Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Rusturen: Den bedste start på dit nye studie

En rustur er den bedste start på dit nye studie. Er du i tvivl om hvorfor det er så vigtigt? Vi har talt med to studerende og en introvejleder.

Rusturen: Den bedste start på dit nye studie | Se mere her

At starte på et nyt studie er uden tvivl en kæmpe mundfuld. Ikke nok med, at det er begyndelsen på et nyt kapitel i dit liv, du skal også til at indgå i en ny social sammenhæng.

Dit sociale netværk på studiet er alfa omega for din trivsel. Det er derfor vigtigt, at du investerer i det sociale liv på studiet.


En god måde at starte studiet på og komme tæt på sine medstuderende, er ved at tage med på rusturen, hvor nervepirrende det end må virke for dig.

Her på studentum.dk vil vi meget gerne være med til at dulme dine nerver i forbindelse med studiestart og har derfor talt med to studerende og en introvejleder, der giver dig deres bud på, hvorfor det at deltage i rusturen og introforløbet er så enormt godt for dig og dit kommende studieliv.

Albert Skyt Wilson

Erhvervsøkonomi og Virksomhedskommunikation på 1. semester på Copenhagen Business School.

"Rusturen har enorm betydning for den enkelte, nye studerende. For mig personligt endte min introperiode med at være én af de bedste perioder i mit liv, og der har rusturen spillet en enorm rolle. 

Jeg forsøgte at lære så mange som muligt at kende og prøvede altid at være aktiv og bruge tiden på at være meget energisk med mine medstuderende.

Det har gjort, at jeg nu konstant møder folk fra mit studie, som jeg uden problemer kan snakke med, hvad enten det studierelevant eller ej.

Jeg har sågar også fundet nogle studiekammerater, som jeg klingede utrolig godt med på rusturen, og det gør studiet meget lettere at overskue, at man nu har nogle andre venner at trække på i alle situationer. 

Men rusturen er ligeså meget en uundværlig oplevelse for dem, som er mere tilbageholdende, for vi blev altid tvunget ud i scenarier, hvor vi nok skulle lære hinanden at kende.

Det har gjort, at vi i forskellige situationer - i forbindelse med selve studiet - ikke længere er nervøse for at arbejde sammen med mennesker vi knap nok kender. Det er vi sådan set vant til fra rusturen."

Marie Andersen

Erhvervsøkonomi og Virksomhedskommunikation på 1. semester på Copenhagen Business School. 

"Rusturen, og generelt hele rusugen, har været enorm vigtig for min start på CBS. Hvis det ikke havde været fordet forløb, vil jeg nærmest med sikkerhed sige, at min trivsel ikke ville have været på samme niveau, som den er den dag i dag.

Dét at lære alle mine medstuderende at kende i uformelle rammer, har skabt et helt fantastisk sammenhold og har forstørret glæden om sammen at starte vores nye kapitel i vores liv. 

Vores vejleder har gjort en helt exceptionel indsats for at få alle mand med og ud af deres komfortzone. Alle har stået og været akavede og alene, og lige her har vejlederne trådt ind og hjulpet med at skabe et godt fællesskab med plads til alle.

Jeg har personligt haft mange spørgsmål inden studiestart om, hvordan det er at studere på min linje: "Er forelæserne svære at forstå?", "Er læsemængden hel enorm?" mm. Her har vejlederne været der til at besvare alle disse spørgsmål, der øger nervøsiteten til første dag man møder ind. 

Mit introforløb har gjort, at jeg på min første "skoledag" følte mig helt forberedt, afslappet og socialt inkluderet i fællesskabet på mit studie. Jeg ville ønske for alle universitetsstuderende, at de fik en lige så fantastisk og inkluderende start. som jeg har fået på HAkom på CBS."

Christina Schultz

Introvejleder på Copenhagen Business School.

"Som introvejleder er introturen noget af det, vi ser allermest frem mod. Vi bruger lang tid på at planlægge det bedste forløb med aktiviteter, der både udfordrer de nye studerende, ryster dem sammen og samtidig giver mulighed for, at de kan slappe af, åbne sig for hinanden og vise nye sider af sig selv. 

Det er blandt andet gennem disse aktiviteter og introturens intensive forløb, at det bliver tydeligt, hvordan de nye studerende smelter sammen og skaber relationer og tætte bånd med hinanden.

Det har personligt været en kæmpe fornøjelse "at stå bagved" det hele og mærke, hvordan de nye studerende dag for dag kommer tættere på hinanden, og hvordan de, som årgang, skabet et sammenhold og stærkt fællesskab.

Mit råd til nye studerende: Introturen er din gave til dig selv. Det er din mulighed for at lære alle dine fantastiske, nye studiekammerater at kende i uformelle rammer og på en anden måde, end det er muligt til forelæsninger og på studiet.

Det er også din mulighed for at lære dig selv bedre at kende og blive klogere på, hvem du er. Alt i alt er det 4 dage, der kickstarter et nyt kapitel i dit liv."


Annoncer