Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Mød en dyrepasser studerende

Uddannelsen til dyrepasser åbner op for forskellige specialer og fremtidsmuligheder. Få et indblik i dyrepasseruddannelsen her.

Mød en dyrepasser studerende

Jesper er i fuld gang med at uddanne sig til dyrepasser på Roskilde Tekniske Skole. En uddannelse, der fokuserer på at give dig praktisk erfaring, så du kan arbejde professionelt med dyr, fodring, pleje, avl og lignende.

Jesper har flere gange været i udlandspraktik og drømmer om at arbejde med ulve. Jesper giver i dette interview et dybere indblik i dyrepasseruddannelsen, hvorfor han valgte lige netop den uddannelse og meget mere.


Da Jesper havde færdiggjort gymnasiet bruge han et år på at finde ud af, hvad han gerne ville studere. Han besluttede sig for at starte på Københavns universitet for at studere Biologi, men efter 1½ år besluttede han sig for at afbryde uddannelsen.

De 2-300 sider, der ugentligt var en del af pensum, var for stor en byrde for Jesper. Samtidig flyttede han hjemmefra, så der skete rigtig mange ting, og det hele ramlede lidt sammen på daværende tidspunkt.

Vejen til dyrepasseruddannelsen

Derfor stod Jesper også med en overvejelse om, hvad fremtiden så skulle byde på. Han var glad for biologifaget, så han ville gerne finde en uddannelse, der stadig gik lidt i den retning.

Dér slog det Jesper: Han skulle da være dyrepasser! Det havde stadig med biologi og dyr at gøre, og gennem uddannelsen kunne han endda fordybe sig i de fag, han synes var spændende. Han havde læst lidt om uddannelsen ad flere omgange, og nu skulle det altså være.

Dog var det ikke uden en masse tanker, at Jesper søgte ind på dyrepasseruddannelsen. Mellem hans studier havde han nemlig været med til at starte LIDL op i Danmark, og han var endda blevet forfremmet til souschef.

Forståeligt nok var der derfor mange tanker omkring, hvorvidt Jesper skulle springe ud i det og søge ind på dyrepasseruddannelsen. Men det gjorde han, og det er en beslutning, han er rigtig glad for den dag i dag.

💡 Sådan er dyrepasseruddannelsen struktureret

Dyrepasseruddannelsen er en erhvervsuddannelse, der tager mellem 3 år 2 mdr. - 4 år 6 mdr. Varigheden afhænger af, hvilket speciale du vælger.

På dyrepasseruddannelsen kan du specialisere dig som:

  • dyrepasser - dyrehandel
  • dyrepasser - forsøgsdyr
  • dyrepasser - zoologiske anlæg
  • hestemanager

Uddannelsen består af et grundforløb 1 og/eller grundforløb 2 samt et hovedforløb. Jesper havde mulighed for at vælge et internationalt grundforløb, der gav ham 10 ekstra uger, hvor han forberedte sig på at tage til udlandet. Gennem uddannelsen var Jesper i England i fire uger.

Gennem uddannelsen får du en grundlæggende viden om professionel pleje, pasning og avl. Du bliver fortrolig med de mange forskellige dyrearter og lærer deres adfærd at kende, så du kan se, hvis dyrene ikke trives eller er blevet syge. Samtidig lærer du at passe og fodre dyrene, ligesom du lærer om dyrenes anatomi, organer, optagelsen af næringsstoffer og lignende.

Du bliver med andre ord godt klædt på til at kunne afslutte uddannelsen som dyrepasser med et af ovenstående specialer.

Praktik gennem dyrepasser uddannelsen

Gennem uddannelsen til dyrepasser var Jesper i udlandspraktik ikke bare en, men hele to gange. En givende oplevelse, som han aldrig ville være foruden.

