Svar:
Hej Anne
Tak for din henvendelse. Det kan sagtens lade sig gøre at tage to professionsbachelor uddannelser som fx sygeplejerske og socialrådgiver. Om og hvor meget merit du kan få afhænger af den professionshøjskole, hvor du søger ind på sygeplejerskeuddannelsen, da merit altid tildeles efter individuel vurdering. Der burde dog som minumum være gode muligheder for at få merit for hele eller dele af modul 13, der altid er tværfagligt.
For at få et bedre indtryk af dine muligheder for at få merit vil vi anbefale, at du tager direkte fat i den eller de skoler, hvor du overvejer at læse til sygeplejerske. Her finder du en oversigt over, hvor du kan tage sygeplejerskeuddannelsen. Under de enkelte skoler kan du finde kontaktoplysninger eller kontakte studievejledningen via formularen nederst på siden.
Når det kommer til SU, så har du sammenlagt 70 klip svarende til 70 måneders SU. Da du allerede har brugt ca. 42 på uddannelsen til socialrådgiver og skal bruge et tilsvarende antal til sygeplejerskeuddannelsen, mangler du således det, der svarer til ca. et års SU. Du kan dog vælge at sprede månederne uden SU lidt ud på fx sommermånederne, hvor du har ferie og går til eksamen. Derudover er der gode muligheder for at supplere din SU med vikartimer som sygeplejerskestuderende, når du har gennemført det første år på uddannelsen. Sidst men ikke mindst vil du have mulighed for at tage slutlån i op til 12 måneder.
Du kan læse mere om reglerne for SU her eller tage fat i SU-kontoret, der hvor du vil studere for at få en mere detaljeret vejledning om dine muligheder.
Jeg håber, at dette hjælper dig lidt videre i dine overvejelser. Held og lykke med det.
Mvh. Sofie, Studentum.dk