Fremtidens arbejdsmarked har brug for bachelorer

Det skal være lettere for landets universitetsstuderende at prøve kræfter med arbejdsmarkedet efter endt bacheloruddannelse.

Fremtidens arbejdsmarked har brug for bachelorer

Det skal være lettere for landets universitetsstuderende at prøve kræfter med arbejdsmarkedet efter endt bacheloruddannelse. Derfor har Uddannelses- og forskningsministeriet for nyligt lanceret bachelorløftet.

Bachelorløftet er - ifølge Tommy Ahlers - første skridt i retningen mod at skabe mere fleksible universitetsuddannelser og en kulturændring på det danske arbejdsmarked. Der er brug for forandring, fordi nye teknologier, digitalisering og automatisering skaber nye måder at arbejde på. På baggrund heraf ændres virksomhedernes behov for viden og kompetencer sig også.

Evnen til hurtig omstilling kræver mere fleksible universitetsuddannelser, der giver de studerende de kompetencer, som virksomhederne nu engang har brug for. Derfor er der også behov for at gøre det nemmere for de studerende at afprøve deres kompetencer på arbejdsmarkedet efter deres bacheloruddannelse.

Bachelorløftet er en hensigtserklæring fra virksomheder i Danmark, som tilslutter sig løftet, og dermed ser positivt på ansættelse af bachelorer. Vi har derfor taget fat i tre af de virksomheder, der har tilsluttet sig bachelorløftet for at høre lidt om, hvorfor de har valgt at indgå i løftet, og hvorfor det er vigtigt, at der sker et skifte på det danske arbejdsmarked.


Vi ønsker at spille en aktiv rolle i at skabe fremtidens talenter. Vi vil som virksomhed give de studerende de bedste forudsætninger for en succesfuld erhvervskarriere. Det ser vi, at vi kan gøre ved at indgå i bachelorløftet.

Diana Lythje Villum, head of HR ved Siemens

Hvorfor har I valgt at indgå i bachelorløftet?

Vi ønsker at spille en aktiv rolle i at skabe fremtidens talenter. Vi vil som virksomhed give de studerende de bedste forudsætninger for en succesfuld erhvervskarriere. Det ser vi, at vi kan gøre ved at indgå i bachelorløftet. Ved at tilføre de studerende erhvervserfaring tidligere i deres liv, vil de være bedre i stand til at forankre den viden, som de får på deres videre kandidatuddannelse, og i sidste ende bidrager dette til at højne deres kompetenceniveau og niveauet på de videregående uddannelser.

Med denne aftale kan vi derfor være med til at bane vejen for et mere bæredygtigt uddannelsessystem i Danmark, sikre et endnu højere kompetenceniveau på de danske arbejdspladser og give studerende de bedste forudsætninger for deres fremtidige karriere.

Hvad får I som organisation ud af at ansætte bachelorer?

Vi har brug for de bedste talenter og den nyeste viden fra forskningen. Ved at ansætte bachelorer får vi netop adgang til en kæmpe pulje af viden og et kompetencesæt, som kan være med til at styrke vores virksomhed.

Hvorfor er det vigtigt at virksomheder begynder at indtænke bachelorer i deres rekruttering generelt?

Vi har alle et ansvar for at sikre et højt uddannelsesniveau i Danmark og for at vores studerende opnår det rette kompetencesæt. Uddannelsen er den studerendes adgangsbillet til erhvervslivet. Så jo mere vi kan styrke de studerende på deres vej ud i erhvervslivet, jo bedre lykkedes vi som virksomhed, uddannelsesinstitution og individ til gavn for hele det danske samfund.


I Danmark er vi i min optik er for rigide ift., hvad den rigtige medarbejder skal have af uddannelsesmæssig baggrund. Bachelorløftet åbner op for en mere åben og fleksibel nyttiggørelse af de dygtige unge mennesker.

Anders René Andersen, Direktør for HR & Legal, Visma Enterprise

Hvorfor har I valgt at indgå i bachelorløftet?

