Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Mød Albert fra Gymnastikefterskolen Stevns

Albert fortæller her lidt om sin tid som elev på Gymnastikefterskolen Stevns. Få for eksempel indblik i hverdagen og faciliteterne på efterskolen.

Mød Albert fra Gymnastikefterskolen Stevns

Jeg har altid hørt rigtig meget godt om at gå på efterskole, og det var særligt fællesskabet og det sociale, der tiltrak mig. Jeg synes, at det lød rigtig fedt, at man er sammen med så mange unge mennesker hele tiden. Jeg havde en ven, som skulle på Stevns, og da han fortalte om den, så synes jeg, at det lød så godt, at jeg besluttede mig for, at her ville jeg også gerne gå.

Det er ikke noget problem, at man kender én eller flere på den efterskole, man har valgt. Jeg synes faktisk, at det var rart at vide, at der ville være én, jeg kendte, hvis jeg nu fik brug for at gå til ham. Det var med til at give noget tryghed, inden jeg startede, men da vi først var begyndt på skolen, så kom det hele af sig selv, og jeg fik slet ikke behov for det. Jeg er selvfølgelig glad for, at han også skulle starte, og at vi går her sammen nu, men jeg synes også, at det er rart, at jeg ikke kendte 10 mennesker i forvejen. Hvis jeg havde gjort det, havde jeg måske ikke været ligeså åben over for de andre, og jeg synes, at det er vigtigt, at man tager på efterskole for at møde nye mennesker og få andre venner.

Jeg har et meget mere personligt forhold til mine lærere på efterskolen, end jeg har haft til mine lærere i folkeskolen. Her føles det næsten mere som om, at de er blevet en slags nye venner.

Stevns er den perfekte efterskole for dig, der godt kan lide gymnastik og spring. Faciliteterne er i top, og lærerne er helt suveræne til at undervise og lære fra sig. Det er første gang, at jeg går til spring, og jeg er allerede blevet helt vildt bidt af det. Selvom det er en gymnastikefterskole, så er der flere som mig, der aldrig havde sprunget, før de kom her. Derfor er det slet ikke noget problem, hvis du ikke har erfaring, for det kommer virkelig hurtigt, og det handler i virkeligheden også bare om at have det sjovt.

Er du interesseret i at gå på Gymnastikefterskolen Stevns?

Læs mere om Gymnastikefterskolen Stevns