Master of International Business
-
Sydney
-
Holdundervisning
Få hele verden som arbejdsplads med en uddannelse i international handel
Det internationale erhvervsliv byder på et væld af muligheder for dig, der drømmer om at opleve verden samtidig med, at du former din karriere. Med en uddannelse i international handel giver du dig selv et perfekt trinbræt til en professionel fremtid med hele verden som din arbejdsplads. Alt efter dit studievalg og eventuelle erfaringer fra praktik, studiejob og virksomhedsprojekter, kan du komme til at arbejde med områder som:
- Marketing og kommunikation
- Strategi, handel og eksport
- Jura, ledelse og organisation
Vælger du at tage din uddannelse på engelsk, giver du dig selv et forspring, når du skal sikre dig drømmejobbet i en international virksomhed. Det samme gælder, hvis du vælger at krydre din uddannelse i international handel med et udlandsophold. Som indskrevet ved en videregående uddannelse kan du fx få støtte til at tage et semester eller praktik i udlandet som en del af din uddannelse via Erasmus + programmet.
Overvejer du at kickstarte din karriere med en uddannelse i international handel? Læs med og opdag mulighederne!
Professionsbachelor eller HA i international handel - hvilken uddannelse passer dig?
De to mest oplagte studievalg for dig, der drømmer om at arbejde med international handel er en professionsbachelor i International handel og markedsføring eller en bachelor i almen erhvervsøkonomi med toning i International business. Førstnævnte er en såkaldt top-up bachelor, hvor du bygger ovenpå en erhvervsakademiuddannelse som markedsføring eller tilsvarende. Uddannelsen varer halvandet år. Undervejs lærer du om:
- Forretningsudvikling i et internationalt perspektiv
- Virksomhedens salgsgrundlag
- Metode og videnskabsteori
Du gennemfører desuden et valgfrit tema og kommer i praktik, før du afslutter uddannelsen med et bachelorprojekt. Tager du uddannelsen på engelsk, får du titlen 'Bachelor of International Sales and Marketing Management'.
Vælger du en tre bachelor i almen erhvervsøkonomi (HA) med toningen International Business, lærer du fx om:
- Virksomhedens økonomi og samfundsøkonomiske rammebetingelser
- Erhvervsjura, regnskab, finansiering, investering og strategi
- International Marketing, entrepreneurship og forretningsforståelse
Derudover lærer du om videnskabsteori og kvantitative analyseredskaber. Uddannelsen varer sammenlagt tre år inklusiv valgfag, bachelorprojekt og eventuelt udlandsophold. Den konkrete sammensætning af fag afhænger af, hvor du tager din bacheloruddannelse i international handel.
Begge uddannelser klæder dig på til det internationale erhvervsliv. Du har også mulighed for at læse videre på en relevant cand.merc. uddannelse.
Hvor kan jeg tage en videregående uddannelse i international handel?
Du kan tage en professionsbachelor i international handel og markedsføring ved ni erhvervsakademier og professionshøjskoler:
- Cphbusiness i København
- Erhvervsakademi Sjælland i Roskilde eller Næstved
- Tietgenskolen i Odense
- VIA University College i Horsens
- IBA i Kolding
- Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg
- Erhvervsakademi Midtvest i Herning
- Erhvervsakademi Aarhus
- UCN i Aalborg
Du kan læse en HA i international business ved CBS i København eller SDU i Odense eller Kolding.
Hvilke adgangskrav er der til videregående uddannelser i international handel?
Det kræver en uddannelse som markedsføringsøkonom eller lignende at blive optaget på en professionsbachelor i international handel og markedsføring. Derudover ser uddannelsesstedet på din motivation for at gennemføre uddannelsen. Vil du søge ind på bacheloruddannelsen i International business skal du have en adgangsgivende eksamen som fx STX, HF, HHX eller HTX med følgende fag:
- Dansk A
- Engelsk B
- Matematik B
- Samfundsfag B, Samtidshistorie B, International økonomi B, Historie B eller Idéhistorie B
Har du allerede en erhvervsakademiuddannelse som fx markedsføringsøkonom, finansøkonom, financial controller, handelsøkonom eller logistikøkonom, kan du have mulighed for at få merit og forkorte din uddannelse.
Lyder en uddannelse inden for international handel som noget for dig?
I oversigten længere oppe på siden får du et overblik over uddannelser inden for international handel med toninger i markedsføring, erhvervsøkonomi og meget mere. Klik dig ind under de enkelte og find din drømmeuddannelse!