Det er der flere grunde til. Den ene er, at vi gerne vil være med til at give muligheder for de studerende. I Danmark er vi i min optik er for rigide ift., hvad den rigtige medarbejder skal have af uddannelsesmæssig baggrund. Som om, at en kandidatgrad er det eneste saliggørende. Bachelorløftet åbner op for en mere åben og fleksibel nyttiggørelse af de dygtige unge mennesker, der rigtig gerne vil prøve deres uddannelse og den nyeste teori af i praksis, inden de måske skal til at vælge overbygningen. Og kan vi få fat i de studerende tidligere, kan vi være med til at præge dem og give dem et endnu bedre og mere kritisk grundlag for at vælge den, for dem, helt rigtige linje. Og så er jeg sikker på, at motivationen for at gøre kandidaten færdig hurtigere, vil være større.

Hvad får I som organisation ud af at ansætte bachelorer?

En større volumen af talenter at vælge imellem. Vi er mange, der konkurrerer om dem. Og så er jeg sikker på, at de vil vende tilbage til os, når de har gennemført kandidatuddannelsen.

Hvorfor er det vigtigt at virksomheder begynder at indtænke bachelorer i deres rekruttering generelt?

I flere tilfælde vil det være "nok" med en bachelor. De har et bredt, fagligt fundament, og så har de jo på det tidspunkt opnået et akademisk niveau og et metodeapparat, så de udmærket kan anvende og videreudvikle deres viden i erhvervslivet. Vekselvirkningen mellem teori og praksis undervejs i uddannelsesforløbet vil være med til at give nogle, fra starten af, mere komplette medarbejdere.


Bachelorløftet er en god idé, og vi ser indsatsen med at få bragt de unge ind i erhvervslivet, hvad enten de går tilbage for at blive kandidater efter de har været ude i en virksomhed eller ej, som et kæmpe plus for fagligheden.

Trine Remin Ankjær, Chief People Officer, BDO.

Bachelorløftet er med til at udvikle den kommende arbejdsstyrke

Rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO, der har 1200 ansatte og 31 kontorer i Danmark, har underskrevet bachelorløftet.

Bachelorløftet er en solid bro mellem den virkelighed, der er erhvervslivets og den læring, der er universitetets. Trine Remin Ankjær, der er Chief People Officer hos BDO, forklarer hvorfor man har tilsluttet sig hensigtserklæringen:  ”Bachelorløftet er en god idé, og vi ser indsatsen med at få bragt de unge ind i erhvervslivet, hvad enten de går tilbage for at blive kandidater efter de har været ude i en virksomhed eller ej, som et kæmpe plus for fagligheden. ” Hun tilføjer:

”Arbejdsmarkedet er under hastig forandring, og i vores organisation ændrer kompetencebehovet sig, derfor er en høj grad af agilitet nødvendig. At vi fastholder meget diversitet i vores kompetencer er vigtigt, for herigennem kan vi også fremadrettet honorere de krav og udfordringer, som vidt forskellige typer af rådgivning og stor bredde i kundeporteføljen kræver.” Trine Remin Ankjær uddyber:

”Engang var en cand. merc. aud. uddannelse nærmest den eneste vej ind i vores branche - i dag, hvor rådgivningsdelen udgør en større del af ydelsespaletten, og hvor digitalisering har skabt så mange nye løsninger, har vi i langt højere grad forskellige fagligheder, der alle er med til at sikre vores vækst, og at vi fortsat er en interessant virksomhed at arbejde i – også for de unge.”

Et andet aspekt er det samfundsmæssige perspektiv. Her ligger den sociale forpligtigelse med at udvise indsigt og ansvar for den kommende arbejdsstyrke BDO på sinde: ”Som én af landets store virksomheder har vi et ansvar for at være med til at skabe nye muligheder på arbejdsmarkedet, og her er mere fleksible universitetsuddannelser en vej til at gøre de unge endnu dygtigere. Sådan får vi også et endnu stærkere arbejdsstyrke,” lyder det fra HR-chefen i BDO.


Annoncer