Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Mød Mie fra Den Europæiske Filmhøjskole

Her kan du læse mere om, hvorfor Mie valgte Den Europæiske Filmhøjskole, hvad hun synes om opholdet, hvordan en typisk dag ser ud på EFC og meget mere.

Mød Mie fra Den Europæiske Filmhøjskole | Læs mere her

Det kan være svært at tage valget om, hvilken højskole der passer bedst til dig og dine interesser. Her får du indsigt i hverdagen på en højskole direkte fra en elev. Her giver Mie dig nemlig et indblik i, hvordan hverdagen ser ud på Den Europæiske Filmhøjskole. Hun fortæller samtidig lidt om, hvorfor hun ville på højskole, og hvorfor valget faldt på lige netop Den Europæiske Filmhøjskole. Få slutteligt Mies bedste råd til dig, der overvejer at tage på højskole.


Hvilken højskole går du på?

Jeg går på Den Europæiske Filmhøjskole/European Film College. Jeg har haft manuskriptskrivning (screenwriting), producing og dokumentar.

Hvorfor valgte du netop Den Europæiske Filmhøjskole?

Jeg brændte fast i det “traditionelle” uddannelsessystem, men jeg ville stadig gerne lære for læringens skyld. Samtidig har jeg altid elsket at fortælle historier, og film- og TV-branchen blev tillokkende i gymnasiet. Så da jeg hørte om EFC, lød det som et perfekt match!

Hvordan er fællesskabet på Den Europæiske Filmhøjskole? 

EFC er en international skole, og der er mange forskellige kulturer her. Jeg har aldrig rigtig passet ind i den almindelige danske ungdomskultur, og den smitter af på de andre elever, hvilket jeg ikke helt havde forventet. Jeg har aldrig rigtig haft det nemt med at være social, og det er hårdt på højskole - men lærerne og ledelsen på skolen har været så gode til at støtte, hvor det har været nødvendigt. De andre elever er venlige, og det var ikke svært at finde nogen, jeg kunne begynde at snakke med.

Med tid og tålmodighed har jeg fundet nogle venner, der gør hverdagen nemmere. Der er stadig svære perioder, men jeg tror, det er værdifuldt at lære også at navigere i dem. Hvis man er åben og prøver at være sig selv, se stemningen an og lytter til sin mavefornemmelse, kan man blive virkelig positivt overrasket.

Hvordan ser en typisk dag ud for dig på Den Europæiske Filmhøjskole?

Skolen er - som nævnt tidligere - international, så vi taler engelsk både i og udenfor timerne. Vi har nogle lange dage, men jeg gør mit bedste for ikke at vågne kun 5 minutter før morgenmaden! Spisesalen ligger lidt væk fra skolens elevværelser, så det er hurtigt i bad og udenfor. Hvilket egentlig er fint - så er man friskere. Efter morgenmaden er der ca. 20 minutters fritid, så morgenholdet i køkkenet kan nå deres pligter, og så er det morgensang og -samling. Det er ofte eleverne, der står for dem, og jeg synes selv det er super sjovt at få lov til at fortælle mine medstuderende om ting, der interesserer mig!

Undervisningen varierer meget fra hold til hold. Nogle er meget selvstændige med vejledning fra læreren, mens andre er mere strukturerede - det er ofte de tekniske, hvor der er meget konkret, der skal læres, fx lys eller klippeprogrammer. Nogle gange har vi fri over middag, og så er der en obligatorisk screening i skolens biograf om eftermiddagen eller aftenen.

Fritid er en værdifuld ting, og det kræver lidt øvelse at sørge for, den bliver brugt så godt som muligt! Nogle gange skal hjernen slås fra, og så binger jeg og nogle venner en serie i TV-stuen - andre gange har jeg bare brug for at komme af med hverdagens kunstneriske frustrationer, og det sker for mig enten i fitnesscenteret lige rundt om hjørnet eller med DnD om aftenen!

Højskole er en utrolig god læringsmulighed på flere områder: Den åbenlyse er selvfølgelig det, man lærer i undervisningen, men der er også meget personligt at lære.

Hvad er det bedste ved opholdet på Den Europæiske Filmhøjskole?

For mig har det bedste ved opholdet været, hvor meget, jeg har lært. De bedste dage har været dem, hvor jeg kan pege på noget konkret og sige; “det kunne jeg ikke, da jeg stod op i morges!” Det er en vanvittig stejl læringskurve, men det er det hele værd, og jeg føler, jeg er blevet meget bedre klædt på til at komme derhen, jeg gerne vil være.

Skal du på studietur med Den Europæiske Filmhøjskole?

Vi skal på studietur til Berlin filmfestival i slutningen af februar. Vi har ikke været afsted endnu, men jeg glæder mig!

Hvorfor vil du anbefale andre at tage på højskole og har du nogle gode råd?

Højskole er en utrolig god læringsmulighed på flere områder: Den åbenlyse er selvfølgelig det, man lærer i undervisningen, men der er også meget personligt at lære. Jeg tog afsted for også at rykke mine grænser ift. andre mennesker og lære, hvornår nok er nok for mig selv. Jeg tror, at uanset hvem du er, så er et højskoleophold et godt valg, især hvis du kan være åben og er villig til at arbejde med dig selv.

 

Er du interesseret i at gå på Den Europæiske Filmhøjskole?

Læs mere om Den Europæiske Filmhøjskole

Michelle Hjorth

Michelle Hjorth

Digital Content Specialist (Vis mere)
Michelle arbejder som Digital Content Specialist hos studentum.dk, hvor hun blandt andet har fokus på at skrive artikler og guides, der forhåbentlig kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse og blive klogere på dine mange muligheder. Michelle er uddannet med en Professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness. (Mindre)

Omkring

Michelle arbejder som Digital Content Specialist hos studentum.dk, hvor hun blandt andet har fokus på at skrive artikler og guides, der forhåbentlig kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse og blive klogere på dine mange muligheder. Michelle er uddannet med en Professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness.

Annoncer