSENBERG (Kolding)
- Kold College (Odense)
- Roskilde Tekniske Skole (Høng og Roskilde)
Fremtidsmuligheder som dyrepasser
Med en uddannelse som dyrepasser har du gode muligheder for fremtiden. Både hvad angår karriere, men også når det kommer til mere uddannelse.
Dyrepasseruddannelsen giver nemlig adgang til flere videregående uddannelser på fuld tid. Uanset hvilket speciale du vælger, har du for eksempel adgang til erhvervsakademiuddannelsen til Jordbrugsteknolog.
Derudover har du mulighed for at opkvalificere dig via AMU kurser eller akademiuddannelser. Du har med andre ord muligheden for at forme din fremtid i præcis den retning, der passer til dine ambitioner og drømme.