Første gang var Jesper i praktik i Blackpool Zoo i nærheden af Liverpool i England, hvor han havde nogle fantastiske kolleger. Anden gang var Jesper så heldig at få en elevplads i Afrika, der næsten var for godt til at være sandt:

"Da jeg kom hjem og havde færdiggjort forløbet, havde jeg svært ved at finde en ny elevplads. Jeg havde så gået på grundforløb med en, der havde fået en elevplads i Afrika samtidig med, at han var blevet tilbudt en anden elevplads. Så der var jeg vildt heldig, at han spurgte mig, om jeg ikke ville have den?! Og en elevplads er jo en elevplads, så det sagde jeg pænt ’ja tak’ til," fortæller Jesper.

De to ophold har på hver deres måde givet Jesper nogle værdifulde erfaringer. Han blev også udfordret på sine personlige synspunkter, og han er meget glad for, at han tog afsted og fik den mulighed. Opholdene gjorde samtidig Jesper klogere på fremtiden:

"Det der interesserer mig mest er dyrenes adfærd, hvordan de interagerer med hinanden som gruppe. Min store drøm er dog at arbejde med ulve. Og det er også lidt det fede ved dyrepasseruddannelsen. Vi har alle sammen forskellige interesser; en i min klasse er eksempelvis helt vild med insekter. Jeg bryder mig ikke så meget om edderkopper, men jeg skal stadig kunne passe dem. Som dyrepasser skal du jo kunne passe alle slags dyr," fortæller Jesper.

Rejsen og oplevelserne gennem praktik er dog ikke slut for Jespers vedkommende. I sit næste praktikforløb skal Jesper nemlig arbejde i en safaripark, hvor han blandt andet skal køre rundt med publikum i en minibus og fortælle om dyrene. Her er han bevidst om, at han skal kende dyrene, vide hvordan de opfører sig, hvad de spiser og så videre. Et praktikophold som han - ligesom de forrige - glæder sig meget til.

Karrieredrømme som dyrepasser

Jespers store drøm er at arbejde med ulve - enten i zoo eller et sted, hvor de redder og plejer dem. Og Jesper er da også fortrøstningsfuld når det kommer til karrieremuligheder efter uddannelsen:

"Folk i udlandet er glade for vores uddannelse i Danmark, fordi vi har så meget praktik. Vi ender med at have et diplom på, at vi kan passe dyr. I udlandet er dyrepasser uddannelsen meget mere teoretisk anlagt, så det er en klar fordel for os, at vi kommer med mange års erfaring i bagagen."

Samtidig tror han på, at han kan komme med nogle andre tanker og syn på verden, end dem, der kun er uddannet i Danmark. Han håber at det kan være til hans fordel i sidste ende, da han på den måde kan skille sig ud fra de andre.

Vil du vide mere om dine løn- og jobmuligheder som uddannet dyrepasser?

Tjek vores Job & Løn sektion her

Gode råd til kommende dyrepasser studerende

For at starte på uddannelsen mener Jesper, at man selvfølgelig skal være glad for dyr - det siger sig selv. Som han tilføjer: "Der starter mange ’bunny-huggere’ på uddannelsen, som bare gerne vil redde eller kæle med dyrene. Når de så skal gøre rent og skovle lort, så går det lidt itu for dem."

Du skal med andre ord være klar på at tage fat, og være realistisk omkring, hvad uddannelsen indebærer. Det er ikke bare hygge, som Jesper forklarer det.

Der er meget lort - bogstavelig talt - og rengøring, og det skal man selvfølgelig være indstillet på. Jesper erfarede, at mange droppede ud inden grundforløbet var færdigt. Det er derfor vigtigt at sætte sig ind i, hvad studiet rent faktisk indebærer, og gerne læse op på uddannelsen inden man søger ind.

Jesper afslutter med, at det er en uddannelse, der passer godt til dig, der ikke er så boglig, men gerne vil ud og have praktisk erfaring.

Vil du arbejde med dyr? Find din drømmeuddannelse her


Annoncer